Skal vi gå på café, mor?

Jeg oplevede et særligt øjeblik i dag. Ét jeg havde troet, jeg måske ville opleve om et par år. Jeg har været på café med min søn. Vi drak ikke kaffe. Jeg købte juice og troede vi skulle videre med klapvognen. Noah insisterede på, at vi satte os ved et bord. Og efter den første tår af "den gule" (som moren egentlig havde bestilt til sig selv), udbrød han så umiddelbart som kun børn kan: "uhmmmm, det smager dejligt". Og halvvejs igennem den, fik jeg ham overtalt til at smage "den røde med jordbær", hvorefter han skubbede den gule over til mig som det mest naturlige i verden.

Så sad vi ellers der på hver vores skammel, og så gik det op for mig: her sidder jeg med min søn på café og småsludrer på en søndag eftermiddag. De helt almindelige oplevelser ude i den store verden får pludselig en ekstra dimension, når man introducerer dem til sit eget barn.

Kan han læse tanker?

Og behov, for den sags skyld?

Efter endnu en veloverstået Workshop om Workshop, to dages intensivt arbejde og fokus planlægger jeg altid en halv dags fri, fordi det er 12 timers arbejdsdage - af den sjove slags, men ikke desto mindre har jeg behov for at restituere. Det er bare endnu ikke lykkedes mig, rent faktisk at holde fri, selv om det var lagt ind i kalenderen.

Men så er det jo godt at andre kan tage over.

Da jeg tog Noah op, bemærkede jeg, at han havde lidt øjenbetændelse (den evige forbandelse i vuggestuer - sammen med løbende næse). Og uden at jeg overhovedet havde sagt noget sagde Noah "ikke have dryppet øjne". Hvor kom det fra?

Hurtigt konstaterede jeg også, at han var varm. Og ganske rigtigt: feber. Efter konsultation med barnets far, besluttede "vi" at holde ham hjemme (for jeg var stadig i gang med at aflevere ham, havde jo arbejde!).

Så nu er der dømt sofa, hygge og nærhed. Og måske en gå-tur i det skønne vejr.

Det er da godt at 2,5 års livserfaring ved, hvad jeg har brug for, når 32 års livserfaring ikke har lært mig det.

Hvad skal jeg dog finde på?

Jeg føler mig virkelig taknemmelig.

Noahs farmor og farfar savner deres eneste barnebarn så meget, at han næsten hver weekend, i hvert fald hver anden - overnatter deroppe minimum én nat.

Og til det skal tilføjes, at savnet går den anden vej også. Hver gang vi spørger "hvad hedder det", når han enten skal ha' en ren ble, rejse sig fra bordet eller noget andet, så svarer han med et glimt i øjet "moar, op til farmor og farfaaaar".

Det betyder alene-tid og kæreste-tid. Så priviligeret. Og lidt hårdt for moderhjertet samtidig. For hver formiddag, inden han skal afleveres, skal jeg lige nå at "tanke op" inden han skal ud af døren. Men han er altid så glad, når han trasker ned til bilen med alle sine remedier, og jeg varmes i hjertet over, at der er andre i Noahs liv, som virkelig elsker ham højt og han dem.

Spørgsmålet er så bare, hvad skal jeg dog finde på? I eftermiddag tror jeg den står på bøger og tv-serier, mens kæresten er ude. Og ja, egentlig også en løbetur, men nu må vi se, om jeg får tid...

Må man godt det?

Må man godt det på en fredag aften efter en hel skål chips, en en fabelagtig bog (det vender jeg tilbage til i morgen) og et glas vin? Altså lægge sig på sofaen med pude og dyne, fordi man er træt?

Også selv om man så sikkert ikke kan sove i aften, når det er sengetid (!)? Også selv om man ikke har fået aftensmad, men netop har åbnet en pose slik, nu hvor der ikke var flere chips? Også selv om jeg ikke har sat vasketøj over og lavet det arbejde jeg skulle?

Jeg må. For jeg er nemlig alene hjemme. Uden barn og kæreste. Og kan sove længe i morgen. Hvis jeg har lyst.

Lige nu har jeg lyst til at lukke øjnene under dynen i sofaen. Godnat.

Kan du slippe forventningerne?

Puha, det var en dejlig fødselsdag. Måske var det faktisk den bedste fødselsdag i mange år. Dagen levede helt op til forventingerne, og dem har jeg allers tidligere haft alt for mange af, når det kom til denne ene dag om året. Så i år arbejdede jeg med forventningerne i stedet for planerne. For dem er jeg i sidste ende ikke herre over. Heller ikke i år. Men det gjorde bare ikke noget.

Det var måske i virkeligheden den bedste gave jeg kunne give mig selv. Fleksibilitet og taknemmelighed i nu'et. Slip forventningerne.

Og nu har kroppen kvitteret med influenzalignende symptomer og ondt i halsen efter en uge med særdeles meget knald på. Klassiker. Imponerende hvordan kroppen reagerer så meget før min hjerne, som altså også har svært ved at processe alt det nye - og de medfølgende arbejdsopgaver. Så nu er der ordineret søndagsafslapning inden en ny uge. Og det betyder mest at alt én ting i min verden: giv slip på forventningerne.

Er du gode venner med dine forventinger?

Sommerinspiration #4: Dit indre sommer-liv…

Så blev det søndag og dermed ferie-tid, derfor får du nu den sidste sommerinspiration herfra.

Vi skal på sejlerferie ud for den nordfranske kyst, hvor mine forældre vugger rundt i deres kæmpe badekar La Bassine. Derfor skal vi i år på sommerferie til et sted, vi aldrig selv havde tænkt på, men som skulle være noget så fantastisk, nemlig kanaløerne Guernsey og Jersey.

Jeg glæder mig som et lille barn til igen at skulle opleve barndommens somre ombord på en båd. Håber blot min bedre halvdel og 2-årige ender med at dele min begejstring: sø-ulke to be.

Det er ikke med min gode vilje, at jeg slipper bloggen. Den daglige refleksion er meget værdifuld for mig, men den helt sikkert ustabile internetforbindelse og et ønske om 100% nærvær (eller noget der ligner, lad mig være realistisk) med min familie har gjort, at jeg har besluttet følgende:

Jeg vil blogge for mig selv, i hånden, i min lille notesbog, hver dag. Ikke til andre end mig selv og måske kun i stikord eller mange sider, alt efter hvad behovet er og skabertrangen siger. Jeg vil med andre ord skrive for mig selv i tre uger, og det glæder jeg mig usigeligt til.

Det handler om at ære min indre proces, lytte indad, se hvad der kommer, når roen sænker sig og hverdagen kommer lidt på afstand. Jeg lover at dele, men indtil da, så skal du måske også beslutte, hvordan du vil ære dit indre sommer-liv?

På gensyn 2. august, jeg savner jer allerede...

Sommerinspiration #3: Oplevelser til alle sanser?

Hvad mon du skal i løbet af sommeren? Rejse, eller er du så begejstret for, hvordan det danske sommervejr arter sig, at du gemmer pengene og rejser, når efteråret melder sig? Måske er det også bare på tide at overraske én af dine kære med en oplevelse, som adskiller sig lidt fra dagligdagen.

Hvad end din grund, så har jeg en anbefaling til dig, som - indrømmet kommer med en storesøster stolthed - involverer sydfynsk natur, uovertrufne madoplevelser og en guide i særklasse.

Min lillebrors firma Real Outdoor tilbyder oplevelser til alle sanser i den sydfynske natur.

Hvad med en gourmetdag i det sydfynske, eller en dag i kajak i det sydfynske øhav? Ej at forglemme hans geniale koncept Kærlighedstur, hvor I sejler ud til en jeres helt egen ø med hjemmelavet madkurv, champagne med hjemmebrygget hyldeblomst, alt sammen forberedt af havkajak-instruktør og kok udlært fra Søllerød Kro. Du kan også komme af sted i havkajak en hel weekend, hvis du drømmer om at overnatte i det fri - på den lidt luksuriøse måde med kok, som tilbereder mad over bål og sørger for, at I finder det bedste sted til overnatningen og får et godt glas vin at sove på.

Det er ikke bare sydfynsk natur fra sin bedste side, ikke bare et havkajak-kursus, ikke bare skøn mad. Det er det hele på én gang, pakket og leveret af ét af de mest entusiastiske og naturelskende mennesker, jeg kender.

Og så må storesøsteren vist hellere sætte punktum, inden det løber af med hende...

En pose blandede følelser?

Sidder med udsigt over Middelhavet på 9. sal, og føler mig som verdens heldigste, samtidig med at jeg ærgrer mig over, at jeg kun skal være her i 3 dage. En sidste følelse, som blander sig, er uroen over at opleve det hele alene.

Det er mange følelser på én gang, men sådan det, når jeg oplever nyt. Jeg kender efterhånden mig selv, jeg overvældes ofte, når jeg begejstres og midt i det, får jeg brug for at strukturere og planlægge (hvad skal jeg i eftermiddag, hvad med i aften, hvordan får jeg mest ud af min tid). Kontrollen sætter ind, men jeg prøver at afstå.

Så nu sidder jeg her på toppen af Malta og skriver,  burde bade i poolen ved siden af mig, tage sol så de hvide stænger bliver bare lidt kulørte, gå ned og se det værelse jeg har fået, booke tid i spa’en, finde en butik og købe en bryllupsgave og skrive gæsteindlæg til ”En Fugl i Hånden", hvor jeg har fået æren af at blogge i morgen. Men nu sidder jeg lige her. Og nyder det. For ligegyldig hvor i verden du tager mig hen, så er bloggen et fast holdepunkt og et sted, hvor jeg kan holde fast i mig selv.

PS. Følelsen af uro over at være alene og tillade mig denne oplevelse, og et savn efter at dele den med et af mine mennesker tæt på, er velkendt. Jeg ved, jeg blot skal være i den, anerkende den, skrive mig ud af den, sende tanker (og sms’er) til dem, jeg gerne vil dele med, så kan jeg pludselig rumme den og dele oplevelsen med mig selv.

Voksentid med konsekvenser?

Sankt Hans. Og bål. De to ting hænger uløseligt sammen. Men i år må jeg nøjes med billedet fra sidste år på bådudlejningen på Christianshavn. Det var hyggeligt og nærmest en tradition. Alligevel har vi valgt noget andet i år. For det gik ikke helt smertefrit med Noah sidste år. Jeg tror på, at man kan lige hvad man vil med børn, man skal bare være villig til at tage konsekvenserne med.

OG i år har jeg valgt at satse på en høj succesrate. Ikke fordi der findes garantier, men at få en to-årig til at sove midt på et livligt Christianshavn er nok endnu sværere end at få en et-årig til det. Og det var svært nok.

Så I år bevæger vi os lige udenfor døren, tænder grillen på altanen og banker på hos naboen, som så til gengæld kommer med desserten. Jeg tror på, at det er denne løsning, som giver størst sandsynlighed for voksentid - altså den slags med vin, sommeraften og lidt god mad.

Og det er pludselig også blevet netop det Sankt Hans handler om. Indtil de små bliver så store, at de efterlyser bålet. Så er jeg mere end med på at føje det til igen. Men indtil da, så vælger jeg den enkle løsning og krydser fingre for, at det bliver en fest for både børn OG voksne.

Rigtig dejlig Sankt Hans - og hils heksen...

Er de langsomme dage de hurtigste?

Nogle gange fortjener man et hvil, og i dette tilfælde betyder "man" jeg.

Og kender du det, når sådan en dag, som man (det er stadig mig, jeg skriver om) har planlagt til at køre i det langsommeste tempo, så man lige kan nå at indhente sig selv, så flyver af sted hurtigere end de hurtige dage? Så man næsten bliver helt stresset over, at man ikke når at slappe af og komme ned i gear?

Er det så fordi man er ekstraordinært god til at slappe af, er det et tegn på det modsatte eller betyder det mon, at man har brug for endnu en dag? Jeg satser på det sidste og byder weekenden velkommen.

Håber du får en skøn én af slagsen derude i sommeren.