Kortslutning?

Tegn på at jeg er tæt på at kortslutte, og derfor måske nok skulle forsøge at sætte tempoet lidt ned for, hvis ikke det ligefrem kræver en genstart:

* når jeg med uro i benene stadig ikke er faldet i søvn kl. 02.30 (hvor utroligt det end er med en 17 mdr. gammel dreng, så er det altså kun mig, der rumsterer rundt om natten og ikke kan sove).

* når jeg på trods af adskillige opgaver ingenting konstruktivt får lavet.

* når jeg tror at jeg kan lave omfattende opgaver på en halv time.

* når jeg er så træt i kroppen, at det gør ondt.

* når jeg har hovedpine for tredje dag i træk.

* når jeg overvejer at gå i seng samtidig med min søn kl. 19.30.

* når motion bliver det mest uoverskuelige projekt i verden, selv om jeg ved det er øjeblikkelig genstart!

* og når min kæreste sender blomster på arbejde for at ønske mig en god dag! (og det er da så én positiv og dejlig ting ved at bede om hjælp og blive bevidst om, at jeg er ved at kortslutte:)

Og alligevel forstår jeg det ikke helt. Ja, jeg har haft travlt, men det føles som om det stilner af nu. Og så kommer reaktionen! Jeg forstår det ikke (eller måske vil jeg ikke), gør du?

Kvinder og teknologi?

Jeg elsker teknologi. Jeg er begejstret for teknologi. Mit liv bliver bedre jo flere gadgets jeg har. Det er mit legetøj. Og det samme gælder for alle de muligheder, services og indhold der findes på Internettet. Jeg smiler og hygger mig over, at teknologien er over os. Jeg er særligt interesseret i den teknologi, som gør vores hverdag nemmere - og sjovere:) Og heldigvis sker der nyt hver dag.

Min kæreste og jeg deler den begejstring. Der er blot én stor forskel på os. Jeg interesser mig ikke for, hvorfor det virker eller hvordan det virker. Jeg har intet behov for at kigge bag gardinet og se hvordan tandhjulene kører rundt.

Jeg synes selv, at jeg er ret god til at prøve forskellige ting og bevare min tålmodighed, når teknologien ikke vil, som jeg. Til en vis grænse. DEREFTER BLIVER JEG SIMPELTHEN SÅ TRÆT - OG SÅ RASENDE.

Sådan en oplevelse har jeg haft i dag, og tro mig, jeg har gjort alt!!!! Support mig dit og support mig dat, download her og download der, genstart og forfra - og ligegyldig hvad, så virkede det ikke... Og så får jeg sådan en snigende følelse af, at det er fordi jeg er kvinde. Og det passer jo bare slet ikke, for min kæreste kan heller ikke finde ud af det:) Og hvad er det også for en tanke. Jeg svigter mit køn og underbygger en fordom, jeg slet ikke tror på...

Og det gør ondt, for jeg vil jo så gerne, og jeg taler også pænt til maskinen (præcis som min håndarbejdslærer opfordrede mig til, når jeg sad ved symaskinen i folkeskolen), men lige meget hjælper det...

Hvad gør du, når teknologien svigter?

Fodbad eller oprydning?

Jeg valgte fodbadet...

Vores parterapeut kommer i morgen, og det kræver, at der er ryddet op. For den der hver uge redder vores forhold er rengøringsdamen. Derfor ordnede jeg tidligere på aftenen vasketøj og lagde op til en oprydning så morgenen kunne bliver mere overskuelig. Men så ombestemte jeg mig.  Jeg har ud af det blå fået en aften helt for mig selv foræret. Reddet af fodbold! Det er ikke noget jeg ofte oplever, men i dag kom en venskabskamp mig til undsætning, så tak til Danmarks drenge.

Min aften skulle bruges på mig og på de fire bøger, som posten afleverede ved døren her kl. 19.30. Har allerede læst den første. Og det er lidt af en bedrift, for jeg elsker bøger, men får langt fra læst dem alle. Jeg køber dem, svælger i indholdsfortegnelser, bladrer begejstret rundt og glæder mig så usigeligt til at læse dem fra ende til anden. Nogle gange bliver det ved den indledende akt og de ender på reolen (eller i bunker på radiatoren, fordi jeg er løbet tør for hylder).

Og først nu er fodbadet kommet ind i billedet. Med computeren i skødet, musik i ørene og fødderne i vand. Det er ultimativ egenomsorg, forkælelse og kreativitet for mig. Ordene flyder med et smil på læben og taknemmeligheden følger lige i hælene. Efter to hektiske dage, i skønt og udfordrende selskab med powerfulde kvinder, er jeg nu i mit eget powerfulde og zen-agtige selskab (det var den bog jeg lige læste: "Zen for Mødre". Kan varmt anbefales, Anna Skyggebjergs zen-blog ligeså - for se, det virker allerede!).

Hvem er dit modeforbillede?

Jeg skal fotograferes i næste uge, og endnu bedre jeg skal styles - af den meget dygtige dame Christina Wedel! Derfor modtog jeg i dag et spørgeskema, hvor det bl.a. blev spurgt til min størrelse, og det var helt rart at kunne svare, at det nu var den samme størrelse som før graviditeten. Men så var den pludselig gal, for et af spørgsmålene var "Hvem er dit modeforbillede?" og det ved jeg simpelthen ikke.

Jeg har aldrig gået specielt op i mode, men jeg er da rimelig optaget af, hvad jeg selv har på og hvordan jeg tager mig ud. Og skal jeg være helt ærlig, så kan jeg ikke svare særlig klart og tydeligt på, hvad min stil er og hvordan jeg gerne vil gå klædt. Men det vil jeg gerne kunne, for jeg er sikker på, at ligesom med alt andet, så kan det ses og mærkes, når jeg har taget stilling. Og for et par uger siden læste jeg i Alt for dullerne om nogle smarte damer, som kunne svare klart og tydeligt på, hvem deres modeforbillede var. Derfor fik jeg den geniale (!!) idé, at hvis jeg fandt ud af, hvem der var mit, så ville jeg komme min egen specifikke stil et skridt nærmere. Men, hvor starter jeg, hvor skal jeg kigge, har andre (end dem i damebladene) modeforbilleder?

Har du et modeforbillede - så del endelig. Jeg vil så gerne inspireres:)

Er det for meget at forlange?

Hjemmedyrket og økologisk hele vejen. Lidt misundelig?

Jeg modtog dette billede i morges fra min lillebror. Han bor på landet. Og det er ikke en overdrivelse. Der er 20 min til den nærmeste rutebil (ja, det hedder det, derude hvor han bor).

Til gengæld er dette resultatet af de garvede hjemmegartneres indsats for 3 måneder siden (og det er altså ikke min bror, men hans svigerforældre som kan bryste sig af den titel).

Min bror har så vandet den sorte muld og er nu selvforsynenede i alt fra gulerødder til salat og krydderurter. Glem alt om økologi i Irma, det der er ægte fornøjelse. Fra egen have.

Og så langt har jeg ikke en gang tænkt, altså til at man kan dyrke egne grøntsager. Når jeg drømmer om en have, så er det i første omgang for at kunne lukke døren op og sende lillemanden ud i den friske luft. For at kunne sidde på min egen terrasse med grill og terassevarmer og loungemøbler og det hele og nyde de danske sommeraftner. Men den her vinkel, frugt og grønt, oveni, ja, så må der snart ske noget. Er i hvertfald misundelig, men synes godt nok også, at de bor langt væk. Ligegyldig hvor dejligt der er derude på landet....

Så nu er jeg tilbage ved den gamle udfordring, jeg vil åbenbart gerne have det hele... En have i byen, og jeg taler altså ikke om et frimærke, men på den anden side heller ikke så mange kvadratmeter, at det kræver havetraktor (den har lillebror lige investeret i). Der skal "bare" være plads til lidt terrasse, lidt leg og lidt grøntsager. For de ser godt nok lækre ud på billedet, jeg bliver lidt sundere bare ved at se på dem...

Hvad med dig, vil du også have det hele?

Sved som motivation?

Sommeren har nået sit klimaks, i hvert fald i indeværende år og jeg går og gisper efter vejret. Er bare ikke særlig god til varme, og det har jeg aldrig været. Det er faktisk ikke helt sandt, for den sommer hvor jeg tabte 12 kilo på 3 uger pga. kærestesorger var en god sommer, rent temperaturmæssigt altså… Så måske kan mine svedeture føres tilbage til de alt for mange graviditetskilo, som er noget så genstridige at komme af med.

Det går egentlig ret godt med den personlige træner og den omlagte kost. Jeg får klø til træning og det er fedt (- der ryger af, håber jeg) - og der når jeg gennem flere håndklæder til at tørre sveden af panden end nogensinde før. Det er ok, når jeg træner at svede så meget, for så findes der jo en forklaring. Og som min træner Heidi siger, det er jo også udrensende at svede. Og det har hun jo for så vidt ret i, om end den tanke ikke ligefrem gør det nemmere for mig at svede tran.

Dengang jeg mødte min kæreste, troede han ikke på, at jeg blev utilpas af varmen. Det tror han godt på nu!!! Bare spørg ham (og for den sags skyld min bror og hans kone) om turen til Barcelona en meget varm sommerdag, hvor det nåede hysteriske højder… Faktisk tager han ligefrem hensyn på varme ferier, for han ved at det går ud over alt og alle, også ham. Men det er jo også fordi jeg føler, at jeg bliver mindre attraktiv som kæreste, at jeg ikke kan kramme, fordi ingen simpelthen skal røre mig, når jeg sveder og at jeg skal tænke i, hvad jeg tager på. For er sommertøjet hvidt eller gråt, så ses sådan en gang ”udrensning” altså ret så tydeligt.

Det er altså bare – i min bog – ret så ufeminint at svede og jeg bliver simpelthen så dårligt tilpas, når det sker. Så føler jeg mig som den største matrone, der kommer vraltende gennem sommerlandskabet. Det eneste positive der er at sige om disse varme dage er, at jeg er ekstra motiveret for at træne og spise sundt, for med hvert kilo, der ryger, så ryger der forhåbentlig også lidt af sveddepotet. Tænk en gang at sved kan være motiverende…

Mon min selvopfattelse er skæv?

Jeg har hyret en personlig træner og hun har sat mig på en rimelig streng diæt til at starte med, fordi hun fornemmer, at jeg havde brug for resultater i en fart (og det er fuldstændig korrekt, 13 måneder efter min søns fødsel mangler jeg stadig 12 kg – og værre endnu, jeg har kun smidt 4!) Derfor må jeg INTET sukker få i øjeblikket, og hvis du spørger mig, så syntes jeg faktisk, at jeg har gjort det meget godt. Er da godt klar over, at jeg er faldet i en enkelt gang eller to, meeen det har jeg vist lidt fortrængt. Min træner til gengæld, så det hele meget klart, da jeg afleverede min kostdagbog i dag. Hun satte store røde streger rundt om alt det, jeg ikke måtte spise. Og der var vist mere end jeg havde lyst til at huske… der er vist tale om helt almindelig fornægtelse. Pludselig følte jeg mig, som om jeg gik i fjerde klase og netop havde afleveret et tomt kladdehæfte. Skam, var den gennemgående følelse (ja, selv træningen den morgen var ulidelig hård, som om jeg bar på en skammens rygsæk alle de minutter jeg oksede af sted på løbebåndet). Jeg kunne være krøbet i et musehul. Og hun var sur, hende træneren, rigtig sur – og så kom den lille pleaser op i mig, som så mange gange før … Jeg vil jo bare så gerne, at jeg er dygtig og gør det rigtig godt (kan stadig høre pigen i fjerde klasse!), og da særligt overfor sådan en sej træner, som hende jeg har hyret. Men i dag fik jeg skæld ud! Træneren nævnte bernaise-sovs (som jeg, på spejder-ære, ikke har rørt) og jeg brugte al min tid på at benægte indtagelsen af det gule stads, mens det igen gik glimrende med at fortrænge de mange kugler is, jeg faktisk havde indtaget! Til slut afbrød hun mig og sagde ”måske skulle du overveje om din selvopfattelse er skæv, hvis du ikke kan se, at du har spist forkert i disse dage”! Så sagde jeg ikke mere…

Og derfor cyklede jeg hjem fra træning med tårer i øjnene, helt slået ud mens jeg skammede mig og inderligt ønskede at blive gode venner med min træner (og mig selv) igen.

Som coach må jeg jo tilføje, at jeg ikke mener hendes taktik var særlig hensigtsmæssig, men siden den skideballe, har jeg faktisk spist snorlige og uden dikkedarer, så måske virker det, og måske er/var min selvopfattelse, i hvert fald på det punkt, ret så skæv...