Jeg har i dag afsluttet min første mentorgruppe, forretningsudvikling for selvstændige med enmandsvirksomhed i selvudviklingsbranchen. Jeg har skabt mange spændende resultater i min tid som selvstændig coach og mentor, men det her er alligevel noget ganske særligt.

Og jeg ved godt hvorfor. Vi har set hinanden med 2-3 ugers mellemrum siden januar, og det flytter altså noget, både i forhold til at lære andre mennesker at kende, se deres storhed, deres unikke karakter men også i forhold til at kunne skabe resultater. Det er jo i virkeligheden ikke på selve de dage, vi har mødtes, at de har flyttet sig, det er jo faktisk mellem møderne. Fordi de vidste vi skulle ses igen og derfor har handlet på det, som de lovede og fordi kontinuerlige møder bevarer motivation og momentum. At være med til at fejre deres succes og sejre og kunne støtte dem, når det var hårdt, har været en gave.

Og nu sidder de der med en færdig forretning, som nu skal udvikles og nå nye højder. Jeg er sgu' stolt. Stolt som i en blanding af en omsorgsfuld mor, der ser ungerne flyve fra reden (med en lille - stor? - sjat vemod) og en leder, som har udstukket en retning, og nu har de gået vejen helt selv. Stolt som en mentor...

Og hvilken belønning. Chokoladen knaser så dejligt, bunden smager virkelig af ægte marcipan og skummet er blødt og fluffy. (Faktisk er jeg ikke helt færdig, opgav da jeg ikke kunne huske hvad jeg havde købt for 79 euro i slutningen af november. Så skal man stoppe, når man tidligere på dagen har kunne huske hvem man holdt møde med i slutningen af juli...)

Det holdt ellers hårdt og jeg har været rimelig træt af mig selv de sidste dage. Jeg havde ikke behøvet at bruge så mange dage på det, hvis jeg bare havde sat mig til tastaturet og bilagene første gang jeg besluttede mig for det. Det tog dog 3 dage at komme dertil. Undskyldninger er der nok af: stadig selv klattet, en (meget) syg kæreste, kaos i hjemmet efter ugers sygdom, men intet af det gælder rigtig, for det her er jo mit arbejde og jeg har selv valgt det.

Så måske havde en bedre belønning - eller behandling - været at tale pænt til mig selv, mens jeg kæmpede for at få arbejdet gjort. Men en flødebolle er nu heller ikke værst, så husker jeg den støttende dialog næste gang...

Hvordan belønner du dig selv, når noget virkelig har trukket tænder ud og du (måske) har skældt lidt rigeligt ud på dig selv i processen?

Og pointen var, at hvad end du har på hjerte, er det det rigtige for dig. Du kan ikke forstille dig. Du kan ikke lade som om eller gemme dig. Det var faktisk smukt at dele den frygt, som jeg så udemærket kender fra mig selv. Teknik, struktur, genrer, læsere og kreativitet er vigtige emner, når vi taler om blogging. Men at turde viste sig at det være det mest centrale. Og vi skal turde, for så bliver det ærligt og autentisk, og det er det, der gælder.

Tør du?

PS. Vil du med på blog-workshop, så gentager vi succesen d. 22. februar, 2010...

* jeg har i nat oplevet den værste nat i Noahs 17 måneder lange liv. Han har skreget, vredet sig og råbt nej til han blev helt hæs og mit hjerte har været ved at briste, fordi jeg ikke kunne hjælpe.

* weekenden var ikke rigtig god, og med ovenstående nat skal jeg love for, at vi væltede ind i denne uge med masser af aflyste aftaler og rykkede deadlines, så jeg nu tror, at resten af ugen kommer til at blive præget af den fortumlede start.

* for at tvinge mig yderligere i knæ er memø sengeliggende med en ond mave-virus, som betyder at jeg fungerer som enlig - og hårdt arbejdende mor.

Apropos enlig mor, så siger jeg bare nej tak. Jeg har kun oplevet en brøkdel i forhold til et menneske som jeg har meget kær, som med glæde og overskud fortalte mig i dag, at perioden som enlig mor endelig var overstået. Hold op, hvor har hun fortjent det - jeg har set til i næsegrus beundring. Og særligt efter at få en uge som denne smidt i nakken...

Men alt det må vente, for jeg sidder med tændstikker i øjnene og forsøger at skrive om coaching-landskabet i Danmark. Deadline i morgen kl. 10 og jeg er ikke langt nok, for jeg falder hele tiden i små spændende huller, som jeg får lyst til at udforske. Måske er det også en overspringshandling, fordi jeg får nogle grimme associationer til universitetsopgaver... Men måske er det i virkeligheden bare mine store krav til mig selv om at være sikker på, at jeg får det hele med. Ha, afsløret for åben skærm. Tak for den indsigt. Nu vil jeg vende tilbage til opgaven med et løfte om at give slip på perfektionismen...

Dårlig mor hos Søstjernerne?

Jeg kender en del dejlige kvinder og fantastiske mødre, som i det stille frygter for at være en dårlig mor. Og ingen af dem er bare tæt på at være det! Af mystiske årsager, så er jeg forskånet for den tanke og følelse (men så er jeg plaget af så mange andre:). Jeg føler virkelig, at mit liv er faldet i hak efter at jeg er blevet mor og den naturlighed støtter mig i det daglige.

Der er dog ét sted, som er ret centralt i et barns liv, hvor jeg bliver røstende nervøs for, om de synes jeg er en dårlig mor. Nemlig hos Søstjernerne i Noahs vuggestue! Det skyldes to ting: det er Michael, der henter og bringer 80% af tiden og derfor ham, der har kontakten - så meget at han en gang i mellem hænger ud dernede og sludrer:) Den anden grund er, at jeg er bange for, at de tænker, at jeg bare er sådan en karriere-lus, som ikke interesser mig for mit barn. Derfor overanstrenger jeg mig altid for at fremstå i kontakt met mit barn, overskudsagtig og som en ægte super-mor - og hvad tror I, det resulterer i? Jep, en meget kunstig og underlig mor, som barnet har en rimelig stærk reaktion  på - han reagerer i hvert fald anderledes end alle andre steder sammen med mig. Og det er min egen skyld, for man kan altså prøve for meget.

(Hvor) Er du bange for at være en dårlig mor?

Jeg deltog den anden dag i en absolut rørende og meget fantastisk øvelse. En såkaldt rose-runde. Jeg må være ærlig at indrømme, at det også var fantastisk, at det oven i købet var coaches, for de er jo trænet i at se dine styrker, dine ressourcer og alle dine gaver til verden og jeg skal love for, at der ikke blev sparet på rosen (det er også det dummeste at spare på!).

Hvis du følger med her på bloggen ved du, at jeg har kæmpet og til dels stadig kæmper med et stort behov for anerkendelse. Derfor må sådan en rose-runde jo være den rene fest for mig. Men det er det ikke. Jeg får simpelthen så ondt i maven, fordi jeg skal modtage anerkendelsen i den rene form, som det er lige der, uden filter, uden at måtte svare - bare tage imod.

Jeg overvejede om jeg skulle gå inden det blev min tur, fordi jeg kunne mærke tårerne stige op i øjnene. Og som om det ikke var nok, så bliver jeg simpelthen også så rørt over, at jeg får mulighed for at fortælle mennesker jeg virkelig respekterer og beundrer, hvad jeg synes er deres gave til mig og resten af verden.

Så jeg nåede at fælde en tåre inden det overhovedet blev min tur til at sidde helt stille og tage imod.Og da det blev min tur, gik det helt galt. Ros i sin reneste form, uden filter og parader (i form af svar eller gengældelse) er virkelig hård kost! Du skulle tage at prøve det, det kan mærkes helt ind i hjertekulen. Alle fortjener at opleve den slags ros, men det kræver mod sænke paraderne og tage i mod uden filter...

Så nu har jeg lige givet mig selv en 45 minutter på en café i indre by med lidt god mad, et glas vin og en inspirerende bog, og er nu tilbage på min pind. Det skal jo også til:) Skal nu i gang med næste nyhedsbrev, og arbejder på at fintune mit arbejdskoncept. Prøver på mest tålmodige vis at overgive mig til at sådanne kreative processer tager tid og selv om jeg har lyst til at mine nye idéer skulle have været lanceret i går, så prøver jeg virkelig at væbne mig med den svære tålmodighed og stadig overgive mig til processen. En meget svær opgave for mig.

Men nydelsen ved at få lov at arbejde, at fordybe mig i den arbejdsglæde, som virkelig blomstrer i øjeblikket, den er helt uvurderlig. Der skal lyde en stor tak til kæresten herfra...

Det er denne udsigt jeg kan nyde fra mit nye kontor...

Det spørgsmål kom jeg pludselig til at tænke på, da jeg cyklede ind på mit nye kontor her til morgen. For jeg er simplethen så glad for det kontor. Det er præcis sådan som jeg havde forestillet mig oppe i mit hoved, og når jeg har set andre kontorer, har jeg med det samme vidst, at de ikke var de rigtige.

Og det her kontor var et jeg så fredag, skrev under 15 min senere, fik oven i købet en rigtig god aftale, indrettede i weekenden og havde første arbejdsdag mandag. Altså én af den slags oplevelser, hvor jeg bagefter sad og tænkte: "Hvad skete der lige der - og hvorfor var jeg så heldig?" For mine krav var ret høje i forhold til, hvad jeg kunne betale for det.Og det eneste svar jeg kan finde er, at fordi jeg var så klar på, hvad det var jeg ledte efter, og hver dag brugte lidt tid på det, enten på nettet, på telefonen eller ved at besigtige mulige kontorer - altså holdt fokus, og nægtede at gå på kompromis, fordi det skulle føles rigtigt i maven, så tiltrak jeg simplethen mit drømmekontor... Hvad tror du?

Hjælpen kom i form af en kær og meget værdsat kollega, som jeg nu skal lave en workshop sammen med. Og den slags samarbejder er for mig så givende. Jeg elsker mit selvstændige liv, men er kommet til at værdsætte den synergi og dynamik, der opstår sammen med et andet menneske utrolig meget. Og det her er ikke en hvilken som helst samarbejdspartner, det er én af de rigtig dygtige og inspirerende. Det er sjovt, let og berigende.

Så tak til dig eller det, som holder øje. Jeg har fået ny energi og tror igen på, at det hele falder på plads. Og det er altså et vigtigt udgangspunkt for det gode liv.

Hvem holder øje med dig?

Fik du ladet op i løbet af sommeren?