Hvor kommer det fra?

Jeg har nu skrevet fuldtid i to dage. Og jeg er helt høj.Og det har endda resulteret i hel 10+ sider (jep, jeg står kun til regnskab for kvantiteten, ikke kvaliteten).

Jeg skriver og skriver, og er så begejstret for dansen hen over tastaturet, at det er svært ikke at råbe af glæde. Ja, det er ligefrem svært at holde fingrene på tastaturet af ren og skær overraskelse over, hvor meget jeg har indeni, som bare skal ud.

I går var jeg helt tom til sidst og var bange for, at nu kom der ikke mere. Der var ikke en gang ord til et blog-indlæg. Men det var for ømtåleligt et emne at skrive om i går. Kunne heller ikke sove, for hvad nu hvis jeg ikke kunne gentage succesen i dag? Så det var med skrøbeligt sind, at jeg stod op i dag, og virkelig skulle koncentrere mig om ikke minutiøst at gentage rutinerne fra dagen før af ren og skær skræk for at jinxe mine skriverier.

I stedet holdt jeg fast i det, der virkede i går, nemlig at holde fokus og overholde aftaler med mig selv. Afsløre mine hvileløse surfs rundt på blogs og resten af det skønne Internet, fordi jeg gik om den varme skrive-grød. Lukke for mailprogrammer og telefon, og ikke snige mig til at hænge vasketøj op. Det lykkedes.

Og i dag undres jeg igen. Hvor kommer det fra? Og svaret er; indeni fra os hver og én, og jeg kan blive forundret over, hvor meget vi hver især indholder, når vi tager os selv alvorligt. Føle mig taknemmelig og meget lille ved forståelsen af, at vi indeholder det hele, hele tiden. Så spørgsmålet er ikke, hvor det kommer fra, men i virkeligheden, hvordan sørger vi for, at det - denne skaberkraft - kommer til udtryk?

Hvordan tager man så sig selv alvorligt?

Det er et virkelig godt spørgsmål, og det kan jeg godt sige, for det er nemlig ikke mig, der har stillet det. Jeg skrev i går om at tage sig selv alvorligt, og fik et par kommentarer om, hvordan jeg sådan helt praktisk bar mig ad. Og det er ét af de vigtigste spørgsmål i den personlige udvikling, hvordan ser der ud i virkeligheden, i hverdagen, sådan helt nede på jorden, hvor ord ikke tæller, kun handling gør.

For mig handler det blandt andet om at prioritere aftaler og opgaver. Nogle af de drømme (eller langsigtede projekter) jeg har, kræver at jeg sætter tid af til dem, uden at kunne se resultater og tjekke af på to-do listen (det gælder vel for de fleste drømme, i hvert fald til at begynde med, med mindre man skriver dem på listen - og det er jo også en måde at tage sig selv alvorligt på). Så når jeg planlægger min tid, eller tiden pludselig skrider, så må jeg træffe en bevidst beslutning, og måske også sige nej til noget eller nogen.

Og for mig handler det så også om, ikke altid at gøre det jeg har lyst til, for indrømmet, nogle gange betyder det "den nemme vej". Og hvis drømmen og det at tage mig selv alvorligt var nemt, så gjorde jeg det allerede. Derfor forsøger jeg i stedet at mærke efter, være lidt mere ærlig overfor mig selv, så står det nemlig meget klart, hvad det er jeg skal gøre. Én af kommentarerne til indlægget i går foreslog at lytte til instinktet, og det tror jeg er ret præcist. Du skal lære din kerne at kende, for det er derudfra drømmen kan blive til virkelighed.

Tager du sig selv alvorligt?

Et menneske, som står mit hjerte meget nært, sagde til mig den anden dag: "hvis der er én ting jeg kan sætte min finger på hos dig, så er det, at du ikke tager dig selv alvorligt nok". Vi talte om skabertrang, om at udtrykke det man drømmer om. Og hun har ret. Det er blevet det nye samtale-emne og spørgsmål i min indre dialog: "tager du dig selv alvorligt lige nu?"

Og det virker. For jeg får smækket min r... i sædet og handlet på det jeg drømmer om, planlægger og får idéer til.

Måske er det et koncept du skal prøve, hvis der er noget du ikke helt får gjort noget ved, men hele tiden vender tilbage til i tanken? Det er ikke nemt, men det er et godt spørgsmål - og en særlig veninde, man får sådan et værdifuldt input fra.

Er det virkelig nødvendigt at kede sig?

Jeg ved, jeg kører i samme rille. Men de hersens tanker om skabelse og eget udtryk optager mig. Hvordan kommer man fra tanke til handling, hvordan får man skabertrangen ud af sit system og ind i virkeligheden i form af en tekst, et billede, et produkt, en gave eller noget helt andet?

I dag havde jeg ingen planer, da Noah var lagt ud at sove. Det sker nærmest aldrig, hvorfor jeg for en ganske kort stund gik hvileløst om og derefter endte, hvor jeg altid ender, ved computeren. Men så var det, jeg pludselig tog mig selv alvorligt - eller måske bare fandt en tidslomme - og belsuttede mig for at lege en leg, som jeg opfandt for længe siden: "træk et ord i krukken". Jeg har en lille glas-krukke med ord, som optager mig, som betyder noget for mig og som er tæt på mit hjerte. Og aftalen er så, at jeg skal trække et ord derfra, og bare skrive løs.

Det gjorde jeg så. Og skrev 10 linier. Og nu sidder jeg så i stedet her og blogger. Fordi jeg kom til at tænke på processen. På at denne leg lykkedes (for 10 linier har vel også ret?), og hvorfor mon? Fordi der var en tidslomme, fordi der var uplanlagt tid eller i hvert fald tid (mens Noah sover), hvor jeg prøvede at pleje mig selv i stedet for bare at ordne dagens gøremål. Og så var det pludselig slet ikke svært.

Det er (også) denne uplanlagte tid, denne tid, hvor jeg næsten keder mig, men som alligevel er dedikeret til mig, som jeg skal begynde at bruge til at udleve skabertrangen. Det var da ikke så tosset en indsigt at få på en helt almindelig lørdag, som nu slet ikke er så almindelig endda.

I gang med at sy?

Se det var tanken, at jeg skulle i gang med at sy. Og det kræver jo en symaskine (for jeg har i første omgang ikke tålmodighed til det der i hånden - det får jeg nok aldrig). Så jeg gik på den Den Blå Avis for at danne mig et overblik.

Og selv om jeg er blevet udnævnt elektronista for et par dage siden, så er det svært for mig at researche på dette område, og finde ud af hvilken model der bedst akkompagnerer mine behov. Så jeg startede bare på DBA med at danne mig et overblik, eller det var i hvert fald meningen.

Dem jeg fandt flest af, var de her. Og det er nok alligevel lige brugt nok for mig.

Hvad er skabertrang?

Jeg fortsætter lidt fra i går. For jeg har nu ikke kun skrevet mig ud af frustrationen og frygten, jeg har også skrevet mig ind i glæden.

Og så har jeg tænkt lidt. Tænkt mens jeg har skrevet på nyhedsbrevet om skabertrang. Hvad mon skabertrang er for dig, hvad drømmer du om at skabe og have tid til, hvad villle du gøre noget mere af, hvis du havde tiden?

Efter udsendelsen af nyhedsbrevet skulle jeg forkæles (som om jeg ikke allerede var blevet det gennem skriveriet), og derfor så jeg denne video, som nu kan blive din weekend-underholdning (20 min.)

Hvordan beskriver man, hvad den handler om. Ja, den handler om musik og lidenskab, men i en sær og meget nærværende grad også om skabertrang og om livet. Hvordan kan man ellers på 20 min. både smile, grine, få kuldegysninger, græde og klappe? Når man bare sidder hjemme i sofaen helt alene?

Du må selv se den. Jeg mærkede i hvert fald skabertrangen komme snigende med det samme. Måske fordi jeg blev rørt?

Skriv meget gerne en kommentar, så jeg kan få et indblik i, hvad denne skabertrang er for dig og hvordan du drømmer om at udtrykke den.

Kan man skrive sig ud af frygten?

Jeg har haft en lidt underlig start på dagen. Noah kaldte højt og hjerteskærende på mig, da jeg afleverede ham i morges, og jeg var brøkdele fra at gå tilbage til ham, selv om jeg ellers aldrig gør netop det.

Da jeg kom hjem havde jeg en telefonsamtale, som udviklede sig uheldigt. Jeg følte med det samme præstationsmonsteret indeni mig tage over, den der er drevet af frygten for ikke at være god nok og hvad de andre mon synes. Og så en mail med et forslag som gjorde mig ked. Jeg fik en sær trang til at flygte fra det hele, krybe ind i hulen og nægte at komme ud. Men der er arbejde der skal gøres og penge der skal tjenes, så jeg har kæmpet med den indre dialog.

Selv mine nyhedsbreve, som jeg elsker at skrive, krævede overtalelse at komme i gang med. Men her bagefter, da jeg stod og lagde vasketøj sammen opdagede jeg det. Frygten og frustrationen var væk. Jeg havde simpelthen skrevet mig ud af det. Jeg skrev om et absolut yndlingsemne, nemlig skabertrang. Jeg er let og fri igen, og klar til at gå i verden. Det er det der sker, når jeg tager min skabertrang - og mig selv -alvorlig. Du kan - med lidt overtalelse indefra - finde ud af det destruktive og ind i det  frie og skabende univers. Sikke en fest...

PS. Hvis du vil have fem tips til at finde og udtrykke din skabertrang, så tilmeld dig nyhedsbrevet herude til højre. Jeg lægger sidste hånd på dette nyhedsbrevs input i aften.

En sær (ambitiøs) trang til at sy Postmand Per?

Jeg har de sidste par dage været grebet af en skør skabertrang og en sær lyst til at sy. Tror godt jeg kender de skyldige: Julia, Hverdagsjunkie og Karlssons Kludeskab. Det er altså nogle damer, som kan deres kram. Og hvis det nu var, at jeg havde en symaskine var det én ting, men det har jeg ikke. Og hvis det var, at jeg kunne sy, var det selvfølgelig en anden.

Alligevel kommer jeg i disse dage hele tiden i tanke om nye ting jeg godt kunne tænke mig at sy. Et betræk til hynden i den store klodsede dækstol, som vi har måtte hive frem fra gemmerne for at tilgodese memøs ryg. Med et nyt betræk ville det måske blive helt festligt...

Og, så er det jo snart fastelavn, hvilket i første omgang gjorde, at jeg tænkte BR (flovt at indrømme, men sådan er virkeligheden). Den næste tanke var selvfølgelig at være lidt mere kreativ, og jeg så pludselig Noah for mig som Postmand Per i hjemmesyet uniform, med papmaché-næse, runde briller og lille plys-kat (ja, jeg går all in på mest urealistiske vis, det er jeg klar over). Denne postmand er nemlig Noahs yndling.

Sådan noget som det her måske?

Det eneste der afholder mig fra at køre ud i Bilka med det samme og købe en symaskine er det faktum, at jeg ikke tror Noah ved hvad konceptet går ud på (og nok ville beholde næse og briller på i 20 sek.), og så er det måske et lidt for ambitiøst projekt at kaste sig ud i, når man er novice ud i denne skønne trang til at sy.

Hvad har du trang til at skabe?