• opslagstavle
  • Nye kommentarer

  • wordpress stat
  • Relationer i virkeligheden?

    11 dec 2010

    Jeg talte den anden dag om selvudviklingens slagside. Nemlig når selvudvikling bliver en undskyldning og en sovepude for egentlig at se, hvad der rent faktisk foregår i virkeligheden.

    Fordi hver gang jeg ikke lever i hverdagen og bruger de ting jeg har lært til at tackle virkelighedens udfordringer, så oplever jeg en ubalance.

    Mindfulness har vist sig at være så enkelt for mig, at jeg har fået sorteret en masse selvudviklingsfnidder fra. Her er der skåret ind til benet. Samtidig skal jeg træne hver dag. Helt konkrete teknikker og meditationer. Det giver mening for mig i øjebliket.

    Et eksempel fra den virkelige verden: Hvor mange gange har jeg ikke lavet en aftale med mig selv, før jeg skulle mødes med en god veninde om, at i dag skal du ikke snakke så meget men være en god lytter (en del af den aftale med mig selv, er mod min natur:) - men selvbevidsthed og små forbedringer tæller også...). Det lykkes bare aldrig!

    Til mindfulness i tirsdags talte vi netop om relationer. Og det var en øjenåbner. For det er jo først i det øjeblik, jeg får lyst til at afbryde, komme med gode råd og "fixe" den anden, at jeg kan forholde mig til det, og bevidst vælge at komme med mine input eller lade være. Alt det andet er blot tankefnidder. Og endnu en mulighed for at bryde en aftale med mig selv.

    Gør teori til praksis: Nu vil jeg prøve den teknik; blive bevidst i situationen om, at jeg afbryder/rådgiver, og så være nærværende og sidde med det enorme behov for at fixe (som de fleste af os har), og se om jeg kan tillade det at være uden at reagere på det.

    Tegn din indsigt?

    10 dec 2010

    Allerede overskriften her kunne give mig knopper, hvis jeg fik den opgave på en workshop. Ikke desto mindre var det præcis, hvad jeg gjorde den anden dag, og det var befriende, enkelt og virkelig indsigtsfuldt.

    Det er som om, at ord i min verden kan blive ved, men at de netop af den grund ikke altid har så meget værdi (det betyder dog ikke at jeg elsker dem mindre, bare at jeg skal vælge dem med mere omhu). I stedet stod det lysende klart, præcis som logikken i en børnetegning (og det er egentlig en meget fin beskrivelse af min tegnede indsigt - noget kunstværk var det ikke).

    Jeg er ganske givet den eneste, som ved, hvad den tegning betyder, men det er lige præcis det fine ved det. For det er jo min læring, og nu kan den hænge fremme på helt "offentlige" steder, uden at jeg behøver udstille mig selv og min egen proces.

    Hvorfor skulle jeg hænge den frem tænker du måske? Jo altså, jeg skal have kontor i stuen og den opslagstavle over skrivebordet har altid været af særlig betydning. Der skal den tegning hænge og hver dag, vil dem minde mig om en balance, som alt for ofte bliver en ubalance i mit univers.

    Gør teori til praksis: Coaches derude, den her idé skulle I måske overveje at låne... Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg tegner mig til indsigt.

    Selvudviklingens slagside?

    9 dec 2010

    Faldt over Anna Sophie Hermansens oversigt over de ti bud for den moderne dansker, og følte mig en smule ramt:

    1. Du må ikke have andre guder end dig selv (det skulle da lige være dit barn).
    2. Har du lyst, har du lov.
    3. Er du kvinde, har du ret.
    4. Du har ret til et fedt køkken og et stort overforbrug. Fordi du fortjener det.
    5. Det er tilladt, hvis det ikke bliver opdages.
    6. Hvis du ikke kan lide det, skal det forbydes.
    7. Du skal kun arbejde, hvis du har lyst.
    8. Du kan altid blive skilt - igen.
    9. Du må selvfølgelig ikke lyve, men du er jo kun et menneske.
    10. Det er aldrig din skyld og slet ikke dit ansvar.

    I øjeblikket er jeg nemlig lidt optaget af balancen mellem sund udvikling og bevidsthed og navlepillende fokus på sig selv med selvudviklingen som forklaring (det fokus er tæt på at være en ubalance i sig selv).

    Jeg øver mig i den balance. Øver mig i at være bevidst om, hvornår selvudviklingen bliver en sovepude eller måske ligefrem en dårlig undskyldning, og hvornår den rent faktisk er konstruktiv.

    Hvordan finder jeg så den balance? Mit første pejlemærke er altid at spørge, om jeg rent faktisk lever i virkeligheden? Er jeg derude, hvor tingene kan prøves af i praksis, eller er jeg inde i bøgerne, inde i de beskyttede forsøgsrum i form af uddannelser og workshops, med andre ord er jeg i mit hoved?

    Har du tænkt over den balance? Bruger du selvudvikling i virkeligheden eller bare i den din egen fiktive verden, tankerne og følelserne?

    Med god samvittighed?

    8 dec 2010

    Søde sager hører julen til. Og i store doser. Alle mulige eksperter på sundhedsområdet kommer med input til, hvordan du kan spise det med god samvittighed. Men altså, kalorier er jo kalorier, lige meget hvad du tænker om dem...

    Til gengæld kan jeg opnå bedre samvittighed, også med de søde sager, hvis jeg vælger Fairtrade. Det er som om godterne bare smager en smule bedre. Se blot dette udvalg fra Urtekram, som i dagens anledning har fået selskab af Rudolf og co.

    Tænk at jeg kan spise kanelhjerter og få det bedre. Ja, jeg ved det er overfladisk, men jeg kan også spise kanelhjerter, som ikke kommer bønder i fattige områder til gode. Som ikke forbedrer arbejds- og levevilkår for nogle af de fattigste bønder og arbejdere i Afrika, Asien, Syd- og Mellemamerika til gode. Egentlig er det jo slet ikke et valg, så hvorfor er alle produkter på mine hylder derhjemme ikke Fairtrade? Jeg lader spørgsmålet stå lidt, for jeg kan ikke umiddelbart svare. Pris vil jo være den nemme undskyldning, men jeg er ikke sikker på den holder...

    Det eneste jeg så faktisk kan få lidt dårlig samvittighed over er, at det næsten er lidt for nemt at gøre noget godt...

    Er der mål og mening med din forretning?

    1 dec 2010

    Jeg fik en idé i for to dage siden. Én af den slags idéer, som førte til øjeblikkelig handling. Og det er i øjeblikket et virkelig godt tegn.

    Jeg har et virkelig dejlig lokale til rådighed en eftermiddag i næste uge, og derfor tænkte jeg at invitere andre selvstændige til en mini-workshop under overskriften "Mening, Målsætning og Momentum - et innovativt, fokuseret og resultatorienteret 2011".

    Umiddelbart burde jeg jo have skudt idéen ned, fordi det ikke kan lade sig gøre at stable sådan et arrangement på benene til næste uge. Umiddelbart giver det ikke mening at lave så stort et arbejde for så forholdvis få penge. Umiddelbart er der jo andre, som tilbyder nogenlunde det samme produkt.

    Men intet kan skyde begejstringen ned og det er mit bevis på, at det er det helt rigtige at gøre. Vil du med?

    En utjekket nisse?

    30 nov 2010

    Helt ærligt. Jeg ved ikke hvordan jeg bar mig ad. For jeg har ikke rigtig kunne overskue det eller afsætte tid til det. Men her til aften har jeg pakket 16 kalendergaver ind. Og min mor nævnte den anden dag, at hun også havde nogle stykker liggende. Så måske mangler jeg slet ingen gaver, når det kommer til stykket.

    Den nisse som skal bo hos os i den kommende tid, får nok lidt ekstra arbejde at se til. Men det går alligevel, og det er jeg dybt taknemmelig for - og lidt overrasket over.

    Mangler du lidt inspiration?

    24 nov 2010

    Der har været lidt stille her på bloggen, men der er masser af inspiration at hente på Amino, hvor jeg trives som ekspertblogger. Lad mig endelig høre hvad du synes...

    En ny verden i sneen?

    24 nov 2010

    På en hel almindelig hverdagsmorgen, hvor jeg knap kunne lokke Noah ud af senge for at se på alt det hvide - biler er det eneste der duer og det eneste han er optaget af, og han var lige midt i en leg.

    I løbet af morgenen tøede (ho ho) han dog alligevel op til det hvide landskab.

    Eksempelvis da jeg pegede på den lille hund udenfor vinduet, som havde bluse på i kulden og Noah tørt svarede: "men den har kolde tæer".

    Senere måtte jeg lokke ham væk fra bilerne ved at introducere ham til begrebet snebolde, hvorefter han skyndte sig hen til vinduet og kiggede ned på det hvide græs og svarede "Hvorhenne er boldene?" At vi selv skulle lave dem havde han svært ved at tro. Men han kunne have været blevet ved, da han først blev introduceret til konceptet.

    Åh, hvor jeg elsker sne og når den barnlige begejstring smitter.

    Vil du med?

    20 nov 2010

    Jeg har netop fået et afbud til Workshop om Workshops mandag og tirsdag. Vil du med så kontakt mig hurtigst muligt.

    Gruppen er eksklusiv, så der er plads til masser af individuel feedback og sparring. Du får masser af inspiration og viden og vigtigst af alt, en struktur og overblik over din workshops, så du kan gå i gang med at sælge den med det samme og formidle dit budskab til mange flere - med langvarig effekt.

    Så ryd kalenderen mandag og tirsdag og få en ægte vitaminsindsprøjtning...

    Er det virkelig weekend?

    19 nov 2010

    Det har været en lidt svær uge, derfor heller ikke så meget nyt herfra.

    Men nu sidder jeg så her, Noah har smilet, leget og grinet hele aftenen (hører lidt til sjældenhederne i øjeblikket), der er rødvin i mit glas, kaffe i koppen og en krimi ved min side, som kalder på mig. Hvis jeg flotter mig, skal tåneglene have rød lak.

    Alligevel har jeg svært ved at tro det, er det virkelig weekend?