Bor dine venner også inde ved siden af?

Det er ikke altid nemt at forene et godt socialt voksenliv med små børn. For hvem kan holde ud at spise middag med en småbørnsfamilie, hvis de ikke selv er en af slagsen. Jeg har kun én singleveninde, der mestrer den kunst, men det gør hun så til gengæld også til perfektion. Det betyder, at det ofte bliver venner, som er samme stedet i livet, som det lykkes at se.

Og inde ved siden af os, bor nogle ret så fantastiske mennesker, og det er altså ren lykkefølelse, når en hel almindelig hverdagsaften bliver til nærværende voksensamtale og rødvin uden at man har stået i køkkenet den halve dag eller har aftalt det flere uger i forvejen.

Nogle gange gør man det bare sværere end det behøver at være. For før var de "bare" gode naboer, nu er de pludselig gode venner. Og jeg har hørt fra andre veninder, at det samme gør sig gældende for dem.

Hvordan er det med dig og dine nærmeste relationer? Er de ældgamle, nye eller måske ligefrem naboer?

P:S. Bloggen holder weekend, fordi vi skal på weekend. Hos gamle venner. Det har været aftalt i mange måneder, og det er næsten et år siden, vi sås sidst. Bare for lige at understrege min pointe.

En flodhest som lokkemiddel?

Ja, hvis ikke den overskrift lokker, så ved jeg ikke hvad gør...

I dag på vej til vuggestuen messede Noah hele vejen "hjem igen" og "vend om". Så var det at frygten for afleveringen voksede i brystet. Samtidig med ubeslutsomheden. For mit dagsmøde var netop blevet aflyst, så skulle jeg egentlig ikke køre lige forbi vuggestuen og videre i Zoologisk Have?

Sådan en beslutning skulle jo være så nem. Men sandheden er, at det også var en flygt fra Off. Som altså har smittet lidt af på min arbejdsindsats de sidste dage.

Endte med at aflevere Noah. Men så lavede jeg også en aftale med mig selv om virkelig at arbejde igennem til kl. 14, så Noah og jeg stadig kunne komme ud og se flodhestene.

Og det var som om universet - og flodhestene - lyttede. Jeg fik simpelthen rykket igennem for an computeren, og aldrig har jeg set flodhestene så tæt på:

Alle 3 flodheste svømmede i opvisningsstil rundt og rundt om den store sten i midten, i al den tid vi var der. Til ære for os er jeg sikker på.

Var det overhovedet savn?

Så kom han hjem. Men forløsningen udeblev. Det gjorde refleksionen dog ikke. Måske var det ikke savn alligevel?

Selvfølgelig var det dejligt at se ham. Dejligt at have ham hjemme igen. Jeg kunne mærke roen brede sig. Men det var ikke hele historien, gik det op mig.

Måske var det "bare" følelser, helt almindeligt følelsesliv og masser af det. Fordi følelserne tænkte, at nu var der plads til dem. Nu var det deres tur til lidt opmærksomhed, nu hvor al opmærksomhed ikke gik til Noah. Men nej, jeg mærkede ikke efter. Opdagede ikke, at følelserne var mine egne, handlede om mig selv, og ikke om et savn til et andet menneske.  En fornemmelse så usikker, og uvant, da mine følelser så pludselig fik ro og plads, at jeg slet ikke opdagede hvad det i virkeligheden handlede om. Måske var det et savn efter mig selv?

Konklusionen er nok, at det var lidt af hvert. Men tankevækkende, at et barn kan aflede ens opmærksomhed så meget, at alle følelser derefter kun kobles op på netop den sammenhæng. Det er i hvert fald ikke sundt - for mig!

Er det mon en (u)sund symbiose?

Savn har fået helt nye proportioner. Altså, kan I huske dengang man var helt nyforelsket og savnede så snart han gik ud af døren? Jeg savner stadig memø, bare på en anden måde. Nu savner jeg ham ved min side, når jeg oplever noget særligt. Jeg savner ham, når han ikke ligger ved siden af mig, når jeg skal sove. Jeg savner ham på den der smukke hverdagsmåde. Fordi vi hører sammen.

Nu er det så gået op for mig, at jeg også hører sammen med Noah. I denne weekend på en næsten smertefuld måde. Jeg har grædt af savn. Og den eneste grund til, at jeg ikke har hentet ham, er fordi jeg ved han har haft en fest hos sin farmor og farfar.

Før har jeg egentlig syntes det var "sundt" ikke at savne "mere" end jeg gjorde. Det var sundt for mig, at jeg ikke var gået i symbiose med mit barn. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare, hvorfor denne weekends savn har været anderledes. Har stukket så dybt og resulteret i rastløshed, tristhed, tomhed.

Er det mon symbiosen, og er det godt eller skidt? Sig mig, hvordan savner du dit barn?

Kærlighedens vokseværk?

I dag er min søn 2 år, 2 måneder og 22 dage gammel og det føles som om min kærlighed til ham stadig vokser, i øjeblikket føles det næsten som vokseværk, som om mit hjerte skal sprænges. Jeg kan ikke forstå, at det kan rumme al den kærlighed.

Jeg elskede min søn hæjt fra den dag jeg havde ham i armene første gang. Og synes det var kæmpe store følelser. Måske har nogen fortalt mig det ville vokse, men jeg har ikke forstået det, ikke fattet dimensionerne af det.

Det gør jeg stadig ikke. Noah bliver passet i denne weekend, og for første gang - siden han blev født - har jeg svært ved at nyde det, fordi jeg savner ham sådan. Og han har talt om sine bedsteforældre de sidste 14 dage, så jeg ved, at han elsker det.

Tilbage sidder en mor, med et hjerte som vokser ud over alle bredder, det er så smukt at opleve al den kærlighed et hjerte kan rumme, men det er sørme også skrøbeligt må jeg tilføje. Men det tager jeg med, for den slags vokseværk tror jeg kun jeg bliver et bedre menneske af, mere kærlighed og mere sårbarhed. Mon ikke det er en god opskrift?

Indløsning af et styks savn?

Hjemme i tryg favn. Tillod mig at nyde det helt ud i tåspidserne (derfor missede jeg blog-indlæg i går), for åh, hvor havde jeg savnet. Først 100% fokus på et styks lille menneske, som nok var glad for at se sin mor men også stadig godt i gang med sit eget. Lige indtil han skulle i seng og vi krammede ekstra længe. Måtte også lige ind og se til det sovende barn en ekstra gang, er der noget som lige præcis den oplevelse, der kan få et forældre-hjerte til at flyde over?

Derefter sen middag på altanen, tilberedt af kæresten og med rødvin til. Ude godt, men hjemme helt klart bedst og det blev i en grad, jeg sjældent har oplevet det før, understreget i går. Savnet er indløst og erstattet af nærvær, kærlighed, taknemmelighed og ja, hverdag.

Voksentid med konsekvenser?

Sankt Hans. Og bål. De to ting hænger uløseligt sammen. Men i år må jeg nøjes med billedet fra sidste år på bådudlejningen på Christianshavn. Det var hyggeligt og nærmest en tradition. Alligevel har vi valgt noget andet i år. For det gik ikke helt smertefrit med Noah sidste år. Jeg tror på, at man kan lige hvad man vil med børn, man skal bare være villig til at tage konsekvenserne med.

OG i år har jeg valgt at satse på en høj succesrate. Ikke fordi der findes garantier, men at få en to-årig til at sove midt på et livligt Christianshavn er nok endnu sværere end at få en et-årig til det. Og det var svært nok.

Så I år bevæger vi os lige udenfor døren, tænder grillen på altanen og banker på hos naboen, som så til gengæld kommer med desserten. Jeg tror på, at det er denne løsning, som giver størst sandsynlighed for voksentid - altså den slags med vin, sommeraften og lidt god mad.

Og det er pludselig også blevet netop det Sankt Hans handler om. Indtil de små bliver så store, at de efterlyser bålet. Så er jeg mere end med på at føje det til igen. Men indtil da, så vælger jeg den enkle løsning og krydser fingre for, at det bliver en fest for både børn OG voksne.

Rigtig dejlig Sankt Hans - og hils heksen...

Må man ikke tro på det gode?

Jeg må lige tilbage til det der med skuffelse.

Har nu et par steder meldt ud, at jeg ikke er klar til at blive gravid før til næste år. Men så er det at folk reagerer, når jeg så siger, at så bliver det til næste år. Når jeg tillader mig at tale overbevist om, at jeg så bliver gravid, når jeg belsutter mig for det.

Jeg ved naturen har sin egen gang og at man aldrig kan være sikker. Det har jeg så absolut ikke lyst til at jinxe og alle mine tanker går til dem, som der jo desværre er flere og flere af, for hvem det ikke er så nemt. Men det gik jo mege godt sidst og jeg er sund og i god form.

Alligevel er det svar jeg får hele vejen rundt, at nu er det jo ikke sikkert, at det går lige så godt og at jeg ikke bare sådan kan planlægge. Og det ved jeg jo godt.

Men på den anden side, skal jeg så ikke tro på det gode. På at det kan lade sig gøre, eller skal jeg tage bekymringerne og skuffelsen på forhånd?

Jeg må i hvert fald konstarere, at jeg ikke er den eneste, som tager forskud på skuffelsen, det er vist lidt af en folkesygdom - eller er det mig som er naiv, urealistisk og måske en smule overlegen, når jeg tror at naturen kan planlægges?

Er det stadig kun en øvelse?

Noah har fødselsdag i dag - et par timer endnu. Og egentlig synes jeg i den grad han er blevet fejret, af rigtig mange og på fornem vis. Det har været nogle dejlige dage.

I går startede han hos farmor og farfar med boller og lagkage sammen med den side af familien og to rimelig kvæstede forældre netop landet fra bryllup i Viborg.

Samme aften valgte hans onkel og tante at udsætte deres tur over Bæltet for at kunne fejre Noah ved stort morgenbord. Hvad vi ikke vidste var, at mormor og morfar havde planlagt surprise-visit hele vejen fra Holland, så kl. 19.30 i går stod de også istuen og Noah blev virkelig overrasket (det gjorde jeg også skulle jeg hilse og sige:).

Der var  gaver i en lind strøm og masser af leg i morges og så det store fødesldagsmorgenbord, nu med den anden side af familien.

Noah bad selv om at komme ind og sove til middag, han trængte vist til hvile. Og så var det tid til børnefødselsdag, stadig med medfølgende forældre. Det var en fin fest, hvor børneværelset på obligatorisk vis lignede en krigszone.

Noah bad ikke selv om at komme i seng, han var helt oppe at køre. Og han sang længe inden han faldt i søvn. Det ville til gengæld være løgn, hvis ikke jeg bad om at komme i seng, for nu var det vist min tur til at trænge til hvile. Men først efter at have bagt kage til vuggestuen, for der skal han jo også fejres. 3 dages fest for en 2-årig.

Og så siger de, at det stadig er rimelig lige til at holde børnefødselsdag, ingen tema-fester og ingen børnehave på besøg - endnu. Hvis det her bare er en øvelse, så er det endnu en grund til, at jeg inderligt ønsker, at tiden ikke går så stærkt med sådan en lille størrelse på hele 2 år!