Det er da sådan noget, mødre gør?

Altså klipper børnenes hår - selv. Det udtalte min kæreste i går aftes. For syvende gang. I mens leder jeg efter en frisør, som er god til at klippe børn. For sådan en mor kender er jeg så åbenbart ikke. Det ville da være så synd for ham. Og, jeg ville ikke ane, hvor jeg skulle starte og slutte, for slet ikke at tale om alle hans hvirvler i håret...

Derfor, kender du en god børnefrisør (findes den niche overhovedet?) i København, som ikke koster det samme som en voksenklip og som har tid i morgen, for jeg er selvfølgelig ude i god tid med dette projekt?

Ansigt til ansigt med barndommen?

Som jeg skrev i går: Alene-tid, here I come very soon. Det er på ingen måde problemet. Det er til gengæld tanken om at stå ansigt til ansigt med hele persongalleriet fra barndommen.

For lidt udfordret er man vel altid, når man skal tilbage til barndommen? Der vil jeg sgu' godt vise mig fra min bedste side og (indrømmet) imponere lidt... Ej at forglemme det vigtige i at understrege, at man på alle måder ikke er den samme, som man var dengang.

Det er faktisk, det eneste problem med at tage af sted alene; at jeg noget så gerne vil vise min dejlige familie frem, for dem er jeg stolt af.Eller rettere vise, at jeg har fået en skøn familie og er lykkelig.

Jeg har også tænkt lidt (meget) over, hvad jeg skal svare på spørgsmålet "hvad laver du så", for jeg har jo mange titler og ingen af dem er advokat, læge eller noget andet, som de ved præcis hvad er (ja, fordommene lever...). Vil jo gerne vise, at jeg har (lidt) succes.

Jeg villle også godt have smidt en ekstra 6 kilo, være lækker chokoladebrun (i stedet for meget vinter-hvid) og desuden have min egen personlige stylist med.

Hvor underligt, ej at forglemme dumt, at være optaget af andres dom. Endda "andre", som man egentlig ikke har noget at gøre med længere. Kender du det?

Nu er det sagt højt. Så er det forhåbentlig også ude af verden...

Er det underligt at trives i eget selskab?

Jeg er så helt fabelagtig heldig at være inviteret til bryllup på Malta. Kæresten er også inviteret, men det er altså kun mig, der har takket ja. Han kunne nemlig ikke så godt tage frie, kender ikke en eneste og synes, at vi skal være fornuftige med vores penge. Gode argumenter. Og jeg er helt ok med at rejse selv. Ja, faktisk glæder jeg mig som et lille barn. Alene-tid, hotelværelse, sol, pool ej at forglemme en god dosis romantik i form af klassisk bryllup.

Problemet er bare at jeg har "dem" (altså brudgommen, min barndomsven og resten af selskabet) mistænkt for at synes, at det er noget underligt noget, at jeg sådan skal af sted alene. Og at de skal tage sig af mig! Er det virkelig så underligt at trives helt fint med at rejse alene? Egentlig tror jeg ikke, at du som læser med her, synes det, men oplever du, at andre synes du er lidt af en "freak", hvis du trives i dit eget selskab for lang tid af gangen?