Er det virkelig weekend?

Det har været en lidt svær uge, derfor heller ikke så meget nyt herfra.

Men nu sidder jeg så her, Noah har smilet, leget og grinet hele aftenen (hører lidt til sjældenhederne i øjeblikket), der er rødvin i mit glas, kaffe i koppen og en krimi ved min side, som kalder på mig. Hvis jeg flotter mig, skal tåneglene have rød lak.

Alligevel har jeg svært ved at tro det, er det virkelig weekend?

En krammer i tågen?

I morges fik jeg overtalt mig selv til en løbetur. Det var ikke nemt, men jeg ved, at det er virkelig godt for mig. Jovel, selvfølgelig fysisk, men for mig er det bedre end lykkepiller, rent mentalt.

Og i morges var det ikke nemmere at overtale mig selv, fordi tågen var så tyk, at jeg ikke kunne se træerne udenfor vinduet. Men som så ofte før, da jeg var kommet af sted, var jeg taknemmelig for det. Og her til morgen mere end andre gange.

Tågen var så tæt og så omsluttende, at jeg følte mig krammet hele vejen. Også stilheden sluttede tæt, jeg skulle ikke forholde mig til andet end mit eget åndedræt og rytmen af fødder mod gruset.

Det var lige sådan et kram, jeg havde brug for. Og det gjorde det en lille smule nemmere at kramme mig selv resten af dagen.

Hvad skal jeg dog finde på?

Jeg føler mig virkelig taknemmelig.

Noahs farmor og farfar savner deres eneste barnebarn så meget, at han næsten hver weekend, i hvert fald hver anden - overnatter deroppe minimum én nat.

Og til det skal tilføjes, at savnet går den anden vej også. Hver gang vi spørger "hvad hedder det", når han enten skal ha' en ren ble, rejse sig fra bordet eller noget andet, så svarer han med et glimt i øjet "moar, op til farmor og farfaaaar".

Det betyder alene-tid og kæreste-tid. Så priviligeret. Og lidt hårdt for moderhjertet samtidig. For hver formiddag, inden han skal afleveres, skal jeg lige nå at "tanke op" inden han skal ud af døren. Men han er altid så glad, når han trasker ned til bilen med alle sine remedier, og jeg varmes i hjertet over, at der er andre i Noahs liv, som virkelig elsker ham højt og han dem.

Spørgsmålet er så bare, hvad skal jeg dog finde på? I eftermiddag tror jeg den står på bøger og tv-serier, mens kæresten er ude. Og ja, egentlig også en løbetur, men nu må vi se, om jeg får tid...

Må man godt det?

Må man godt det på en fredag aften efter en hel skål chips, en en fabelagtig bog (det vender jeg tilbage til i morgen) og et glas vin? Altså lægge sig på sofaen med pude og dyne, fordi man er træt?

Også selv om man så sikkert ikke kan sove i aften, når det er sengetid (!)? Også selv om man ikke har fået aftensmad, men netop har åbnet en pose slik, nu hvor der ikke var flere chips? Også selv om jeg ikke har sat vasketøj over og lavet det arbejde jeg skulle?

Jeg må. For jeg er nemlig alene hjemme. Uden barn og kæreste. Og kan sove længe i morgen. Hvis jeg har lyst.

Lige nu har jeg lyst til at lukke øjnene under dynen i sofaen. Godnat.

Skal vi lege sommerhus?

Hvis du har læst med her siden foråret vil du vide, at der sker noget ganske særligt, når jeg tager tid ud af kalenderen til at tage alene med mig selv i sommerhus. Derfor havde jeg planlagt endnu en tur i denne weekend.

Men pludselig blev det lidt for besværligt og omstændigt og derfor besluttede jeg mig for, at lege sommerhus herhjemme. INgen huslige pligter eller småting der måtte ordnes. Afleverede Noah til bedsteforældrene og aftalte med memø, at selv om jeg sad hjemme og arbejdede, så var jeg ikke hjemme. Det virkede!

Drak masser af rødvin, tog en lur når det passede mig, spiste, når jeg var sulten og skrev. Skrev som jeg måske aldrig har gjort det før. Ved hjælp af mental sommerhusstemning og så selvfølgelig min nye ven Pomodoro - ej at forglemme lidt meditation til at finde fokus.

Sidegevinster? At kunne skrive, være kreativ og nyde eget selskab uden at skulle tage væk. At øve sig i at gøre det i hverdagen, for så bliver der alt andet lige mere af det. Memø lavede aftaler både fredag og lørdag aften, men ellers var han hjemme hele weekenden. Dog uden at vi talte meget sammen. Den bedste sidegevinst? At kunne ligge i ske hele natten, selv om man er alene i sommerhus.

Var det overhovedet savn?

Så kom han hjem. Men forløsningen udeblev. Det gjorde refleksionen dog ikke. Måske var det ikke savn alligevel?

Selvfølgelig var det dejligt at se ham. Dejligt at have ham hjemme igen. Jeg kunne mærke roen brede sig. Men det var ikke hele historien, gik det op mig.

Måske var det "bare" følelser, helt almindeligt følelsesliv og masser af det. Fordi følelserne tænkte, at nu var der plads til dem. Nu var det deres tur til lidt opmærksomhed, nu hvor al opmærksomhed ikke gik til Noah. Men nej, jeg mærkede ikke efter. Opdagede ikke, at følelserne var mine egne, handlede om mig selv, og ikke om et savn til et andet menneske.  En fornemmelse så usikker, og uvant, da mine følelser så pludselig fik ro og plads, at jeg slet ikke opdagede hvad det i virkeligheden handlede om. Måske var det et savn efter mig selv?

Konklusionen er nok, at det var lidt af hvert. Men tankevækkende, at et barn kan aflede ens opmærksomhed så meget, at alle følelser derefter kun kobles op på netop den sammenhæng. Det er i hvert fald ikke sundt - for mig!

Lidt romantik på en mandag?

Lovede jer jo lidt romantik, så bedre sent end aldrig. Her lidt stemningsbilleder fra et maltesisk bryllup. Og som billedet tydeligt viser her, så er kærligheden mellem to mennesker på sådan en dag den samme (næsten) hvor på kloden du befinder dig. Det var en katolsk ceremoni med masser af ord og få, men meget smukke og velkendte (pop)-melodier.

Efter reception på en plads midt i byen Valetta, som ser ud som om den er hugget ud af en stor klippe-blok for 200 år siden med udsigt ud over det smukke Middelhav, blev vi kørt til et lille bryllupsparadis. Jeg tror jeg vil lade billedet tale for sig selv.

Skønt at møde nogle mennesker fra et liv for lang tid siden og mødet med deres børn bekræftede mig blot i, at tiden går hurtigt og livet udvikler sig. Helt ærligt, savnede kæresten min og ham den lille 2-årige, når nu alle andre havde deres "nye liv" med.

På trods af romantik, var det min gennemgående følelse den dag, så det er hermed noteret i livsbogen - tag dine kære med til bryllup, hvis på nogen måde muligt. Men smukt var det og nu er jeg en stor oplevelse rigere.

Hudløse tømmermænd?

Jeg er bare ikke god til tømmermænd. Det er derfor jeg prøver at undgå dem, men det lykkedes ikke i dag. Det er ikke så meget kvalmen og hovedpinen. Heller ikke selv om det her på Malta er national helligdag, så det ikke er til at opstøve en panodil.

Der er også de moralske tømmermænd, som jeg i den grad plejer at blive hjemsøgt af. Og nogle gange med rette, men de fleste gange helt ubegrundet. Dem kom jeg dog hurtigt af med, da den indre rappenskralde, frk. Korrekt og hr. Bedrevidende ikke kunne finde noget at sætte en finger på.

Nej, denne gang er det den følelsesintensitet, som kommer med tømmermændene. Når jeg har tømmermænd, er det som om jeg får skrællet et lag hud af, så jeg kan mærke alting endnu stærkere.

Selv om jeg elsker at være alene og sagtens kan dele smukke oplevelser med mig selv, så savnede jeg virkelig min lille familie til brylluppet i går. Og det savn er 10-doblet i dag.

Har netop talt med Noah, og han snakkede som jeg aldrig har oplevet det før i en telefon (uden at jeg dog forstod så forfærdelig meget af det), og jeg kan næsten ikke være i min krop for følelser. Ligesom tidligere da jeg talte med kæresten og han fortalte at Noah havde været i cirkus og det havde været så højt, at han havde siddet med lukkede øjne og tårerne trillende ned af kinderne. Så trillede morens tårer også. Og det har de gjort flere gange i dag, over den krimi jeg læste, over et billede jeg så, over en mail og over kommentarer til dette indlæg.

Havde helt klart glemt at kalkulere med de tømmermænd. Vi bliver bare aldrig gode venner, men i dag er vi vist tvunget til at udholde hinandens selskab. Så det prøver jeg…

PS. Bryllupsbilleder får I, når jeg er hjemme på en mere stabil netforbindelse.

En pose blandede følelser?

Sidder med udsigt over Middelhavet på 9. sal, og føler mig som verdens heldigste, samtidig med at jeg ærgrer mig over, at jeg kun skal være her i 3 dage. En sidste følelse, som blander sig, er uroen over at opleve det hele alene.

Det er mange følelser på én gang, men sådan det, når jeg oplever nyt. Jeg kender efterhånden mig selv, jeg overvældes ofte, når jeg begejstres og midt i det, får jeg brug for at strukturere og planlægge (hvad skal jeg i eftermiddag, hvad med i aften, hvordan får jeg mest ud af min tid). Kontrollen sætter ind, men jeg prøver at afstå.

Så nu sidder jeg her på toppen af Malta og skriver,  burde bade i poolen ved siden af mig, tage sol så de hvide stænger bliver bare lidt kulørte, gå ned og se det værelse jeg har fået, booke tid i spa’en, finde en butik og købe en bryllupsgave og skrive gæsteindlæg til ”En Fugl i Hånden", hvor jeg har fået æren af at blogge i morgen. Men nu sidder jeg lige her. Og nyder det. For ligegyldig hvor i verden du tager mig hen, så er bloggen et fast holdepunkt og et sted, hvor jeg kan holde fast i mig selv.

PS. Følelsen af uro over at være alene og tillade mig denne oplevelse, og et savn efter at dele den med et af mine mennesker tæt på, er velkendt. Jeg ved, jeg blot skal være i den, anerkende den, skrive mig ud af den, sende tanker (og sms’er) til dem, jeg gerne vil dele med, så kan jeg pludselig rumme den og dele oplevelsen med mig selv.

Ansigt til ansigt med barndommen?

Som jeg skrev i går: Alene-tid, here I come very soon. Det er på ingen måde problemet. Det er til gengæld tanken om at stå ansigt til ansigt med hele persongalleriet fra barndommen.

For lidt udfordret er man vel altid, når man skal tilbage til barndommen? Der vil jeg sgu' godt vise mig fra min bedste side og (indrømmet) imponere lidt... Ej at forglemme det vigtige i at understrege, at man på alle måder ikke er den samme, som man var dengang.

Det er faktisk, det eneste problem med at tage af sted alene; at jeg noget så gerne vil vise min dejlige familie frem, for dem er jeg stolt af.Eller rettere vise, at jeg har fået en skøn familie og er lykkelig.

Jeg har også tænkt lidt (meget) over, hvad jeg skal svare på spørgsmålet "hvad laver du så", for jeg har jo mange titler og ingen af dem er advokat, læge eller noget andet, som de ved præcis hvad er (ja, fordommene lever...). Vil jo gerne vise, at jeg har (lidt) succes.

Jeg villle også godt have smidt en ekstra 6 kilo, være lækker chokoladebrun (i stedet for meget vinter-hvid) og desuden have min egen personlige stylist med.

Hvor underligt, ej at forglemme dumt, at være optaget af andres dom. Endda "andre", som man egentlig ikke har noget at gøre med længere. Kender du det?

Nu er det sagt højt. Så er det forhåbentlig også ude af verden...