Må man ikke tro på det gode?

Jeg må lige tilbage til det der med skuffelse.

Har nu et par steder meldt ud, at jeg ikke er klar til at blive gravid før til næste år. Men så er det at folk reagerer, når jeg så siger, at så bliver det til næste år. Når jeg tillader mig at tale overbevist om, at jeg så bliver gravid, når jeg belsutter mig for det.

Jeg ved naturen har sin egen gang og at man aldrig kan være sikker. Det har jeg så absolut ikke lyst til at jinxe og alle mine tanker går til dem, som der jo desværre er flere og flere af, for hvem det ikke er så nemt. Men det gik jo mege godt sidst og jeg er sund og i god form.

Alligevel er det svar jeg får hele vejen rundt, at nu er det jo ikke sikkert, at det går lige så godt og at jeg ikke bare sådan kan planlægge. Og det ved jeg jo godt.

Men på den anden side, skal jeg så ikke tro på det gode. På at det kan lade sig gøre, eller skal jeg tage bekymringerne og skuffelsen på forhånd?

Jeg må i hvert fald konstarere, at jeg ikke er den eneste, som tager forskud på skuffelsen, det er vist lidt af en folkesygdom - eller er det mig som er naiv, urealistisk og måske en smule overlegen, når jeg tror at naturen kan planlægges?