Jeg spurgte i mit netværk, hvem eller hvilke organisationer de gav brugt legetøj til. Og svarene væltede ind. Også på hvor jeg kunne aflevere tøj til både børn og og voksne. Måske har du som jeg altid afleveret tøj i genbrugscontainere, men for mig var det legetøjet, som fik mig til at spørge. Og det åbnede mine øjne - og gave oprydningen en ekstra dimension.

For med børnene på Rigshospitalet eller flygtninge i Sandholmlejren på den indre nethinde, bliver det utrolig meget nemmere at rydde ud i klædeskabet. Jeg har taget mig selv i at forlade en helt anden opgave for lige at hente en trøje i skabet, som jeg pludselig kom i tanke om, at de også ville have større glæde af end jeg har nu.

Det har sat oprydningen i et helt andet perspektiv at beslutte specifikt til hvem eller hvilket projekt jeg giver, selv om tøjcontaineren altid har fået mig til at føle mig godt tilpas. Det her er bare anderledes.

Derfor, hvem skal have de ting og det tøj du give slip på? og/eller, hvem giver du til?

Jeg vil meget gerne inspireres til at høre om flere gode sager eller mennesker, som har brug for det, vi andre ikke længere har.

Der har været stille mere end et år her på bloggen, kun afbrudt af et par forkølede forsøg på at vende tilbage. Til sidst måtte jeg give slip og måske acceptere, at det aldrig kom til at ske. Og langsomt, ganske langsomt, alt for langsomt til mit temperament, har ordene, lysten og inspirationen sneget sig ind på mig igen.

Jeg har været omkring adskillige konceptuelle ændringer, tænkt i helt nye baner til bloggen, men idéerne har sjældent været hos mig længe, så nu er jeg i stedet "bare" vendt hjem.

Til en blog om skabertrang og alt hvad det medfører og til en blog om skaberkraft og glæden ved netop den. Det betyder, at jeg vil skrive om kreativitet, udforske begrebet og meget gerne vise nogle andre dimensioner end den gængse opfattelse af, hvad kreativitet egentlig er. Lur mig om der ikke også sniger sig lidt ind om min passion for at skrive, en passion, som jeg har store vanskeligheder med at leve ud pga. min præstationsangst - og alt mulig andet.

Men jeg ved også, at bloggen fra nu af kommer til at handle om skabertrang i menneskelig forstand. Om det helt naturlige og menneskelige behov vi har for at udvikle os, for at skabe i os selv og om os selv. Det handler om hverdagens skabertrang, om den personlige udvikling vi alle gennemgår, om at opfylde kravene til det moderne familieliv og lige så ofte (forhåbentlig) vælge de krav fra, som ikke er vigtige herhjemme. Kort sagt det handler om skabelsen, på det hjemlige plan, på det menneskelige plan, på det kreative plan.

Og titlen Det Lille Spørgsmål - ja, jeg synes stadig det passer. For det er de små spørgsmål i hverdagen, undren og evnen til at se på ting og oplevelser med nye øjne, som gør, at jeg skaber, at jeg oplever trangen udfolde sig til en idé og derefter til et resultat - eller i hvert fald en kraft indeni, som er stærk og livgivende - lige nu....

Det gav i hvert fald Gretchen mere energi og hun nævner så mange gange sin clutter free lejlighed (og vendinders ditto klædeskabe), at jeg virkelig tror hende.

Problemet har så bare været, at jeg ikke havde energien, overskuddet eller for den sags overblikket til at komme i gang. Så projektet har ligget stendødt lige siden. Rettelse: det er egentlig blevet værre, fordi tingene nu bliver lagt i skuffer eller flader uden overvejelse med undskyldningen: "det tager jeg stilling til samtidig med projekt oprydning".

Nu har jeg så gjort en fantastisk opdagelse. Ligesom med kreativitet og skabertrang, med min skrivning og med så meget andet her i livet, så spænder min ambition ben for mig.

Ligesom jeg forestiller mig, at jeg skal have en hel uge for at komme i gang med at skrive på de større projekter så forestiller jeg mig også, at jeg skal have en hel uge til projekt oprydning fordi alle skabe skal tømmes på én gang!

Med den bevidsthed har jeg forsøgt noget andet. Et lille skridt, ti minutter her og der, når lysten melder sig. Og ja, skabene er stadig overfyldte og uden den struktur, som er endemålet, men jeg er i gang og samler i øjeblikket til bunker, som andre kan få glæde ad. Så jeg rydder langsomt ud, så det senere bliver nemmere at rydde op.

Nu mangler jeg så bare at overføre denne lille geniale, lystbetonede og inspirerende strategi til mine skriverier, så skulle min lykke være gjort:)

Kilde: kan jeg simpelthen ikke huske (jeg har googlet det), men det gør det jo ikke mindre klogt vel?

Undskyld fraværet. Jeg vil godt forklare. Jeg har været ude på lidt af en omvej. I fast job. Men nu er jeg tilbage i egen stol, og det føles som at komme hjem. Jeg er tilbage på sporet.

Men jeg var blåøjet. Troede på, at det job kunne give mig det jeg søgte: ro, glæde, udvikling og læring. Eller med andre ordgrounding efter et turbulent år, ekspansion af både hjerte og hjerne og blødhed i form af tillid og momentum.

Det var i spændingsfeltet mellem blåøjethed og bagklogskab at jeg forsøgte at lykkes. Det var bare ikke min egen bagklogskab. Det var andres. Dem som mente at et fast job var løsningen (læs: en fast indtægt, et velrenommeret firma og kollegaer). Det var i bedste mening de sagde det. Jeg kunne jo bare lade være med at lytte. Men det talte også til min gamle erfaring. Til min fornuft. Til mit rationelle jeg.

Med andre ord, jeg falder stadig i. Er så uendelig god til at overtale mig selv, når jeg har ikke tålmodighed (og tillid) til at vente på, at den rette løsning præsenterer sig selv.

Og det der med at lykkes. Det er jo et definitionsspørgsmål. For hvad var det jeg skulle lykkes med? Hvis det var at have et job og passe ind i dem ramme, så mislykkedes jeg. Men hvis det var at leve livet og blive klogere, lande på begge fødder og skabe overblik, så er jeg i den grad en succes.

Og det siger jeg selvfølgelig med lige dele bagklogskab og blåøjethed...

Desuden er åbne døre dejligt, det er lig med frisk luft. Men på et tidspunkt bliver det koldt, og sådan har det været for mig den sidste tid.

Der er to temaer som fylder det hele i øjeblikket, og det resulterer i et tredje. De to temaer er Ro og Giv slip, og de hænger uløseligt sammen. I øjeblikket giver jeg slip på en hel masse ting for at kunne mærke roen, og jeg skal love for den indfinder sig (jeg anede ikke, jeg kunne sove så godt). Og gevinsten er det tredje tema: overvældende klarhed. Og så kan jeg godt fortryde et kort øjeblik at jeg lukkede de døre og gav slip, fordi klarheden giver mig retning. Men jeg havde ikke opnået den klarhed uden at lukke døren. Sådan er det bare. Ikke flere døre på klem.

Volapyk for dig, måske. Men jeg har for år siden lært, at jeg ikke skal dele private detaljer, før de er blevet personlige. Og det bliver de som regel for mig, når jeg har arbejdet mig hele vejen igennem dem. Der er jeg ikke helt endnu. Derfor stilheden her på bloggen.

Én af mine indsigter den sidste tid på min vej gennem selvudviklingens spind er, at selvudvikling indikerer, at der er noget galt med os.Har haft sådan en underlig følelse af, at jeg var færdig med selvudvikling, hvilket du nok har fornemmet på min produktivitet her inde.

Spiritualitet tiltaler mig betydelig mere. Stilheden indeni. Universet. Kærligheden. Og taknemmeligheden. Jeg er færdig med at kæmpe, kæmpe imod og kæmpe mig frem og hen til. Jeg søger letheden og den vej, som universet baner for mig. For universet og andre mennesker en stor del af spiritualitet.  Selvudvikling er måske bare lidt for navlebeskuende. Og fikser-agtigt.

Måske er du, kære læser, nået til den indsigt for lang tid siden.

Det er jeg måske også. Men bare ikke så tydeligt som nu. Og når først indsigten er landet, er der ingen vej tilbage.

Jeg har simpelthen ikke vidst, hvad jeg skulle skrive. Men i skrivende stund ved jeg det måske godt. Det er ikke længere så privat, om end stadig dybt personligt. Det bliver nok stadig famlende, men jeg skal skrive om skiftet, om forskellen - og så selvfølgelig stadig om momentum, som den praktiske del af spiritualiteten.

Spiritualitet bliver for mig også praktisk gennem meditation, yoga og opmærksomhed. Og der har jeg lagt min energi den sidste tid. Det kan jeg måske også skrive om.

Tak kære blog - og læser, fordi du gav mig indsigten og retningen - endnu en gang.

Tilgiv mig hvis der stadig er langt mellem indlæggene lidt endnu. Jeg famler mig frem, og håber du stadig vil læse med - og selvfølgelig dele. Jeg savner jo dialogen med dig...

Og derfor synes jeg ikke du skal snydes for mit seneste indlæg ovre på lykkerix.dk, for jeg er åbenbart ikke den eneste... Der er gået inflation i ordet. Bare begrebet ikke devalueres, når nu jeg holder så meget af det, og desuden ved at det virker, når vi taler om forandringsprocesser.

Nåh ja, og med det sagt, så havde vi en forrygende start på Momentum-eksperimentet i går. Hold op, det var en lettelse endelig at kunne trykke på start.

Og nu ved jeg det. Det skal være den sunde livsstil. Jeg er allerede godt i gang. Og har virkelig været flittig med yoga og løbeture. Men de sidste måneder er det skredet pga. travlhed. Og nu er jeg i den klassiske krise, hvor det hele synes lidt uoverskueligt, for hvor skal jeg starte.

Kan mærke hvordan motivationen er steget de sidste uger. Og fokus bliver på at finde lige præcis de små handlinger, som skal integreres én gang for alle. For jeg er al for glad for mad til at jeg bare kan sløjfe alle "synderierne".

Men jeg kan skabe et fundament af sunde principper, som gør mig godt. Det er mit mål. Sidste år ved denne tid tog jeg et kvantespring i den retning og nu er det på tide at tage endnu et.

Og husk du kan også være med, også selv om det er ikke er den sunde livsstil, som står på din dagsorden. Momentum-eksperimentet kan bruges til alle slags forandringer. Jeg tilbyder formen, du tilsætter indholdet. Læs meget mere her.

For helt ærlig, januar har ikke været al for sjov. Ej heller al for sund. Den har været stresset. Og mere arbejde har syntes at være den eneste løsning. Og jeg har hurtigt vænnet mig til det.

Men i aften forsøgte jeg mig med "ikke-arbejde". Så jeg lavede ingenting - så bare fjernsyn. Og var med uroen.

Da jeg lå ved siden af kæresten i sengen, sagde han: "hvor har det været dejligt at lave ingenting med dig i aften". Mest fordi vi faktisk havde været sammen. Også selv om vi bare havde set tv. Og han havde ret, Jeg kunne også mærke det. Men jeg kunne også mærke uroen over at have brudt vanen. Jeg skal love for, man kommer hurtigt ud at træning...

Det føles som om dårlige vaner er nemmere at integrere end gode. Hvorfor mon det? Måske fordi den vane har været indarbejdet i det skjulte og helt ubevidste meget længere?

Der er guld at hente her, er jeg sikker på. Vi undersøger (også) de dårlige vaner i Momentum-eksperimentet, som altså starter om en uge. Tirsdag d. 22. februar, går det endelig løs. Undervejs siden november. Jeg glæder mig som et lille barn.

Er du også ude af træning med de gode vaner. Så er det nu, hvis du skal være med...

Det blev til kr. 1770,-. Jeg kunne godt have ønsket mig at donere mere, men omvendt er det et større problem end jeg sædvanligvis har råd til at donere på én gang. Så jeg er taknemmelig. Tak til jer, der valgte at tilmelde jer netop i den uge. Det betyder noget ganske særligt for mig.

Det er noget underligt noget. Det er som om jeg aldrig helt synes jeg giver nok. Men måske skal jeg bare være taknemmelig for den følelse, så der hele tide er lidt at stræbe efter. Hvad med dig, giver du nok?

P.S. Der er ikke så længe til at Momentum-eksperimentet starter. Nærmere bestemt d. 22. februar, 2011. Vælg en vane du længe har kæmpet med eller sæt et inspirerende mål og vær med. Du kommer ikke til at fortryde det.

Derfor bookede jeg i sidste uge en enetime med min yoga-lærer, så hun kunne instruere mig i et lille morgen-program. For i disse dage kommer jeg ikke af sted til yoga så ofte, som jeg kan mærke er godt for mig. Men jeg kan godt komme op og morgenen og lave 20-30 minutters yoga.

Og det gør en verden til forskel. Og er en skøn måde at starte dagen på. 5 små solhilsner, 5 af den lidt større og stående slags og så den fineste vejrtrækningsøvelse, som simpelthen får mig til at smile hver gang. Meget passende hedder den "breath of joy".

Kan man ønske sig en bedre start på dagen - og ugen? Jeg kan ikke.