Den slags svar jeg taler om her, er svaret på om du skal gå fra din mand (hvis det er det spørgsnål du stiller), om du skal sige dit job op, hvad din lidenskab eller karriere-vej er eller skal være og andre større spørgsmål, som de færreste har svaret på lige med det samme. Problemet er, at det kan være smertefuldt at befinde sig midt i processen, og ofte får man lyst til at skynde sig, drage forhastede konklusioner eller på anden måde flygte for at komme ud af tvivlen, frustrationen og vadestedet, hvor intet sker.

Det handler vel om tillid, til mig selv og en tro på, at selvfølgelig har jeg svaret. Ingen andre end jeg kan finde det, heller ikke selv om jeg spørger. Så jeg bliver her lidt endnu, og ser hvor længe jeg kan holde ud... Hvor finder du dine svar?

Men mest af alt er jeg fascineret af detaljerne i historien, symbolikken og referencerne. Ja, vel i virkeligheden filmens spiritualitet. De modstridende værdier er måske nok skåret ud i pap, men intet af det gør noget, for det er smukt. Den verden avataren skal ind i tror på at al energi er til låns, kan på mest sci-fi-agtige men samtidig enkle vis connecte med dyr og træer sådan helt bogstaveligt og fremstår som et oprindeligt folk, som ærer deres forfædre og passer på alt levende. Og så er det meste af naturen selvlysende om natten.

Nej, det her kommer til at lyde lige så fladt, som det så ud uden 3D, så på med brillerne og gå ind og nyd en storslået fantasi (gad godt selv eje sådan en fortællekraft og evne til at tænke ud af boksen) - og en fin form for spiritualitet, som er virkelig smuk.

Og PS. Her et godt fif, for det var godt nok svært at få billetter i Imperial: Duk op ca. 30-40 minutter før filmens start med en god kop kaffe og stil dig i køen for uafhentede billetter. Vi kunne ikke have fået bedre pladser i salen, om vi så havde fået lov at vælge først.

Har netop lige siddet og set lidt på de sidste blog-indlæg og lægger pludselig mærke til et ret gennemgående tema i den sidste periode: FARVEL???? Hvis jeg skal forsøge at perspektivere til eget liv, så kan jeg godt genkende fornemmelsen. Der sker ting og sager, og det betyder som oftest også farvel, men vigtigere endnu goddag til nogle nye ting, til nye begyndelser, til ny læring om mig selv og andre, til nye bekendtskaber, samarbejder og forhåbentlig venskaber.

Umiddelbart synes jeg godt det kan virke lidt dystert med alt det farvel. Men når jeg tænker nærmere over det, betyder det faktisk goddag til forandring og nye tider, og hvad mon de vil bringe?

En anden ting jeg havde sagt farvel til, eller sat på pause, var mine små spørgsmål til dig. Men jeg savner dine kommentarer, så nu præsenterer jeg igen det lille spørgsmål til dig, som kan tænde din personlige refleksion. Og hvis du får lyst til at dele, tager vi i mod med kyshånd herude.

Hvad siger du farvel til for at gøre plads til noget nyt?

Mon ikke et nyt forhold til mig selv vil sprede sig som ringe i vandet?

Den ene af mine veninder forslog at jeg spurgte mig selv i stedet. Jeg svarede at det havde jeg gjort og listen over ting jeg gerne vil ændre ved mig selv i social kontekst var lang. Hun rystede på hoveder og sagde, prøv at spørg med kærlighed i stedet for kritik. Det har jeg så prøvet i denne weekend og selv om svaret stadig gør ondt, så kan jeg mærke det ikke er kritik, svaret kommer virkelig af kærlighed. Det er en stor opgave, og jeg ved ikke hvor meget det vil betyde for mine sociale relationer, men det vil betyde meget for mig. Jeg har nemlig fundet ud af i denne weekend, at jeg ikke skal ændre mig i forhold til mine venner, men ændre mit forhold til mig selv. Og så kan det nok alligevel ikke undgås at komme andre til gode.

For jeg var i virkeligheden gået hen og blevet lidt uvenner med mig selv. Eller i hvert fald bare ikke rigtig gode venner længere. Og derfor var det på tide at se mig selv i øjenene. At nyde mit eget selskab igen, at finde roen i samværet med den, som jeg jo alligevel skal være sammen med 24/7. Og det her er den skønneste - og måske til tider - også den mest udfordrende måde at gøre det på.

Det er altid sådan, at når jeg ankommer, så er det med uro i hele kroppen. Og i dag blev det ikke bedre af, at jeg så ovenikøbet blev informeret om, at guldklumpen både var blevet bidt i vuggeren i dag OG var faldet og knaldet panden direkte ned i en flise. Så var jeg på vej hjem igen. Men jeg blev - og blev i uroen. Prøvede at mærke efter, hvad jeg havde lyst til og gav mig selv præcis det. Det blev til en dejlig og uhyre sjælden eftermiddagslur. Og så var jeg klar til det, som i virkeligheden gav ro. Løbeturen. Derefter Aqua Spa. Og det bedste ved det hele var, at da jeg så sad der ved middagen - helt alene, dog i selskab med en bog - kunne jeg mærke roen i fødderne, de summede og var tunge, og så vidste jeg, at nu var jeg ankommet. Nu kunne jeg igen mærke mig selv, måske netop fordi jeg er helt alene...

Hjælpen kom i form af en kær og meget værdsat kollega, som jeg nu skal lave en workshop sammen med. Og den slags samarbejder er for mig så givende. Jeg elsker mit selvstændige liv, men er kommet til at værdsætte den synergi og dynamik, der opstår sammen med et andet menneske utrolig meget. Og det her er ikke en hvilken som helst samarbejdspartner, det er én af de rigtig dygtige og inspirerende. Det er sjovt, let og berigende.

Så tak til dig eller det, som holder øje. Jeg har fået ny energi og tror igen på, at det hele falder på plads. Og det er altså et vigtigt udgangspunkt for det gode liv.

Hvem holder øje med dig?

Hverdagen stikker lidt i øjeblikket...

Man har det godt indtil man ikke har det mere! Det må jeg sande efter en dag med hovedpine og ulidelig træthed. Jeg kan starte med at konstatere, at jeg vist ikke har passet ordentligt på mig selv. I dag er det "bare" humøret, eller rettere sagt følelserne, som er uden på toget. Jeg er så sensitiv i dag, at jeg begyndte at græde, da min lille søn kom stavrende ind til mig i morges.

Det gik ellers lige så flyvende, men måske var jeg lige lidt for langt væk fra jorden. Allerede i forrige uge mærkede jeg de første signaler (læs Arbejde eller Afslapning?), men energien var simplethen blevet for god. Jeg var allerede afhængig. Og når jeg er der, så ignorerer jeg signalerne, for nu går det jo lige så godt.

Problemet er bare, at det kun bliver værre af det. For så lander jeg med et brag. I hvert fald et sensitivt brag. I morges da jeg vågnede havde jeg mest lyst til bare at sætte mig ind i sofaen med en kop the, et tæppe og en bog og så ellers bare nyde stilheden (når lillemanden var afleveret), men arbejdet kaldte. Og det af den slags med deadline og andre mennesker involveret, så jeg på trods af et selvstændigt liv ikke bare kunne aflyse.

Nogle gange virker det også at arbejde og få hovedet over på andre tanker, men behovet for absolut ro forsvinder ikke. Der føres regnskab. Hvis jeg betaler nu kan jeg måske ligefrem nyde processen, selv om det er svært bare at sidde helt stille, hvorimod det bliver surt og måske ligefrem smertefyldt (følelsesmæssigt mere end fysisk), hvis jeg lader gælden vokse.

Jeg kan ikke mærke hvor eller hvad denne sensitivitet kommer fra, men jeg kan mærke hvad jeg har brug for, og mens jeg skriver her indser jeg, at det er det eneste jeg behøver at vide lige nu. Hvis jeg giver mig selv, hvad jeg har brug for, så er jeg måske så heldig, at svarene kommer senere. Jeg må læne mig tilbage i uvisheden og lytte indad, om end jeg virkelig ikke er god til netop det...

Jeg har selv et par trick, og ét af dem er at skrive. Så får jeg kigget på indsigten udefra. Det forankrer og giver ro og en tro på, at jeg kan vende tilbage og måske holde en lille, bitte smule fast i indsigten. Men følelsen holder jeg ikke fast i, for jeg ved, at den kommer kun, hvis jeg handler på indsigten, altså skaber noget i dens billede, som afspejler netop det.

Et andet trick er at lave en plan, hvis handlinger afspejler den indsigt, således at jeg tvinger mig selv til at omsætte det til praksis mere end den ene dag eller gang, hvor det kom helt naturligt, og jeg flød af sted på bølgen af begejstring over indsigten og den medfølgende følelse.

Men jeg ved i hvert fald én ting. Hvis jeg holder krampagtigt fast i den følelse, som indsigten har givet mig, er det kun krampen, jeg sidder tilbage med. I virkeligheden skal jeg give slip, have tillid til processen og til den aha-oplevelsens potentiale i mit indre. Jeg skal lade den leve sit eget liv og tro på, at det som kommer til mig, er det jeg har brug for.

Og hvordan gør man så lige det? For jeg kunne jo konstatere, som du måske også har læst, at følelsen og indsigten i forbindelse med lighedsprincippet ikke en gang holdt til dagen efter! Men måske skal jeg vælge at tro på, at det er fordi jeg endnu ikke har lært det, fordi det stadig skal mærkes i min krop, opleves og måske også gøre lidt ondt for virkelig at være et princip, jeg integrerer. I virkeligheden ved jeg godt, at det er svaret, for det føles stadig som en aha-oplevelse, når jeg tror på, at jeg kan møde mennesker lige, og så længe det ikke føles naturligt, som en integreret del, så har jeg nok stadig noget at lære. Hvor surt det end er, når nu følelsen er så fantastisk…

Den anden aften sendte uiverset en lægeambulance, og det endda uden at jeg overhovedet havde nået at ringe efter den. Jeg havde nemlig travlt med at soppe rundt i selvhadsgryden og det var den jeg blev reddet op af.

Et menneske, som jeg respekterer og beundrer dybt, ringede og bad om min hjælp til at udvikle sin forretning. Han havde defineret ny målgruppe, ny værktøjskasse og ny aggressiv markedsføringsstrategi. Og nu bad han om min hjælp til at få det ud over stepperne. Jeg kunne uden tøven meddele ham, at der var ikke noget jeg hellere ville, for mange af de markedsføringsstrategier og tanker han havde gjort sig, har jeg selv gået og tumlet med den sidste tid. Jeg var bare ikke nået til handling endnu.

I stedet var jeg røget i gryden af destruktive tanker og selvhad, som du måske læste for nylig her på bloggen, pga. et uheldigt og trist telefonopkald, hvor jeg fejlede i forhold til mine løfter til mig selv omkring lighedsprincippet.

Så mens jeg sad der, og var lidt blue (for at sige det mildt), så sendte hvem end, der nu sidder på universets alarmcentral, mig en samarbejdspartner (jeg er godt klar over, at jeg selv har indflydelse, men ikke en gang jeg var kommet så langt, at jeg var begyndt at være konstruktiv og tænke i løsninger endnu) - både på det forretningsmæssige og mentale plan.

Hvad der imponere mig aller mest er, at udrykningstiden i dette tilfælde simpelthen var så kort, at alle stjerner må have stået helt præcist og snorlige, alle krystaller have blinket i den rette farve og alle energier dirret til min fordel. Så sådan kan en aften i gryden ende som en aften med udsigt, horisont, perspektiv og taknemmelighed.

Og så er jeg sådan set ligeglad med om de kalder det Loven om Tiltrækning, The Secret eller Positive Thinking. Jeg kalder det tillid til processen og et univers fuld af kærlighed. Og jeg gengælder med taknemmelighed over at universet rent faktisk har en alarmcentral…

Jeg tror jo egentlig ikke på den der finanskrise. Jeg tror på, at den er, hvad man gør den til. Indrømmet jobs lander ikke i skødet i øjeblikket, men arbejder jeg lidt (hårdt) for det, så har jeg stadig masser af arbejde. Men nu har den alligevel ramt mig i form af en nedskæring i mit sikkerhedsnet, altså én af de faste kunder, jeg fakturerer. Og det udfordrer mig – men kun fordi min bedre halvdel efter et halv års barsel også er ved at starte en selvstændig biks op (han skal optimere call centre – hjemmeside følger, hvis det skulle have din interesse). Udfordringen ligger også i, at det sidste år med barsel og manglende vuggestueplads, har været lidt af en undtagelsestilstand, og den er jeg ærlig talt lidt træt af.

Omvendt, så har jeg aldrig været så lykkelig som nu. Jeg har nu en lille, helt almindelig familie, jeg afleverer i vuggestue, arbejder og underviser, oplever ulve-time og kæmper som en gal for at maden skal stå på bordet på det ukristeligt tidlige tidspunkt kl. 18. Jeg skal koordinere og strukturere, skabe tid til det hele og til mig selv, til min træning, til skriverierne og til leg på gulvet, alt sammen med nærvær og fokus.

Jeg har oplevet en meget smuk følelse siden vi blev en lille familie, en følelse, som jeg er uendelig taknemmelig for, og som gør, at jeg ikke søger på samme måde, som tidligere (og det er jeg godt nok glad for), en følelse af, at livet er faldet i hak, af hverdagslykke…

Og den følelse gør faktisk, at jeg tror på, at det hele nok skal gå, at der findes en løsning, at idéerne, kunderne og pengene kommer til os, og hvis ikke, så finder vi også en løsning på det. Det må da være lykke.. Selv om bekymringen dukker op, så får den ikke fodfæste, den driver videre og tilbage bliver en tillid til livet, en tillid til familien, en tillid til at alt er præcis som det skal være, en tillid til mig selv, en tillid til lykke…