Indløsning af et styks savn?

Hjemme i tryg favn. Tillod mig at nyde det helt ud i tåspidserne (derfor missede jeg blog-indlæg i går), for åh, hvor havde jeg savnet. Først 100% fokus på et styks lille menneske, som nok var glad for at se sin mor men også stadig godt i gang med sit eget. Lige indtil han skulle i seng og vi krammede ekstra længe. Måtte også lige ind og se til det sovende barn en ekstra gang, er der noget som lige præcis den oplevelse, der kan få et forældre-hjerte til at flyde over?

Derefter sen middag på altanen, tilberedt af kæresten og med rødvin til. Ude godt, men hjemme helt klart bedst og det blev i en grad, jeg sjældent har oplevet det før, understreget i går. Savnet er indløst og erstattet af nærvær, kærlighed, taknemmelighed og ja, hverdag.

Hudløse tømmermænd?

Jeg er bare ikke god til tømmermænd. Det er derfor jeg prøver at undgå dem, men det lykkedes ikke i dag. Det er ikke så meget kvalmen og hovedpinen. Heller ikke selv om det her på Malta er national helligdag, så det ikke er til at opstøve en panodil.

Der er også de moralske tømmermænd, som jeg i den grad plejer at blive hjemsøgt af. Og nogle gange med rette, men de fleste gange helt ubegrundet. Dem kom jeg dog hurtigt af med, da den indre rappenskralde, frk. Korrekt og hr. Bedrevidende ikke kunne finde noget at sætte en finger på.

Nej, denne gang er det den følelsesintensitet, som kommer med tømmermændene. Når jeg har tømmermænd, er det som om jeg får skrællet et lag hud af, så jeg kan mærke alting endnu stærkere.

Selv om jeg elsker at være alene og sagtens kan dele smukke oplevelser med mig selv, så savnede jeg virkelig min lille familie til brylluppet i går. Og det savn er 10-doblet i dag.

Har netop talt med Noah, og han snakkede som jeg aldrig har oplevet det før i en telefon (uden at jeg dog forstod så forfærdelig meget af det), og jeg kan næsten ikke være i min krop for følelser. Ligesom tidligere da jeg talte med kæresten og han fortalte at Noah havde været i cirkus og det havde været så højt, at han havde siddet med lukkede øjne og tårerne trillende ned af kinderne. Så trillede morens tårer også. Og det har de gjort flere gange i dag, over den krimi jeg læste, over et billede jeg så, over en mail og over kommentarer til dette indlæg.

Havde helt klart glemt at kalkulere med de tømmermænd. Vi bliver bare aldrig gode venner, men i dag er vi vist tvunget til at udholde hinandens selskab. Så det prøver jeg…

PS. Bryllupsbilleder får I, når jeg er hjemme på en mere stabil netforbindelse.

En pose blandede følelser?

Sidder med udsigt over Middelhavet på 9. sal, og føler mig som verdens heldigste, samtidig med at jeg ærgrer mig over, at jeg kun skal være her i 3 dage. En sidste følelse, som blander sig, er uroen over at opleve det hele alene.

Det er mange følelser på én gang, men sådan det, når jeg oplever nyt. Jeg kender efterhånden mig selv, jeg overvældes ofte, når jeg begejstres og midt i det, får jeg brug for at strukturere og planlægge (hvad skal jeg i eftermiddag, hvad med i aften, hvordan får jeg mest ud af min tid). Kontrollen sætter ind, men jeg prøver at afstå.

Så nu sidder jeg her på toppen af Malta og skriver,  burde bade i poolen ved siden af mig, tage sol så de hvide stænger bliver bare lidt kulørte, gå ned og se det værelse jeg har fået, booke tid i spa’en, finde en butik og købe en bryllupsgave og skrive gæsteindlæg til ”En Fugl i Hånden", hvor jeg har fået æren af at blogge i morgen. Men nu sidder jeg lige her. Og nyder det. For ligegyldig hvor i verden du tager mig hen, så er bloggen et fast holdepunkt og et sted, hvor jeg kan holde fast i mig selv.

PS. Følelsen af uro over at være alene og tillade mig denne oplevelse, og et savn efter at dele den med et af mine mennesker tæt på, er velkendt. Jeg ved, jeg blot skal være i den, anerkende den, skrive mig ud af den, sende tanker (og sms’er) til dem, jeg gerne vil dele med, så kan jeg pludselig rumme den og dele oplevelsen med mig selv.

Denial?

Kender du den følelse, som endnu ikke er defineret som andet end - irriterende. Fordi den nager, har en besked, men du vil ikke lytte.

Sådan en følelse sidder jeg med nu. Ved godt det handler om uindfriede forventinger. Men jeg gider helt ærlig ikke kigge på det. Forsøger - desværre uden held - at bedøve den med fjernsyn og masser af ting, jeg ikke burde spise.

Jeg har undgået computeren hele aftenen. Vil ingenting, bare lukke øjnene. Det er en klassisk følelse og en klassisk reaktion. Denial. Og skriver jeg mere, bliver jeg nødt til at tage stilling, så tænker jeg tanken til ende, og selv om jeg godt ved, det ville være det fine at gøre - i hvert fald på den anden side - så stopper jeg her.

Eskapisme ? Ja. Benægtelse? Helt sikkert. Fortsæt? Ja, bare lidt endnu - må jeg ikke nok? Lyder det bekendt?

Hvad er momentum? (+ værktøjskasse)

Jeg har før omtalt dette begreb, som er én af mine helt store kæpheste. Momentum er motivation, vedholdenhed og fokus over tid.

Momentum er det du oplever, når du har været på en virkelig skøn ferie, et virkelig inspirerende kursus eller til en god fest. Eller de første 14 dage efter du har besluttet dig for at NU skal du smide de 5 kilo. Momentum er også det, du oplever i januar måned, hvor dine nytårsfortsætter stadig er friske. Det er den måde følelsen varer ved på, og så længe du er i den følelse, så handler du, så "virker det" for dig.

Men sådan en følelse skal fodres og plejes, ellers glemmer du alt for hurtigt, hvordan det var at lægge ved poolen i det græske øhav, fordi hverdagens stress og jag tager over. Eller nye gode oplevelser kommer til. Du bliver simpelthen distraheret.

Momentum er derfor alfa og omega, hvis du vil omlægge en vane. Ikke bare det momentum, som naturligt opstår, men at kunne forlænge og bevare det fokus, den motivation og energi over længere tid, fordi det tager min. 3 uger at ændre en fysisk vane og min. 3 måneder at ændre en mental.

Der er mange måder at bevare momentum på. At blive ved med at mødes med de mennesker, som fremkaldte følelsen i én, dagligt at føre dagbog over det, man gerne vil holde fast i eller at strukturere de løfter man havde til sig selv er blot nogle af dem.

Sidstnævnte får du nu mulighed for ved hjælp af det momentum-skema jeg har udviklet, og som jeg netop har uploadet til dig i værktøjskassen ude til venstre. Lad mig endelig høre hvad du synes - og hvordan du bevarer momentum?

Hvorfor bo lige her – eller der?

Hørt ved flyttebil nedenfor vinduet: "Så Lars, nu sker det, nu flytter vi sgu' til København. Så skal vi spise sushi".

Jeg er også glad for sushi, men i sidste ende er det nok ikke derfor jeg bor i København og har urimelig svært ved at finde ud af, hvor vi skal flytte hen, hvis vi skal prøve det der hus-halløj. Hvor tager man nemlig hen og får det hele + den have og lidt mere plads, som vi mangler nu?

Jeg bor ikke i København pga. helt specifikke ting og oplevelser, jeg bor her pga. en følelse. En følelse af at være tæt på, være der hvor det sker, have alle muligheder åbne. Ikke fordi jeg benytter mig særlig meget af dem. Men fordi jeg ved jeg kan, hvis jeg skulle få lyst.

Omvendt tror jeg på, at livet får nemmere ved at vise sig fra sin bedste side, med lidt kant, så man kan mærke det, hvis man vælger noget til - og dermed også noget fra. Det er jo så den proces, jeg må i gang med. Finde ud af, hvad der er vigtigt og vigtigst, og hvad der derfor må nedprioriteres. Det må være noget med at brainstorme på post-its, som kan flyttes rundt, et glas rødvin og måske en kæreste, som også skal tages med på råd.

Hvorfor bor du, hvor du bor - og hvis du bor i København,hvad er så din grund - ud over sushi (og pizza, som min svigerinde spiser HVER gang hun er på besøg fra det sydfynske, hvor den italienske spise ikke er til at opdrive i nogenlund kvalitet)?

Ringe, ringere, ringest service?

Vi har købt en Nespresso-maksine. Fantastisk kaffe, fantastisk investering. Så længe du altså kommer ind i deres butik, hvor du tiltales De (det behøvede de ikke for min skyld) og hvor de gør en hel masse krumspring for at give dig en særlig og eksklusiv oplevelse.

Hvis du vil bevare denne opfattelse, er det dog vigtigt, at du ALDRIG ringer til Nespresso eller kaster dig ud i at bestille noget over nettet.

Fordi man får tilsendt et forkert antal kapsler, fordi man ikke bliver infomeret om, at nogle af dem er udsolgt, endsige informeret om, at noget som helst er afsendt eller udsolgt. Det kan man selv regne ud åbenbart, når man modtager pakken. Dog er det sværere at regne ud, om det er med vilje, når de alligevel ønsker, at man skal betale for dem. Sjældent har jeg fået så dårlig service, hvis de da overhovedet tager telefonen. Og når de gør, undskylder de og retter fejlen - tror man - hvorefter man stadig  får en regning på et helt forkert beløb.

Fred være med dårlig service, den findes mange steder. Det der virkelig, virkelig får mig på barrikaderne er, når man selv har skruet forventningerne i luften ved et fancy koncept (så man kan tage flere penge for sine varer), og man så på ingen måder lever op til de forventinger. Hvis jeg vil blive ved med at drikke den dejlige kaffe, som det trods alt er, så skal jeg så leve med den ringe service, som jo nu er endnu ringere, end hvis det bare var ringe, på grund af de forventninger de selv har skabt.

Virkelig dumt af Nespresso, synes jeg. Altså.

PS. Hvis du er i tvivl, så er jeg stadig vred...

Vred på den fede måde?

Jeg er ikke sur mere. Jeg er heller ikke ked af det mere. Men det var jeg i morges da jeg vågnede. Opdagede skiftet i følelser ved, at kæberne ikke længere var sammenbidte men kinden våd af tårer. Det er ikke sjovt at vågne op sådan.

Nu et par timer senere ved jeg også hvorfor. Det handler om forventinger. Forventinger som ikke blev indfriet. En lille besked som ikke blev videregivet, som jeg havde forventet. Udadtil synes jeg også den var lille, men indeni var det (åbenbart)  af stor betydning. For det var ikke kun en besked, det var et ja eller et nej, som ville få stor betydning. Og en afklaring jeg har ventet på, så jeg kunne melde ud, handle på en hel masse og melde tilbage. For et handlingsorienteret menneske som mig, er sådanne manglende svar en frustrerende spændetrøje.

Og så kommer det også til at handle om nogle andre helt centrale begereber og værdier for mig: respekt, loyalitet og det at overholde en aftale. Og det som gør mig vred er, at jeg - overfor helt andre - skal gå på kompromis med netop de principper, fordi andre ikke overholder deres aftale.

Utroligt hvor skønt og frisættende vrede kan føles, når man ved hvad den handler om. Der er klarhed, og det betyder mulighed for at handle. Mor er ikke sur, skuffet og ked mere, mor er vred - på den fede måde.

Hvordan slipper jeg kæben og retter rynkerne ud?

Er vred, sur og frustreret. Ikke på nogen eller noget specielt. Har nu ventet et par timer på at følelsen skulle passere. Men det er vist lidt for nemt og passivt. Forsøger nemlig ikke at finde ud af hvorfor. Er bare sur. Og fortæller sikkert en historie om de følelser, som jeg ikke orker at lytte til.

Eller måske er jeg bare træt (efter "sommerfest" i vuggestuen. Må bare tage hatten af for de pædagoger, som tackler de børn og det støjniveau hver dag. Tak).

Forsøger nu en anden flugt. Jeg kravler under dynen. Usædvanlig tidligt. Men sidder jo her og får helt ondt i kæberne og panderynkerne af at være sur. Det er da tosset. Så bliver der jo først noget at være vred over. Så - over and out, god nat og i morgen er en ny dag.

I kreativitetens vide favn?

Wow, sikke en dag og aften. Startede endnu en mentorgruppe op i dag og det er et hold seje kvinder, som vil frem i verden. Og så er de forskellige og vil hinanden en masse godt. Det er en god cocktail, som jeg forventer mig meget af.

Og så havde jeg inviteret læserne af mit nyhedsbrev til en aften i kreativitetens navn. Og det blev særdeles forrygende. Det var så givende at møde personificeret kreativitet, som den ser ud i hverdagen og virkeligheden.

Der var eksempelvis keramikeren, som efter at have sluppet keramikken som hobby, opdagede et hul indeni og derfor måtte slippe sit fuldtidsjob i stedet og leve af sine kreative evner som keramiker. Så var der beklædningsdesigner Cecilie Mossing, som jeg sikkert kommer til at skrive mere om. Hun havde nogle meget værdifulde input om, hvor vidt den indre kritiker fik lidt for meget opmærksomhed i vores samfund (det tror jeg hun har helt ret i - det er et blogindlæg for sig). Og så var der den selvbestaltede designer, som havde irriteret sig over en hverdagsting, redesignet den og netop skrevet kontrakt med Stelton. Og så var der selvfølgelig en masse andre skønne mennesker, som bloggger, digter, skriver, maler, videoblogger, udvikler workshops og på alle mulige og umulige måder er idérige og kreative.

Det var så inspirerende at møde dem alle, og endnu en gang bliver jeg så uendelig taknemmelig for, at min skabertrang udfordrede mig til at skrive e-bogen om selv samme emne (som du stadig kan modtage, hvis du tilmelder dig nyhedsbrevet herude til højre. På den måde får du også invitation til næste gang jeg afholder et lignende arrangement). Jeg kan bare mærke, hvor meget godt al den kreativitet og skabertrang fører med sig.