Ude af fokus?

Jeg er god til struktur, Jeg er god til handling. Jeg er god til overblik. Det er det jeg kan! Åbenbart bare ikke i mit eget liv!

En klassiker, alt det man kan for andre, kan man i nogle tilfælde ikke for sig selv. Heldigvis er jeg blevet meget bedre til at bede om hjælp. Og heldigvis, når jeg ikke er så god til det, så er der nogle der kan fornemme en krise, når den er under opsejling. Jeg blev opfordret til at lave lister.

Og disse lister - eller rettere overskrifterne for listerne - vil jeg gerne dele med dig, for min forvirring handlede om alle de mange idéer, om alt det jeg gerne vil føre ud i livet, om alt det, som jeg drømmer om at gøre på den halve tid. Og jeg har altid lavet lister, mange lister, lange lister, men disse overskrifter gav nyt perspektiv og jeg blev i stand til at sætte ord på forvirringen. Og det er et vigtigt skridt for mig. Når jeg sætter ord på, forstår jeg, og så kan jeg bedre holde af mig selv, holde med mig selv og holde hånden under mit forvirrede hjerte, så det ikke bare falder...

Her er listen til din inspiration - og tak til dig, som sendte den til mig:

Kan jeg få dig til at lave en ÆRLIG liste over alt det du har gang i? Skriv ALT ned - undtagen vasketøjet... Prøv at dele den op således:

• Arbejde - der bare SKAL gøres
• Arbejde - jeg bliver glad af
• Ting - jeg er i gang med
• Ting - jeg burde være i gang med
• Ting - jeg ville elske at være i gang med
• MIG-ting, jeg gerne vil have mere tid til

Hvad hjælper dig, når du er overvældet, stresset eller blot ude af fokus?

Afslapning eller arbejde?

Jeg er så begejstret for mit arbejde i øjeblikket, at jeg har svært ved at lade det være - og derfor nok også har lidt svært ved at slappe af. I aften er der ingen planer, og så står jeg i et dilemma, skal jeg nu arbejde med god samvitttighed - hele aftenen, eller skal jeg i virkeligheden flade helt ud, slappe af, læse en bog, hvis jeg da ikke falder i søvn, mens jeg gør forsøget...

Jeg er meget optaget af tanken om, at vi skal være noget for os selv, før vi kan være noget for andre. Men det er altså noget andet at praktisere det - når nu der er så mange spændende projekter, der hiver i mig - eller som jeg hiver i. Så hvad nu hvis jeg gør begge dele, sætter mig godt til rette i sofaen, med te og hygge, og så arbejder lidt alligevel - må man det?

Når jeg spørger om tilladelse, er det nok fordi jeg kender svaret. Jeg skal slappe af, lade computeren være slukket og så faktisk gå i seng! Og grunden til at jeg ved det er, at jeg her til aften er helt rastløs, ikke længere kan mærke hvad jeg har lyst til og higer efter at dulme det hele med lidt til den søde tand... Det er nu jeg skal lytte, ikke dulme, så det vil jeg prøve...

Er du god til at lytte til dig selv og dine behov?

Hvad med at møde dem lige?

I dag har været én af de dage, hvor jeg tog kvælertag på de destruktive tanker. Hvor ét menneske sagde nogle få ord, som fik det hele vendt i bøtten på mig. Og min konklusion er: ”if you can’t beat them, join them”. Og dem jeg taler om, er altså de mennesker hvis succes, jeg ikke er storsindet omkring og begejstret for (læs: Er det misundelse?). Selv om jeg – endnu en gang – har svært ved at indrømme det.

De ved jo ikke, at jeg føler mig underlegen og hvis jeg i et kort øjeblik skal forsøge at se nøgternt på det, så synes de faktisk, jeg er så dygtig og succesfuld, at hvis jeg selv tror på det (og det gør jeg i dag), eller i hvert fald ”faker” det (på de mindre gode dage), så kan jeg ringe til dem og bede om råd, dele gode idéer og foreslå samarbejder. Så hvorfor ikke gøre det, selv om det er uden for min komfortzone og med hjertet i halsen? Hvorfor ikke bare beslutte mig for at møde dem lige, altså hverken underlegent eller for den sags skyld overlegent (hvilket jeg, indrømmet, har en tendens til, hvis jeg bliver usikker – så ved du det, hvis du møder én som synes en anelse arrogant, det er højst sandsynligt bare usikkerhed)? Hvis jeg møder dem lige, tror lige så meget på min egen succes som på deres, tror lige så meget på egne evner, som på alle andres, så har jeg også styrken.

Det er en god cirkel at komme ind i, og det kan jeg mærke allerede nu. For hvis jeg kommer fra det højeste sted i mig, det sted, hvor jeg behandler andre mennesker godt og med respekt, og giver mig selv den samme behandling og ditto respekt, så ved jeg jo, at jeg har masser at tilbyde, at jeg kan skabe massiv værdi, og at jeg kan skabe den præcis samme succes som ”dem”.

Hvad der også er ved at gå op for mig er, at jeg højst sandsynligt aldrig kommer til at skabe den succes, hvis jeg ikke lærer at møde mennesker, og særligt disse mennesker, helt lige og i øjenhøjde. Så sørger jeg egenhændigt for, uden hjælp eller indblanding fra nogen som helst andre end mine egne destruktive tanker, at sabotere min egen succes og min egen værdi.

Hvis jeg bare kunne forklare hvor produktiv, idérig og handlekraftig sådanne dage gør mig, så er jeg sikker på, at jeg kunne inspirere dig til at afprøve det her lighedsprincip. Har allerede ringet, har allerede ændret tekst, har allerede solgt og tror igen på, at det er min tid; min tid til at skabe, min tid til at gøre en forskel, min tid til at give den gas, min tid til succes…

Tager dommeren med til udlandet?

Så viste frygten igen sit grimme ansigt. Altså frygten for andres dom, eller rettere lettelsen over at slippe for den. Sidder og brainstormer på nye idéer og lige nu pønser jeg og en fantastisk samarbejdspartner Nine Haubirk www.2navigate.com på at tilbyde et spændende selvudviklingskursus i udlandet.

Og i slipstrømmen på sådan en god idé, kommer tankerne, både alle de gode idéer som navn, tillægsprodukter, salg etc. Og så kom også lettelsen. Lettelsen over at skulle lancere noget i et andet land, udenfor den lidt indspiste branche, som jeg er en del af, lettelsen over ikke at skulle placere os i forhold til konkurrenter, ikke skulle passe os ind og tage hensyn til, hvad der allerede er på markedet. Nej, nu giver vi den bare gas, skaber en succes, og der ikke nogen af dem, hvis dom jeg er bange for, til at dømme mig. Det håber jeg i hvert fald… Men mon det er sandt? For sådan et monster, som den dommer jeg også tidligere har beskrevet for dig her på siden, den viser ikke sit ansigt eller sin fulde størrelse, den har mange forklædninger og lever i overlegen stil på indersiden af mit hoved, så længe jeg ikke undersøger den, kigger den i øjnene og tager favntag med den.

Men tænk engang, at glæden ikke består i, at vi har udviklet et super fedt koncept, at vi skal gøre en forskel for en masse mennesker, at vi skal hjælpe nogle mennesker til næste niveau og give dem indsigter, så de bliver endnu bedre til at leve og tage ansvar i eget liv. det er jo det jeg kan, og det jer er stolt over at kunne. Det er jeg virkelig en smule rystet over.

Og det vil jeg lave om på. For dommeren tager jo med,  gemmer sig i kufferten og får alle de fede oplevelser sammen med mig. For det er mit hoved og min frygt. Men det slutter nu. Det skal være slut med at komme fra frygt, nu skal kærligheden indtage pladsen, og du bliver mit vidne…

Lykkelig Lykke?

Hvordan går det? Verdens mest trivielle spørgsmål, fordi man aldrig helt kan være sikker på, om personen, som spørger, vil have det ærlige og til tider omfattende svar. Men hvordan har jeg det egentlig? (det er nu du skal zappe væk, hvis du ikke vil have det lange svar…)

Jeg tror jo egentlig ikke på den der finanskrise. Jeg tror på, at den er, hvad man gør den til. Indrømmet jobs lander ikke i skødet i øjeblikket, men arbejder jeg lidt (hårdt) for det, så har jeg stadig masser af arbejde. Men nu har den alligevel ramt mig i form af en nedskæring i mit sikkerhedsnet, altså én af de faste kunder, jeg fakturerer. Og det udfordrer mig – men kun fordi min bedre halvdel efter et halv års barsel også er ved at starte en selvstændig biks op (han skal optimere call centre – hjemmeside følger, hvis det skulle have din interesse). Udfordringen ligger også i, at det sidste år med barsel og manglende vuggestueplads, har været lidt af en undtagelsestilstand, og den er jeg ærlig talt lidt træt af.

Omvendt, så har jeg aldrig været så lykkelig som nu. Jeg har nu en lille, helt almindelig familie, jeg afleverer i vuggestue, arbejder og underviser, oplever ulve-time og kæmper som en gal for at maden skal stå på bordet på det ukristeligt tidlige tidspunkt kl. 18. Jeg skal koordinere og strukturere, skabe tid til det hele og til mig selv, til min træning, til skriverierne og til leg på gulvet, alt sammen med nærvær og fokus.

Jeg har oplevet en meget smuk følelse siden vi blev en lille familie, en følelse, som jeg er uendelig taknemmelig for, og som gør, at jeg ikke søger på samme måde, som tidligere (og det er jeg godt nok glad for), en følelse af, at livet er faldet i hak, af hverdagslykke…

Og den følelse gør faktisk, at jeg tror på, at det hele nok skal gå, at der findes en løsning, at idéerne, kunderne og pengene kommer til os, og hvis ikke, så finder vi også en løsning på det. Det må da være lykke.. Selv om bekymringen dukker op, så får den ikke fodfæste, den driver videre og tilbage bliver en tillid til livet, en tillid til familien, en tillid til at alt er præcis som det skal være, en tillid til mig selv, en tillid til lykke…

Er det misundelse?

Jeg er faktisk ret god til at begejstres over andres succes’er. Heldigt, da det er en del af mit job, altså at hjælpe mennesker med at få succes, men også at fejre succes’en sammen med dem og få den til at vokse endnu mere. Og jeg elsker den del af mit job.

Men alligevel er der bare nogle succes’er, jeg har svært ved at begejstres over. Og det er jeg ikke videre stolt over, for det må vel være misundelse? Altså, hvis jeg ikke kan glæde mig på deres vegne, så er det vel fordi jeg ikke selv har den samme slags succes. Hvis jeg skal være helt ærlig, og det har jeg faktisk ikke meget lyst til, men ok – here goes, så er det vel fordi, jeg godt kunne tænke mig for 100 kr. af lige præcis den succes, de har. Altså hvis det kommer for tæt på det jeg laver og drømmer om, så er det svært at være storsindet og tro på abundance og al det der? (der er plads til os alle, andres succes er også min succes og bla bla – ja, altså normalt elsker jeg tanken om abundance, men lige nu er det ærlig talt lidt irriterende at få smidt i hovedet. Det passet jo ikke rigtig ind i min tankestrøm her).

Jeg tænker i skrivende stund på en hel bestemt kvinde, og jeg er altså ikke klar til at løfte sløret for, hvem hun er. Men det kommer nok, for det er ikke en ny følelse, som lige er dukket op i forhold til netop denne seje (hun vil frem her i verden, vil hun), tjekkede (kender alle de rigtige mennesker), succesrige (et imponerende CV), kontante (der bliver ikke lagt fingre i mellem skal jeg love for) og flittige (konstant lancering af nye produkter, idéer og samarbejdspartnere) kvinde.

What to do? På gode dage overvejer jeg at foreslå hende et samarbejde (for jeg er jo også ret sej, på solskinsdage☺), på dårlige dage synes jeg bare det er uretfærdigt, at jeg ikke har lige så nemt ved at tjene penge, som hun synes at have. Det er også lidt af et paradox, på den ene side beundrer jeg hende helt vildt, på den anden side kan jeg næsten (who am I kidding) -  overhovedet - ikke rumme hendes succes.

Den her bliver jeg vist ikke færdig med i aften, men nu er der taget hul på bylden, misundelsen vælter ud… Jeg lover at holde dig orienteret, når misundelsen rammer igen eller jeg er blevet en indsigt rigere omkring emnet. Det skal nok blive en succes, og jeg lover at fejre den med dig…