Født under en heldig stjerne?

Hvis man vidste lidt om astrologi - det gør jeg ikke - så er jeg sikker på, at man må konstatere, at jeg bor under en heldig stjerne i øjeblikket. Hold da op. Der sker ting og sager over hele linjen, og jeg har ikke en gang fortalt det hele...

Og for at toppe det hele af, så fik jeg i dag en gave af én som virkelig er meget generøs. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

Har holdt foredrag I odense om forandringer i praksis, huller i vejen og momentum på Network010 i dag. Det gik over al forventning. Og jeg elsker at køre i bil til og fra. Lytte til podcast og P1. Men i dag lyttede jeg til musik uden tekst. For jeg er så mættet med indtryk, input, tanker og planer. Og mine tanker blev ved med at vende tilbage til dette billede og blogindlæg.

Et blogindlæg, som bare helt uden at jeg vidste det, har gjort indtryk. For AB har ret. Vi er sgu' heldige. Og taknemmelige. Det bliver man helt skrøbelig af. Og forhåbentlig generøs. Og så siger billeder nogle gange mere end ord. Så nu har jeg lånt det af AB, for lige at lade det stå et øjeblik mere.

Kan du sælge?

I øjeblikket knokler de fleste selvstændige for at sælge efteråret ind - de fleste skulle sikkert have sikret denne sæsons indtægt allerede nu, men tiderne er anderledes. Derfor skal du kunne sælge som selvstændig i denne tid. Og du skal kunne blive ved.

For der er altid bakketoppe og bakkedale i salg. Det ene øjeblik sælger du, det næste dør dit momentum ud. Derfor skal du have flere strenge at spille på. Nyhedsbrev kan virke, bloggen lige så, omtale af og hos andre ja, og selvfølgelig PR i magasiner, aviser, TV og radio.

Men når jeg synes, at intet af det virker, så tager jeg kontrol ved at tage telefonen. Her er det mig, som bestemmer. Også hvornår jeg stopper.  De færreste selvstændige bryder sig om den form, om mødebooking og telefonsalget. Jeg ved godt, hvad det er for en følelse, de ikke bryder sig om. Den direkte (anmasende, ikke?). Men det er jo netop det. Ingen svinkeærinder. Ingen andre at være afhængig af.

Og som selvstændig kan det være nødvendigt at kunne sælge på den mest direkte måde. Selv om der findes så mange andre. Det er én af de ting, jeg har måtte lære mig selv. Og derfor lærer fra mig. I mentorgruppen, du ved. Sammen med en super kompetent salgscoach. Er du god til at sælge? Hvis ikke, så ring - til mig (i første omgang).

Større end blå?

Lidt af en off-dag. Er bare lidt blå. Og lunten er millimeter kort. Er træt i hovedet. Tårerne står på spring. Og "craver" nu alskens chokolade, slik, sodavand, kaffe - ja, bare sæt noget foran mig, som jeg kan fortære. Hvem sagde spise på sine følelser?

Har så svært ved at tillade sådanne dage. Spørgsmålet "hvorfor" kværner i mit hoved. Hvorfor er jeg blå og grå? Hvad mon det skyldes? Er jo faktisk grundlykkelig disse dage, som jeg har skrevet om tidligere. Så hvad er det, der sker? Er det bare bedrag, den der lykke? Kan jeg ikke stole på det, jeg føler?

Hvorfor er det, at jeg ikke bare giver plads til den slags dage, i stedet for at stille spørgsmålstegn ved det hele eller i hvert fald ting, som er noget større end en blågrå dag?

Var det overhovedet savn?

Så kom han hjem. Men forløsningen udeblev. Det gjorde refleksionen dog ikke. Måske var det ikke savn alligevel?

Selvfølgelig var det dejligt at se ham. Dejligt at have ham hjemme igen. Jeg kunne mærke roen brede sig. Men det var ikke hele historien, gik det op mig.

Måske var det "bare" følelser, helt almindeligt følelsesliv og masser af det. Fordi følelserne tænkte, at nu var der plads til dem. Nu var det deres tur til lidt opmærksomhed, nu hvor al opmærksomhed ikke gik til Noah. Men nej, jeg mærkede ikke efter. Opdagede ikke, at følelserne var mine egne, handlede om mig selv, og ikke om et savn til et andet menneske.  En fornemmelse så usikker, og uvant, da mine følelser så pludselig fik ro og plads, at jeg slet ikke opdagede hvad det i virkeligheden handlede om. Måske var det et savn efter mig selv?

Konklusionen er nok, at det var lidt af hvert. Men tankevækkende, at et barn kan aflede ens opmærksomhed så meget, at alle følelser derefter kun kobles op på netop den sammenhæng. Det er i hvert fald ikke sundt - for mig!

Er det mon en (u)sund symbiose?

Savn har fået helt nye proportioner. Altså, kan I huske dengang man var helt nyforelsket og savnede så snart han gik ud af døren? Jeg savner stadig memø, bare på en anden måde. Nu savner jeg ham ved min side, når jeg oplever noget særligt. Jeg savner ham, når han ikke ligger ved siden af mig, når jeg skal sove. Jeg savner ham på den der smukke hverdagsmåde. Fordi vi hører sammen.

Nu er det så gået op for mig, at jeg også hører sammen med Noah. I denne weekend på en næsten smertefuld måde. Jeg har grædt af savn. Og den eneste grund til, at jeg ikke har hentet ham, er fordi jeg ved han har haft en fest hos sin farmor og farfar.

Før har jeg egentlig syntes det var "sundt" ikke at savne "mere" end jeg gjorde. Det var sundt for mig, at jeg ikke var gået i symbiose med mit barn. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare, hvorfor denne weekends savn har været anderledes. Har stukket så dybt og resulteret i rastløshed, tristhed, tomhed.

Er det mon symbiosen, og er det godt eller skidt? Sig mig, hvordan savner du dit barn?

Kærlighedens vokseværk?

I dag er min søn 2 år, 2 måneder og 22 dage gammel og det føles som om min kærlighed til ham stadig vokser, i øjeblikket føles det næsten som vokseværk, som om mit hjerte skal sprænges. Jeg kan ikke forstå, at det kan rumme al den kærlighed.

Jeg elskede min søn hæjt fra den dag jeg havde ham i armene første gang. Og synes det var kæmpe store følelser. Måske har nogen fortalt mig det ville vokse, men jeg har ikke forstået det, ikke fattet dimensionerne af det.

Det gør jeg stadig ikke. Noah bliver passet i denne weekend, og for første gang - siden han blev født - har jeg svært ved at nyde det, fordi jeg savner ham sådan. Og han har talt om sine bedsteforældre de sidste 14 dage, så jeg ved, at han elsker det.

Tilbage sidder en mor, med et hjerte som vokser ud over alle bredder, det er så smukt at opleve al den kærlighed et hjerte kan rumme, men det er sørme også skrøbeligt må jeg tilføje. Men det tager jeg med, for den slags vokseværk tror jeg kun jeg bliver et bedre menneske af, mere kærlighed og mere sårbarhed. Mon ikke det er en god opskrift?

Barn igen?

Jeg har en reserve-mor, ja faktisk flere. Fordi jeg er den førstefødte i mine forældres vennekreds og til dato stadig den eneste pige. Det har resulteret i en omfattende beskyttertrang.

Én af mine reservemødre har jeg noget ganske særligt til fælles med. Nemlig bamser, og særligt dem på billedet herunder. I dag minder bamserne mig om blødhed og barndom. Og om et knus i netop denne reservemors arme. De knus var og er noget ganske særligt.

I dag modtog jeg en lille pakke fra netop hende. Med thé. Fordi hun havde været ude og forsyne sig og så pludselig var kommet i tanke om, at det også var én af mine yndlingsthéer.

Jeg bliver så rørt, og føler mig et øjeblik som barn igen. Og det er altså slet ikke så tosset en følelse endda, at nogen passer på mig og tænker på mig. Og så endda min helt egen bamse-mor.

P.S. Lige før 1. december, hvert år, modtager jeg - eller rettere Noah (for nu er jeg åbenbart blevet voksen) - en skrabejulekalender. Sådan én sender hun til alle børnene i vennekredsen. Det er da rørende - og inspirerende med alle de "jeg tænker op dig"-pakker...

Kun i arbejdstiden?

Sådan. Så kan jeg kende mig selv igen - eller måske snarere acceptere mig selv igen. Er endelig kommet i gang med arbejdet efter 3 dage rundt om grøden og mig selv. Jeg har været sur og tvær - lige indtil jeg hentede Noah. Så var det jo hverdag med min familie, og så var alt godt igen, ja nærmest dobbelt godt.

Så til dig, som måske stadig har ferie eller også har svært ved at komme i gang efter ferien, giv det - og mest af alt dig selv - lidt tid. Jeg har været lidt hård ved mig selv de sidste dage - i arbejdstimerne - været frustreret og ja lidt vred på verden, altså indtil kl. 16. Så forsvandt det som dug for solen.

Det har jeg været taknemmelig for - at mine prioriteter er som de er, og at jeg derfor ikke har ladet arbejdet - eller manglende indsats i hvert fald - spilde over i resten af hverdagen. Så mangler jeg bare at være tålmodig med mig selv, når det gælder egne præstationer. Mon ikke det kommer en dag?

Hvad kan være bedre end ferie?

3 uger går hurtigt! Kan slet ikke forstå, at vi igen i dag skal på arbejde og aflevere Noah. Vi har haft en skøn ferie i det nordfranske, og det på trods af at vi rejste væk fra det gode vejr og kom hjem til det dårlige.

Det var skønt at se mine forældre igen, se dem sammen med Noah og være en del af den hverdag, som nu er deres. Det gav ro.

Men jeg hæfter mig særligt ved en anden følelse, som landede hos mig i Atlanterhavet, og som på skønneste vis er blevet hos mig: Jeg har det s**' godt! Jeg er glad, tilfreds, tryg, udfordret, elsket. Lykkelig. Store ord her efter ferien, men da roen sænkede sig, og der blev tid til refleksion på de lange sejlture, hvor horisonten synes uendelig, sneg følelsen sig ind på mig med en sådan kraft og insisteren, at den er blevet hos mig.

Og så gør det pludselig ingenting, at 3 ugers ferie flyver forbi. For vi er tilbage i vores rutiner, til den stille trummerum, lejligheden, naboerne, tilbage i en lykkelig hverdag. Det er bedre end ferie...

Indløsning af et styks savn?

Hjemme i tryg favn. Tillod mig at nyde det helt ud i tåspidserne (derfor missede jeg blog-indlæg i går), for åh, hvor havde jeg savnet. Først 100% fokus på et styks lille menneske, som nok var glad for at se sin mor men også stadig godt i gang med sit eget. Lige indtil han skulle i seng og vi krammede ekstra længe. Måtte også lige ind og se til det sovende barn en ekstra gang, er der noget som lige præcis den oplevelse, der kan få et forældre-hjerte til at flyde over?

Derefter sen middag på altanen, tilberedt af kæresten og med rødvin til. Ude godt, men hjemme helt klart bedst og det blev i en grad, jeg sjældent har oplevet det før, understreget i går. Savnet er indløst og erstattet af nærvær, kærlighed, taknemmelighed og ja, hverdag.