Er familie ikke det vigtigste?

Er det at have en familie - nogle at dele livet med helt tæt på - ikke en menneskeret?

Det vil jeg mener, det er i hvert fald der jeg henter den mest dyrebare energi og giver mest ubetinget.

Så hvorfor skal det så koste at skabe den? Hvis man fra naturen ikke kan selv, så koster det en formue at adoptere og pr. 1 januar, 2011 og så behandling mod ufrivillig barnløshed.

Julia bringer emnet op i dag, og jeg vil meget gerne være med til at lave bølger i andedammen. Vil du også, så debattér på livet løs, på din blog og i din omgangskreds.

Og selvfølgelig lige her - hvad mener du?

PS. Og hvordan hænger det på samfundsniveau sammen med manglende hænder? De må ikke komme ind udefra, og nu kan vi heller ikke levere dem selv i det omfang, vi måske har lyst til. Det er da et regnestykke der slet ikke går op - mest af alt i forhold til al den kærlighed forældre gerne vil give...

Sammensurium af de ikke så sjove?

Det har været én af de morgener. For lidt søvn for alle parter. Et barn som bad om en lur kl. 8.10 og jeg tænkte 10 minutter, så er han på farten igen - men barnet ville vitterligt ikke op og sad efterfølgende en halv time helt stille, uden at hverken han eller jeg sagde noget.

Inden da var han vågnet alt for tidligt, og jeg havde glemt at lægge en pakke i sokken, og det ente med en hysteri-tur i stedet for en afledningsmanøvre, for at nissen kunne udføre sin opgave. Og da han spurtede ind til sokken og farvestrålende satte sig mellem os og åbnede den, blev vi vidne til rendyrket skuffelse. Noah brød simpelthen sammen i ægte gråd over gaven. Det er ikke sket før. Men i dag, kunne han ikke se glæden ved plastikgrøntsager, han synes julemanden skulle være kommet med Thomas Tog. Det var altså skuffelse så ren, som kun børn kan vise den.

Og trumfen blev selvfølgelig en aflevering, jeg helst ikke vil tænke på, fordi det gjorde ondt, fordi jeg selv var træt og så udemærket fornemmede, hvad han havde brug for. Nemlig det samme som jeg. Ren afslapning og hygge. I stedet fik vi en ordentlig sammensurium af de ikke så sjove følelser, lige oven i hinanden.

Gør teori til praksis: Det er lige præcis i situationer som denne, at jeg må minde mig selv om, at følelser kun vare 15 minutter (max!), hvis jeg ikke begynder at fortælle historier om dem. For så kører toget. I stedet har jeg nu skrevet dem ned, og det letter.

En ny verden i sneen?

På en hel almindelig hverdagsmorgen, hvor jeg knap kunne lokke Noah ud af senge for at se på alt det hvide - biler er det eneste der duer og det eneste han er optaget af, og han var lige midt i en leg.

I løbet af morgenen tøede (ho ho) han dog alligevel op til det hvide landskab.

Eksempelvis da jeg pegede på den lille hund udenfor vinduet, som havde bluse på i kulden og Noah tørt svarede: "men den har kolde tæer".

Senere måtte jeg lokke ham væk fra bilerne ved at introducere ham til begrebet snebolde, hvorefter han skyndte sig hen til vinduet og kiggede ned på det hvide græs og svarede "Hvorhenne er boldene?" At vi selv skulle lave dem havde han svært ved at tro. Men han kunne have været blevet ved, da han først blev introduceret til konceptet.

Åh, hvor jeg elsker sne og når den barnlige begejstring smitter.

Er det virkelig weekend?

Det har været en lidt svær uge, derfor heller ikke så meget nyt herfra.

Men nu sidder jeg så her, Noah har smilet, leget og grinet hele aftenen (hører lidt til sjældenhederne i øjeblikket), der er rødvin i mit glas, kaffe i koppen og en krimi ved min side, som kalder på mig. Hvis jeg flotter mig, skal tåneglene have rød lak.

Alligevel har jeg svært ved at tro det, er det virkelig weekend?

Skal vi gå på café, mor?

Jeg oplevede et særligt øjeblik i dag. Ét jeg havde troet, jeg måske ville opleve om et par år. Jeg har været på café med min søn. Vi drak ikke kaffe. Jeg købte juice og troede vi skulle videre med klapvognen. Noah insisterede på, at vi satte os ved et bord. Og efter den første tår af "den gule" (som moren egentlig havde bestilt til sig selv), udbrød han så umiddelbart som kun børn kan: "uhmmmm, det smager dejligt". Og halvvejs igennem den, fik jeg ham overtalt til at smage "den røde med jordbær", hvorefter han skubbede den gule over til mig som det mest naturlige i verden.

Så sad vi ellers der på hver vores skammel, og så gik det op for mig: her sidder jeg med min søn på café og småsludrer på en søndag eftermiddag. De helt almindelige oplevelser ude i den store verden får pludselig en ekstra dimension, når man introducerer dem til sit eget barn.

Hjertet, idéen og idealerne på rette sted #2

Kvinden som formede idéen om denne lille serie ved at sende en helt uopfordret mail til mig: Maj Lykke Jensen. Jeg behøver vist ikke sige mere.

Min mand og jeg skal starte en friskole i København. Skolen skal baseres på bl.a. Sir Ken Robinsons tanker om en skole, hvor det enkelte barns kreativitet og skabertrang får lov at blomstre. En skole, som ikke hylder middelmådigheden, men som støtter børnene i at gå ud i verden og gøre en forskel. Vi vil hjælpe dem med at finde deres stemme og inspirere dem til at bruge den. En skole hvor den allervigtigste læring ikke er den, som du alligevel kan slå op på Google, men i stedet evnen til at forholde sig til komplekse spørgsmål som fx: Hvad skal jeg nu?, Hvad er jeg god til?, Hvad gør mit liv værd at leve? osv. osv.

Det virker så rigtigt og jeg kan mærke ild i maven, når jeg tænker på det. Min mand og jeg arbejdede med vores vision i sidste uge og vi brænder begge to for, at skolen bliver en forgangsskole som på sigt kan være med til at revolutionære folkskolen. Vores eftermæle? At vi inspirerede en generation til at droppe den middelmådighed, som ikke længere tjener vores samfund og i stedet erstatter den med tillid til, at vi hver især har nogle unikke evner, som vores planet har brug for, at vi gør brug af. At vi påtager os vores eget lederskab.

Der er en masse lovmæssige krav og derfor kan skolen ikke åbne før august 2012. Indtil da er der selvfølgelig en masse forberedelse, som kræver vores tid. Men indtægter er der jo tidligst om 2 år og derfor skal jeg nu ud og finde et fleksibelt deltidsjob i mellemtiden. Hvis du kender nogen der fx kan bruge en PA nogle timer om ugen, må du endelig sige til. Eller hvis du hører om noget andet, du mener ville være relevant, må du meget gerne give lyd.

Jeg tillader mig at lade den sidste del af mailen blive stående, så hvis du kender nogen, som har brug for en med hjertet på rette sted (og 10 års erfaring i reklame og markedsføringsbranchen), så sig til.

Det er da sådan noget, mødre gør?

Altså klipper børnenes hår - selv. Det udtalte min kæreste i går aftes. For syvende gang. I mens leder jeg efter en frisør, som er god til at klippe børn. For sådan en mor kender er jeg så åbenbart ikke. Det ville da være så synd for ham. Og, jeg ville ikke ane, hvor jeg skulle starte og slutte, for slet ikke at tale om alle hans hvirvler i håret...

Derfor, kender du en god børnefrisør (findes den niche overhovedet?) i København, som ikke koster det samme som en voksenklip og som har tid i morgen, for jeg er selvfølgelig ude i god tid med dette projekt?

Sejt?

Sej søndag. Med tid til både lidt praktisk, lidt arbejde og masser af hygge.

"Sejt", sagde Noah for første gang i dag. Kan man sige det, når man ikke en gang er 2,5? I øjeblikket er det sejt at se lange tegnefilm. De sejeste er Cars og Nemo. Det er skildpadden, som siger sejt. Og Lynet McQueen som siger "jeg er fart". Det går den lille kopimaskine også rundt og siger.

Det er søndag, en sej af slagsen. Fordi der er tid til at dvæle ved ordene, ved hinanden. Nyde de små ting. Som da Noah insisterede på at komme ind i vores seng i nat. Da han daffede derind på sine små fødder, nåede jeg halvt i søvne at registrere, at det er den skønneste - eller som Noah nok ville sige det, sejeste lyd i verden - kun udkonkurreret af barnelatter. Jep. (Som Noah også siger, ser han mon for mange tegnefilm?)

Kan han læse tanker?

Og behov, for den sags skyld?

Efter endnu en veloverstået Workshop om Workshop, to dages intensivt arbejde og fokus planlægger jeg altid en halv dags fri, fordi det er 12 timers arbejdsdage - af den sjove slags, men ikke desto mindre har jeg behov for at restituere. Det er bare endnu ikke lykkedes mig, rent faktisk at holde fri, selv om det var lagt ind i kalenderen.

Men så er det jo godt at andre kan tage over.

Da jeg tog Noah op, bemærkede jeg, at han havde lidt øjenbetændelse (den evige forbandelse i vuggestuer - sammen med løbende næse). Og uden at jeg overhovedet havde sagt noget sagde Noah "ikke have dryppet øjne". Hvor kom det fra?

Hurtigt konstaterede jeg også, at han var varm. Og ganske rigtigt: feber. Efter konsultation med barnets far, besluttede "vi" at holde ham hjemme (for jeg var stadig i gang med at aflevere ham, havde jo arbejde!).

Så nu er der dømt sofa, hygge og nærhed. Og måske en gå-tur i det skønne vejr.

Det er da godt at 2,5 års livserfaring ved, hvad jeg har brug for, når 32 års livserfaring ikke har lært mig det.

Hvad skal jeg dog finde på?

Jeg føler mig virkelig taknemmelig.

Noahs farmor og farfar savner deres eneste barnebarn så meget, at han næsten hver weekend, i hvert fald hver anden - overnatter deroppe minimum én nat.

Og til det skal tilføjes, at savnet går den anden vej også. Hver gang vi spørger "hvad hedder det", når han enten skal ha' en ren ble, rejse sig fra bordet eller noget andet, så svarer han med et glimt i øjet "moar, op til farmor og farfaaaar".

Det betyder alene-tid og kæreste-tid. Så priviligeret. Og lidt hårdt for moderhjertet samtidig. For hver formiddag, inden han skal afleveres, skal jeg lige nå at "tanke op" inden han skal ud af døren. Men han er altid så glad, når han trasker ned til bilen med alle sine remedier, og jeg varmes i hjertet over, at der er andre i Noahs liv, som virkelig elsker ham højt og han dem.

Spørgsmålet er så bare, hvad skal jeg dog finde på? I eftermiddag tror jeg den står på bøger og tv-serier, mens kæresten er ude. Og ja, egentlig også en løbetur, men nu må vi se, om jeg får tid...