Rendyrket skuffelse?

Åh, hvor jeg kender skuffelsen.

Og som jeg skrev i går, var jeg vidne til rendyrket skuffelse, da Noah åbnede nissens gave.

Og det skar i hjertet på os begge, fordi vi genkender skuffelsen. Samtidig var det så befriende at se den i sin reneste form, uden indpakning og uden indre dialog: "Øv, det var ikke hvad jeg havde forventet".

Kender vi den ikke alle? De fleste gør. Men de færreste af os kan tillade den i sin reneste form. Den pakkes væk. Bortforklares. Nedtones. Afvises.

Jeg kender skuffelsen alt for godt. Eller i hvert fald frygten for skuffelse. Jeg har været bange for den, det meste af mit liv. Men i går blev jeg mindet om, at rendyrket skuffelse jo bare er, præcis lige som alle andre følelser.

Gør teori til praksis: frygten for skuffelsen er ofte værre end selve skuffelsen. Vi kan ikke tackle ting på forhånd. Du har endnu ikke oplevet noget du ikke tacklede, for du er her jo stadig, måske lidt klogere. Og måske en smerte "rigere". Men du er her. Endnu. Derfor er "vent og se" en overraskende god strategi.

Sammensurium af de ikke så sjove?

Det har været én af de morgener. For lidt søvn for alle parter. Et barn som bad om en lur kl. 8.10 og jeg tænkte 10 minutter, så er han på farten igen - men barnet ville vitterligt ikke op og sad efterfølgende en halv time helt stille, uden at hverken han eller jeg sagde noget.

Inden da var han vågnet alt for tidligt, og jeg havde glemt at lægge en pakke i sokken, og det ente med en hysteri-tur i stedet for en afledningsmanøvre, for at nissen kunne udføre sin opgave. Og da han spurtede ind til sokken og farvestrålende satte sig mellem os og åbnede den, blev vi vidne til rendyrket skuffelse. Noah brød simpelthen sammen i ægte gråd over gaven. Det er ikke sket før. Men i dag, kunne han ikke se glæden ved plastikgrøntsager, han synes julemanden skulle være kommet med Thomas Tog. Det var altså skuffelse så ren, som kun børn kan vise den.

Og trumfen blev selvfølgelig en aflevering, jeg helst ikke vil tænke på, fordi det gjorde ondt, fordi jeg selv var træt og så udemærket fornemmede, hvad han havde brug for. Nemlig det samme som jeg. Ren afslapning og hygge. I stedet fik vi en ordentlig sammensurium af de ikke så sjove følelser, lige oven i hinanden.

Gør teori til praksis: Det er lige præcis i situationer som denne, at jeg må minde mig selv om, at følelser kun vare 15 minutter (max!), hvis jeg ikke begynder at fortælle historier om dem. For så kører toget. I stedet har jeg nu skrevet dem ned, og det letter.

Kan du være med det ubehagelige?

Så blev det tirsdag igen og dermed mindfulness. I mit forløb nåede vi i går til de ubehagelige følelser. Opgaven hele ugen har været at opleve, hvad der skete i ubehagelige situationer. Men jeg havde ikke lavet lektier (det synes den "pæne" pige ikke om), for jeg opdagede ikke de situationer, før det var for "sent". Simpelthen fordi jeg flygtede. Ikke ville mærke dem. Sneg mig udenom.

Men der er som oftest en regning, som skal betales. Og jeg skal love for, jeg betalte med renters rente i går. Under meditationen. Ikke en kort én af slagsen, men hele 30 minutter. Der var uro, muskler der brændte, dom, frustration, irritation. Det hele. Men jeg sad med det. Og 30 minutter er lang tid skulle jeg hilse at sige. Og det var en sejr.

Mest fordi, når jeg sidder med det ubehagelige, så vokser det ikke. Der er ikke noget drama. Det er der bare og jeg oplever, at jeg har styrke til at være med det. Tænk engang, hvis jeg kunne integrere det i min hverdag... Jeg øver mig.

P.S. Hvis du er blevet lidt nysgerrig af at læse mine beretninger, så starter Jeanette et nyt hold til februar, og det kommer med mine varmeste anbefalinger. Det er enkelt, tilgængeligt, effektfuldt og ja, ret så krævende. Der er masser af momentum, masser du skal lave på egen hånd og netop derfor, så meget værdi at hente.

Med læring kommer lettelse?

Sikke en morgen, sikke en lettelse. Jeg begejstres og føler mig let som en fjer. Vreden er drevet over. Løbeturen trådte igen ind som den frelsende engel. Det var stille. Det var så klart pga. kulden. Det var én af de mirakuløse morgener. Og med den lettede den lille djævel på skulderen, som har invaderet mit system.

Jeg ville ønske, jeg vidste præcis hvorfor og hvordan. Så jeg kunne lave en opskrift. Men forklaringen må være tid, tilfældigheder og tillid.

Jeg var i vreden og forsøgte at finde meningen. Hvorfor disse udfordringer? Hvad skal jeg lære? Jeg viste tillid og tålmodighed samtidig med at jeg lyttede indad. Jeg bare var og blev hjulpet ved at processe her på bloggen og lytte til jer kloge mennesker derude. Modtog desuden mails fra bekymrede læsere og smukke mennesker i mit netværk. Meget rørende. Tak. Af hjertet.

En anden del af den stadig hemmelige opskrift var tilfældighederne. Den smukke morgen. Roen, fordi Noah blev passet. Og dagen i går, som bl.a. bød på egne workshops og Julia Lahmes Brand Building Seminar. Fordi det selvfølgelig også handler om min professionelle fremtid. Mere om det i morgen.

Nu nyder jeg bare lettelsen, lader hjertet flyve op, op, op sammen med de taknemmelige tanker til livet, til jer, til læring (bær over med den højtragende retorik, den letter også i dag)...

I vreden et klarsyn?

Se, den her vrede er der stadig. Jeg er blevet bedre til at være i den. Og ved jo godt, at går jeg direkte i gennem en følelse i stedet for at forsøge at snige mig udenom, så kan smerten "kun" vare i 15 minutter. Ad gangen. Altså. Men det er nogle virkelig lede minutter.

Alligevel kræver det overtalelse. Og én af de gode argumenter for mig er, at jeg ofte oplever et overraskende klarsyn i vreden. At denne energi, som min vrede er, får mig til at skubbe al ubetydeligt til side for at se direkte ind til kernen, til kernen i problemstillingen, til kernen i følelsen og dermed også til kernen i en kommende handling. I den vrede er der bare ikke plads til for og imod, frem og tilbage og al den slags fnidder, som jeg kan have tendens til at fylde mit hoved med.

Apropos, så har jeg nu haft hovedpine i en hel uge. Kan jeg virkelig få det af at tænke? Og hvordan holder jeg så op? Gode råd, tips og tricks modtages. For så klarsynet er vreden ikke, endnu...

En krammer i tågen?

I morges fik jeg overtalt mig selv til en løbetur. Det var ikke nemt, men jeg ved, at det er virkelig godt for mig. Jovel, selvfølgelig fysisk, men for mig er det bedre end lykkepiller, rent mentalt.

Og i morges var det ikke nemmere at overtale mig selv, fordi tågen var så tyk, at jeg ikke kunne se træerne udenfor vinduet. Men som så ofte før, da jeg var kommet af sted, var jeg taknemmelig for det. Og her til morgen mere end andre gange.

Tågen var så tæt og så omsluttende, at jeg følte mig krammet hele vejen. Også stilheden sluttede tæt, jeg skulle ikke forholde mig til andet end mit eget åndedræt og rytmen af fødder mod gruset.

Det var lige sådan et kram, jeg havde brug for. Og det gjorde det en lille smule nemmere at kramme mig selv resten af dagen.

Vred matriark?

Jeg er så vred, at jeg næsten ikke kan være i min krop. Det bobler og koger over, og det er balancerende på en knivsæg, at jeg ikke løber over med tårer, fordi de indtil for ganske få år siden, var den eneste måde jeg kunne være vred på.

I stedet går jeg nu rundt og tåler absolut ingen bulshit. Du skal ikke løbe om hjørner med mig i dag - eller de næste dage - vil være mit bud. Så er du advaret.

Jeg er vred, fordi jeg forhindres i at sørge for min famile. Don't mess med matriarken! Men jeg er også vred over, at min stolthed kommer på tværs og mudrer billedet. Flov over ikke at lykkes med det her. Og så er vred over, at nogle har viftet mig under næsen med en drømmevision, for så at gemme den væk igen, når jeg havde overgivet mig, fået alle idéerne, set det hele for mig, gjort mig alle forestillingerne.

Så vred at jeg burde løbe flere turde dagligt, kaste med sten, råbe i puder - eller måske bare være lige midt i det med hud og hår - og smerte...

P.S. Ved godt jeg ikke er særlig specifik. Det er et bevidst valg. Du må få detaljerne senere...

Kan du være med det, der er?

Indenfor mindfulness er den vigtigste lære at "være med det, der er". Det har jeg tænkt meget over siden i går. For det er absolut ikke nemt at være med vreden, tristheden og alle de andre følelser, som også er en del af registret.

Men jeg prøver virkelig, for når jeg ikke længere er følelsen, men kan observere den sådan lidt udefra og acceptere at den er der, så æder den mig ikke, så omslutter den mig ikke i sit kvælende tag. Og det er netop denne identifikation, som mindfulness giver dig værktøjer til at bryde.

Jeg er langt fra ekspert, men tiltrukket af denne ret "no bulshit" tilgang til livet og hverdagen. Her er ingen hokus pokus, men "blot" nærvær og accept. Mindfulness-forløb er også ofte af længere varighed end blot én kursusdag. For mig er det med til at højne troværdigheden - og skabe momentum selvfølgelig.

Vil du vide mere, og måske ligefrem deltage i et mindfulness-forløb kan jeg varmt anbefale Jeanette Oxlund og hendes 8 ugers hold, som starter d. 12. oktober på Vesterbro i København.

P.S.  Bor du på Fyn kan jeg anbefale dig Christina Flygers mindfulness-forløb. Og sidder du i Jylland og kender til en dygtig mindfulness-instruktør der, så skynd dig at skrive det i kommentar-feltet.

Er det mon mandag?

Det er som om de mørke skyer ikke fortager sig i dag. Det trykker på mine tindinger. Hovedet dunker, og der er i den grad genbrug af tanker. Den slags som ikke en gang fortjener at blive tænkt én gang.

Har slået skår i en relation, som jeg virkelig var glad for - pga. en misforståelse. Og virkelighedens realiteter ændrer sig alt for hurtigt til at mit vanedyr, min kontrol-abe og min tryghedsnarkoman kan følge med. Ej at forglemme præstationspigens ulidelige utålmodighed.

Mon ikke jeg bare skal konstatere, at det er mandag, og at jeg må sætte den ene fod foran den anden, drikke en masse vand, sige undskyld, hente et lille menneske tidligt og dermed forsøge at acceptere (endnu en gang), at sådanne dage findes...

Behøver jeg at lyve?

Nej, det gør jeg virkelig ikke. I hvert fald ikke, når jeg anbefaler denne bog. "Sandheder fra en løgner - krakelerede glansbilleder fra et voksenliv" af Julia Lahme. Og du ved jo sikkert godt, at jeg kender Julia. Men hvis du tror, at jeg skamroser hendes bog af den grund, så tager du fejl. Det er der uendelig mange andre grunde til. Ingen løgn (heller ikke en hvid af slagsen) er nødvendig.

For det første er jeg så dårlig til at lyve. Det blinker i rødt og neon ud af alle porerne i huden, når jeg gør det. Min troværdighed sætter jeg meget højt. Så det jeg skriver om bogen er sandt. Altså min sandhed.

(Omvendt genkender jeg bare så uendelig mange af de "omsorgsløgne", som Julia beskriver, så jeg lyver alligevel. Det er jo bare en anden slags løgne. Og det er jo så også en løgn. Se, det er præcis det edderkoppespind Julia forsøger at trevle op, og lykkes med!)

For det andet så har den bog alt. Jeg har kluk-leet af hendes skønne portrættering af kvindeliv og alle dets krav. Jeg har tudet på side 191. Tudet fordi jeg ikke har kunne hjælpe Julia. Og fordi jeg genkender den situation, hun beskriver. Og fordi jeg ved, der er mange andre kvinder, som også genkender.

For det tredje fordi bogen byder på en leg med ord, en genialitet og en tone, som man kun kan misunde. Fordi det er Julias helt egen. Og når noget har et særkende, så bliver det automatisk en lille smule bedre. Meget bedre, hvis sandheden skal frem. Når vi tør skille os ud (note to self).

For det fjerde er dette en blog om selvudvikling, og "Sandheder fra en løgner" er den bedste selvudviklingsbog jeg har læst meget længe - måske fordi den også giver netop den branche det fur, som de (okay, det er lyv: vi) virkelig trænger til.

Amar' og halshug, det er sandt. Og det er ikke bare min sandhed, det bliver også din. Men først var det Julias. En personlig, sårbar men også stærk sandhed. Og den er jeg meget taknemmelig for, at hun deler.