Hvorfor kan mænd, når kvinder ikke kan?

Beklager fraværet. Jeg vil ikke trætte jer med lange forklaringer, blot nævne en ubetalt regning, som blev betalt, men ikke registreret. Med lukket Internet til følge. Har faktisk haft lidt abstinenser.

Og samtidig med at dette lille drama stod på, havde min bror og hans kone trukket mig ud på en efterhånden al for sjælden løbetur. Og så det fik mig til at tænke. Min bror har hele dette efterår og (is)vinter hver morgen kl 5.45 løbet en tur i skoven (med pandelampe på). Nogle dage, siger han, er det svært at komme af sted, men så gør han det bare alligevel!

Herhjemme har kæresten i en kort periode været frustreret over ikke at have tid til at træne. Hvorefter han nu i en uge er stået op 6.30 og lavet armbøjninger og mave-øvelser. Uden brok!

Og jeg har haft succes med at løbe én (1) tur og lave én (1) gang yoga kl. 6.30 den sidste måned. Og min brors kæreste siger, at selv om, det gør hende så godt at løbe med, gør hun det kun 1-2 gange om ugen. Hvilket selvfølgelig også tæller.

Så hvad er forskellen, hvorfor er der så kort fra tanke til handling for mænd? Og har vi kvinder alt for mange undskyldninger, al for megen indre dialog. Eller bare alt for lange lister med alt mulig andet, vi også skal nå? Hvorfor gør jeg det ikke bare, når jeg nu ved, det er godt for mig og jeg gerne vil. Jeg kan ikke gennemskue det, kan du?

Kan man skrive sig ud af frygten?

Jeg har haft en lidt underlig start på dagen. Noah kaldte højt og hjerteskærende på mig, da jeg afleverede ham i morges, og jeg var brøkdele fra at gå tilbage til ham, selv om jeg ellers aldrig gør netop det.

Da jeg kom hjem havde jeg en telefonsamtale, som udviklede sig uheldigt. Jeg følte med det samme præstationsmonsteret indeni mig tage over, den der er drevet af frygten for ikke at være god nok og hvad de andre mon synes. Og så en mail med et forslag som gjorde mig ked. Jeg fik en sær trang til at flygte fra det hele, krybe ind i hulen og nægte at komme ud. Men der er arbejde der skal gøres og penge der skal tjenes, så jeg har kæmpet med den indre dialog.

Selv mine nyhedsbreve, som jeg elsker at skrive, krævede overtalelse at komme i gang med. Men her bagefter, da jeg stod og lagde vasketøj sammen opdagede jeg det. Frygten og frustrationen var væk. Jeg havde simpelthen skrevet mig ud af det. Jeg skrev om et absolut yndlingsemne, nemlig skabertrang. Jeg er let og fri igen, og klar til at gå i verden. Det er det der sker, når jeg tager min skabertrang - og mig selv -alvorlig. Du kan - med lidt overtalelse indefra - finde ud af det destruktive og ind i det  frie og skabende univers. Sikke en fest...

PS. Hvis du vil have fem tips til at finde og udtrykke din skabertrang, så tilmeld dig nyhedsbrevet herude til højre. Jeg lægger sidste hånd på dette nyhedsbrevs input i aften.

Mens jeg venter?

Jeg venter stadig, og har det gjort det så længe, at jeg er ved at være utålmodig. Og det er altså ikke julen jeg venter på. Om end jeg glæder mig rigtig meget til masser af tid i familiens lune favn. Det er inspirationen og energien, jeg venter på. Inspirationen til at skrive, tænke og gøre og energien til at handle og komme i gang med den liste af arbejde og gøremål, som er vokset foruroligende mens sygdommen har hærget her på adressen.

Det føles som om julen har ramt tidligt, bare uden jul. For jeg har slet ikke nået at mærke jule-ånden endnu, men det er som om hele mit system skriger på ferie, ro, tid alene og meget langsom tid. Og ligegyldig hvor lidt - eller meget og helt urealistisk - jeg planlægger, så sker der ingenting, andet end sløvsind, grænsende til ugidelighed. Det er absolut en rædselsvækkende følelse for en do'er som mig, der altid har et par ekstra idéer til listen over gøremål, hvis jeg skulle løbe tør, og der er ikke blevet færre af de der "extras" her op til jul.

Så hvad gør jeg, mens jeg venter? Jeg kender jo godt svaret, som er irriterende enkelt. Accept, tålmodighed, væren, accept, tålmodighed, væren... og du kan ikke høre det, men det siges altså ud mellem stramt sammenbidte tænder af utålmodighed og frustration. Jeg kender disse perioder, og jeg ved at jeg kommer ud på den anden side. Men først når jeg har opfattet den besked, som uroen har med sig. Så mens jeg venter, kunne jeg eventuelt lytte og måske ligefrem øve mig i rent faktisk at acceptere den besked. For hvis jeg skal være ærlig, og det er svært for mig at være andet, så ved jo egentlig godt (i den skrivende stunds klare indsigt), hvad mit indre forsøger at fortælle. Det passer bare så dårligt lige nu... Kender du det?

Kender du regel nr. 6?

Regel nr. 6, et begreb jeg hørte om for et par måneder siden. Her er historien, som er af vandre-typen, men det gør den ikke dårligere. Og historien fungerer altså bedst, hvis jeg fortæller den, som om jeg selv var der - selv om det ikke passer.

Jeg deltog til et møde i en bestyrelse i et stort amerikansk firma. Her sad organisationens topper og diskuterede. En gang i mellem blev det højlydt, og så afbrød CEO'en og sagde til den, som havde hævet stemmen: "husk lige regel nr. 6". "Nå ja", svarede den pågældende og faldt helt til ro. 10 minutter senere var det én af de kvindelige partnere, som hidsede sig op og direktøren mindede hende stille og roligt om at huske regel nr. 6, hvorefter hun igen blev blid som et lam. Sådan gik de tre timer, og jeg undrede mig meget over, hvad det mon var for en regel de talte om.

Efter mødet henvendte jeg mig til den ældre, møg-erfarne og meget sympatiske CEO. "sig mig en gang, hvad er regel nr. 6?". CEO'en svarede mig: "regel nr. 6 betyder bare don't take yourself so god damn serious".

Jeg kan virkelig godt lide den historie. Selvfølgelig fordi den taler til noget genkendeligt i mit eget liv. Jeg vil meget gerne være den første til at tage regel nr. 6 ganske alvorligt! Du har hermed retten til at kalde mig på den her på bloggen...,

Men historien forklarer så fint, hvad det er der sker med vores kommunikation, når vi tager os selv lidt for alvorligt. Vi holder op med at lytte, vi hæver stemmen, og får meget travlt med at få ret. Jeg kender det hele fra mig selv, og synes ikke det er særlig flatterende.

Tænk hvis vi på globalt plan kunne indføre retten til at minde om regel nr. 6 - hvilken verden ville vi så leve i?

Alvor eller sjov?

Jeg har uden tvivl taget livet alt for alvorligt. Men det er for alt i verden ikke noget, jeg har lyst til at give videre til Noah.

Så jeg øver mig, øver mig i det lette og sjove. Forsøger at danse med Noah hver dag, fordi det også er rigtig godt for mig. Og hver gang Noah hviner af fryd eller griner - og det gør han heldigvis ofte - så minder det mig om, hvor skønt det er, ikke at tage livet så alvorligt. Til tider kan det være godt at tage det seriøst, men aldrig alvorligt.

For det har alvorlige bivirkninger. Blandt andet at det er svært at grine af mig selv. Eller grine med, når andre gør det, altså griner med mig ikke decideret af mig. Jeg skal virkelig føle mig tryg for at kunne give slip på det alvorlige i den situation. Og selv om jeg er tryg, kan jeg godt angribe eller forsvare alligevel. Derudover har det også betydet, at jeg altid har valgt "det rigtige", "det seriøse", og derfor ikke har begået særlig mange fejl. Det mener nogle måske ikke, at jeg ikke skal begræde, men det gør jeg, for der er meget at lære i fejlene, bl.a. at de ikke gør så ondt, som man kunne frygte og at man derfor bare kan kaste sig ud i nogle flere, hvis det betyder at man så følger sin egen vej, i stedet for de andres...

Jeg vil egentlig gerne grine noget mere af mig selv og af livet. Derfor skriver jeg lige videre om emnet hen over weekenden. Det skaber nemlig fokus for mig, og så vil jeg virkelig gerne høre, om jeg er den eneste, som har det sådan. Så hvad med dig og alvoren, hvor gode venner er I?

Hvad har du brug for?

Det spørgsmål har jeg måtte bruge mange gange i dag, for det har været en af de mere ustabile - helt sikkert ikke udadtil, men det er jo professionalismen og erfaringen jeg kan takke for det. Jeg har netop afsluttet en fantastisk workshop om workshops, som vi helt sikkert skal holde igen. For deltagerne var vildt begejstrede og vi havde det virkelig sjovt.

Men inden i har lille Lykke brokket sig i dag. Hun har ikke været tilfreds og jeg har måtte spørge hende mange gange, hvad hun havde brug for. Afslapning har hun sagt flere gange, at trække vejret dybt har hun også sagt. Ro har hun virkelig efterlyst. Og jeg har forsøgt at sige til hende: "jeg ved det godt, men det bliver i næste uge!" (meget sundt, hva'?) - og slutteligt har jeg flere gange sagt, "og hold så op med det drama"! Men drama har der været. Og det havde jeg jo ellers sagt farvel til. Kender du det, at du havde besluttet dig for, at nu ville du tage afsked med et uheldigt mønster eller en uheldig vane, som du ikke længere ville have i dit liv, og så vendte den dæleme tilbage - ikke bare én gang men hundrede gange? Jeg kender det, og det eneste jeg kan sige til mig selv er, det er jo det personlig udvikling i virkeligheden handler om: din reaktion på de udfordringer du får, også når den gamle vane stikker sit grimme ansigt frem. Skælder du dig selv ud eller støtter du dig selv i den videre proces, selv om du faldt i?

Derfor spørgsmålet hvad har du brug for? Spørg og lyt til dig selv. Du har sjældent brug for at skælde mere ud på dig selv, kræve mere af dig selv og være hård ved dig selv. Nok nærmere det modsatte. Det, er jeg blevet bedre til, og jeg har brugt det meste af dagen på at give mig selv det, jeg havde brug for. Være god ved mig selv og tillade dramaet. Og nu er det faktisk væk.

Så hvad har du brug for lige nu?

Tør jeg slukke for fjernsynet?

Det handler bare om en enkelt knap...

Har lige oplevet det igen. At jeg sidder med computeren på skødet og fjernsynet kørende lige oppe over skærmen, uden rigtig at kunne koncentrere mig om noget af det. Hvis jeg skal vælge mellem de to, vælger jeg min tro følgesvend Mac, men alligevel får jeg ikke slukket for fjernsynet, selv om jeg på ingen måde ser noget interessant.

Hvis jeg ikke finder den røde kanp på fjernbetjeningen inden sengetid, går jeg som regel irriteret i seng. Jeg er rastløs og føler ikke jeg har fået nok ud af min aften. Føler ikke jeg har oplevet fordybelse og fokus, hvilket virkelig betyder noget i min hverdag, nok mest fordi der ikke er særlig meget af det.

Får jeg derimod overtalt mit system til at trykke på den røde knap er der øjeblikkelig belønning. Der bliver stille, arbejdsro og jeg kan sætte god musik på i stedet. Det er som om jeg på ganske få øjeblikke transformerer aftenen til at være helt min, og jeg bliver lige overrasket hver gang.

Hvorfor i alverden er det så svært for min finger at nærme sig den røde knap aftenen efter - er det noget du kender til?

Gentager historien sig?

I går testede jeg Netto - ikke en hvilken som helst Netto, men den lokale i Humlebæk, mit gamle hood.

For når jeg fra tid til anden drømmer om hus og have, så har det været nærliggende at visualisere og undersøge markedet i min gamle barndomsby. Noget med at søge det trygge i det ukendte (at flytte til provinsen er ret vildt!).

Den lokale biograf, hvor jeg var billetpige i mine unge dage...

Men så kan jeg simplethen ikke tænke længere. Min hjerne kortslutter, når jeg forestiller mig, at min søn skal afleveres på den samme skole, måske oven i købet til de samme lærere - og - at jeg skal være den voksne i min barndoms by...

Er det ikke at bede om at historien gentager sig? Det burde sådan set være betryggende for mig, for jeg har haft en god og tryg opvækst, men det er det bare ikke. For verden er vel større end det?

Omvendt bestod Netto testen, for jeg havde jo forestillet mig, at jeg ville rende ind i alle mulige gamle klassekammerater, som jeg intet har tilfælles med og heller ikke har savnet og som kender mig som "Mor-Lykke" (jeg havde så travlt med at blive voksen, da jeg var barn). Men jeg så ikke en eneste og tro mig jeg stirrede ind i ansigterne på alle forældre med små børn uden at genkende én eneste.

Og så var det jeg tænkte, er det bare mig, der er hysterisk?

Downsizing?

Vi har truffet en beslutning. Vi vil downsize. De sidste mange måneder har jeg ellers gået i det stille og drømt om hus og have. Men nu er jeg vendt 180 grader og vil bare gerne finde en billig andel på Østerbro, så alle pengene ikke skal gå til husleje. Jeg er træt af, at ligegyldig hvor mange penge jeg tjener, så forsvinder de ned i et sort hul.

Men det er også vemodigt, stod lige i vinduet i vores nuværende lejlighed og kiggede ud over Københavns Kanal. Det bliver svært at sige farvel. I dag har vi jo både café/pizzaria, havnebus, kiosk og Irma. For bare 1,5 år siden kiggede jeg direkte ud på byggeplads og containere. Og nu er her så smukt, udsigten er fantastisk 24 timer i døgnet. Og jeg kan gå ned og bade i kanalen hver morgen. Det er ægte luksus for én som elsker havet og vand så meget som jeg. Jeg ved at jeg aldrig vil glemme udsigten... Og minderne kan jeg jo tage med.

Det er da ypperlig udsigt midt i København...

Downsizing bliver også godt, og jeg elsker mit gamle Østerbro. Jeg kommer tættere på de kæreste af mine veninder, og måske får vi mulighed for at begynde at spare op. En underlig drøm at have, en ny én for mig i hvert fald, men det er faktisk det, det handler om. At bytte lejligheden herude på Sluseholmen til noget billigere, så der bliver lidt mere plads i økonomien og dermed i hverdagen, også selv om det nok ikke betyder flere kvadratmeter. Men hvem ved hvad downsizing i virkeligheden kommer til at betyde, måske er det i virkeligheden upsizing - af livet...

Tør jeg?

Nej, det turde jeg ikke. Jeg prøvede her i weekenden at spørge to veninder, hvad jeg kan gøre for at blive en bedre ven (læs Hvad vil gøre mig til en bedre ven), men fik det pakket så godt ind, at jeg aldrig fik dem til at svare. Det viste sig at være utrolig udfordrende. Mens jeg sad der og vred mig på stolen, tænkte jeg på, at det måske var noget jeg skulle gøre over mail, men på den anden side havde kommentarerne til mit tidligere indlæg også givet mig lidt ekstra blod på tanden. Det er jo åbenbart noget andre også tumler med. Men jeg kunne ikke.

Mon ikke et nyt forhold til mig selv vil sprede sig som ringe i vandet?

Den ene af mine veninder forslog at jeg spurgte mig selv i stedet. Jeg svarede at det havde jeg gjort og listen over ting jeg gerne vil ændre ved mig selv i social kontekst var lang. Hun rystede på hoveder og sagde, prøv at spørg med kærlighed i stedet for kritik. Det har jeg så prøvet i denne weekend og selv om svaret stadig gør ondt, så kan jeg mærke det ikke er kritik, svaret kommer virkelig af kærlighed. Det er en stor opgave, og jeg ved ikke hvor meget det vil betyde for mine sociale relationer, men det vil betyde meget for mig. Jeg har nemlig fundet ud af i denne weekend, at jeg ikke skal ændre mig i forhold til mine venner, men ændre mit forhold til mig selv. Og så kan det nok alligevel ikke undgås at komme andre til gode.