Er familie ikke det vigtigste?

Er det at have en familie - nogle at dele livet med helt tæt på - ikke en menneskeret?

Det vil jeg mener, det er i hvert fald der jeg henter den mest dyrebare energi og giver mest ubetinget.

Så hvorfor skal det så koste at skabe den? Hvis man fra naturen ikke kan selv, så koster det en formue at adoptere og pr. 1 januar, 2011 og så behandling mod ufrivillig barnløshed.

Julia bringer emnet op i dag, og jeg vil meget gerne være med til at lave bølger i andedammen. Vil du også, så debattér på livet løs, på din blog og i din omgangskreds.

Og selvfølgelig lige her - hvad mener du?

PS. Og hvordan hænger det på samfundsniveau sammen med manglende hænder? De må ikke komme ind udefra, og nu kan vi heller ikke levere dem selv i det omfang, vi måske har lyst til. Det er da et regnestykke der slet ikke går op - mest af alt i forhold til al den kærlighed forældre gerne vil give...

Sejt?

Sej søndag. Med tid til både lidt praktisk, lidt arbejde og masser af hygge.

"Sejt", sagde Noah for første gang i dag. Kan man sige det, når man ikke en gang er 2,5? I øjeblikket er det sejt at se lange tegnefilm. De sejeste er Cars og Nemo. Det er skildpadden, som siger sejt. Og Lynet McQueen som siger "jeg er fart". Det går den lille kopimaskine også rundt og siger.

Det er søndag, en sej af slagsen. Fordi der er tid til at dvæle ved ordene, ved hinanden. Nyde de små ting. Som da Noah insisterede på at komme ind i vores seng i nat. Da han daffede derind på sine små fødder, nåede jeg halvt i søvne at registrere, at det er den skønneste - eller som Noah nok ville sige det, sejeste lyd i verden - kun udkonkurreret af barnelatter. Jep. (Som Noah også siger, ser han mon for mange tegnefilm?)

Kærlighedens vokseværk?

I dag er min søn 2 år, 2 måneder og 22 dage gammel og det føles som om min kærlighed til ham stadig vokser, i øjeblikket føles det næsten som vokseværk, som om mit hjerte skal sprænges. Jeg kan ikke forstå, at det kan rumme al den kærlighed.

Jeg elskede min søn hæjt fra den dag jeg havde ham i armene første gang. Og synes det var kæmpe store følelser. Måske har nogen fortalt mig det ville vokse, men jeg har ikke forstået det, ikke fattet dimensionerne af det.

Det gør jeg stadig ikke. Noah bliver passet i denne weekend, og for første gang - siden han blev født - har jeg svært ved at nyde det, fordi jeg savner ham sådan. Og han har talt om sine bedsteforældre de sidste 14 dage, så jeg ved, at han elsker det.

Tilbage sidder en mor, med et hjerte som vokser ud over alle bredder, det er så smukt at opleve al den kærlighed et hjerte kan rumme, men det er sørme også skrøbeligt må jeg tilføje. Men det tager jeg med, for den slags vokseværk tror jeg kun jeg bliver et bedre menneske af, mere kærlighed og mere sårbarhed. Mon ikke det er en god opskrift?

Kun i arbejdstiden?

Sådan. Så kan jeg kende mig selv igen - eller måske snarere acceptere mig selv igen. Er endelig kommet i gang med arbejdet efter 3 dage rundt om grøden og mig selv. Jeg har været sur og tvær - lige indtil jeg hentede Noah. Så var det jo hverdag med min familie, og så var alt godt igen, ja nærmest dobbelt godt.

Så til dig, som måske stadig har ferie eller også har svært ved at komme i gang efter ferien, giv det - og mest af alt dig selv - lidt tid. Jeg har været lidt hård ved mig selv de sidste dage - i arbejdstimerne - været frustreret og ja lidt vred på verden, altså indtil kl. 16. Så forsvandt det som dug for solen.

Det har jeg været taknemmelig for - at mine prioriteter er som de er, og at jeg derfor ikke har ladet arbejdet - eller manglende indsats i hvert fald - spilde over i resten af hverdagen. Så mangler jeg bare at være tålmodig med mig selv, når det gælder egne præstationer. Mon ikke det kommer en dag?

Sommerinspiration #4: Dit indre sommer-liv…

Så blev det søndag og dermed ferie-tid, derfor får du nu den sidste sommerinspiration herfra.

Vi skal på sejlerferie ud for den nordfranske kyst, hvor mine forældre vugger rundt i deres kæmpe badekar La Bassine. Derfor skal vi i år på sommerferie til et sted, vi aldrig selv havde tænkt på, men som skulle være noget så fantastisk, nemlig kanaløerne Guernsey og Jersey.

Jeg glæder mig som et lille barn til igen at skulle opleve barndommens somre ombord på en båd. Håber blot min bedre halvdel og 2-årige ender med at dele min begejstring: sø-ulke to be.

Det er ikke med min gode vilje, at jeg slipper bloggen. Den daglige refleksion er meget værdifuld for mig, men den helt sikkert ustabile internetforbindelse og et ønske om 100% nærvær (eller noget der ligner, lad mig være realistisk) med min familie har gjort, at jeg har besluttet følgende:

Jeg vil blogge for mig selv, i hånden, i min lille notesbog, hver dag. Ikke til andre end mig selv og måske kun i stikord eller mange sider, alt efter hvad behovet er og skabertrangen siger. Jeg vil med andre ord skrive for mig selv i tre uger, og det glæder jeg mig usigeligt til.

Det handler om at ære min indre proces, lytte indad, se hvad der kommer, når roen sænker sig og hverdagen kommer lidt på afstand. Jeg lover at dele, men indtil da, så skal du måske også beslutte, hvordan du vil ære dit indre sommer-liv?

På gensyn 2. august, jeg savner jer allerede...

Sommerinspiration #3: Oplevelser til alle sanser?

Hvad mon du skal i løbet af sommeren? Rejse, eller er du så begejstret for, hvordan det danske sommervejr arter sig, at du gemmer pengene og rejser, når efteråret melder sig? Måske er det også bare på tide at overraske én af dine kære med en oplevelse, som adskiller sig lidt fra dagligdagen.

Hvad end din grund, så har jeg en anbefaling til dig, som - indrømmet kommer med en storesøster stolthed - involverer sydfynsk natur, uovertrufne madoplevelser og en guide i særklasse.

Min lillebrors firma Real Outdoor tilbyder oplevelser til alle sanser i den sydfynske natur.

Hvad med en gourmetdag i det sydfynske, eller en dag i kajak i det sydfynske øhav? Ej at forglemme hans geniale koncept Kærlighedstur, hvor I sejler ud til en jeres helt egen ø med hjemmelavet madkurv, champagne med hjemmebrygget hyldeblomst, alt sammen forberedt af havkajak-instruktør og kok udlært fra Søllerød Kro. Du kan også komme af sted i havkajak en hel weekend, hvis du drømmer om at overnatte i det fri - på den lidt luksuriøse måde med kok, som tilbereder mad over bål og sørger for, at I finder det bedste sted til overnatningen og får et godt glas vin at sove på.

Det er ikke bare sydfynsk natur fra sin bedste side, ikke bare et havkajak-kursus, ikke bare skøn mad. Det er det hele på én gang, pakket og leveret af ét af de mest entusiastiske og naturelskende mennesker, jeg kender.

Og så må storesøsteren vist hellere sætte punktum, inden det løber af med hende...

Indløsning af et styks savn?

Hjemme i tryg favn. Tillod mig at nyde det helt ud i tåspidserne (derfor missede jeg blog-indlæg i går), for åh, hvor havde jeg savnet. Først 100% fokus på et styks lille menneske, som nok var glad for at se sin mor men også stadig godt i gang med sit eget. Lige indtil han skulle i seng og vi krammede ekstra længe. Måtte også lige ind og se til det sovende barn en ekstra gang, er der noget som lige præcis den oplevelse, der kan få et forældre-hjerte til at flyde over?

Derefter sen middag på altanen, tilberedt af kæresten og med rødvin til. Ude godt, men hjemme helt klart bedst og det blev i en grad, jeg sjældent har oplevet det før, understreget i går. Savnet er indløst og erstattet af nærvær, kærlighed, taknemmelighed og ja, hverdag.

Hudløse tømmermænd?

Jeg er bare ikke god til tømmermænd. Det er derfor jeg prøver at undgå dem, men det lykkedes ikke i dag. Det er ikke så meget kvalmen og hovedpinen. Heller ikke selv om det her på Malta er national helligdag, så det ikke er til at opstøve en panodil.

Der er også de moralske tømmermænd, som jeg i den grad plejer at blive hjemsøgt af. Og nogle gange med rette, men de fleste gange helt ubegrundet. Dem kom jeg dog hurtigt af med, da den indre rappenskralde, frk. Korrekt og hr. Bedrevidende ikke kunne finde noget at sætte en finger på.

Nej, denne gang er det den følelsesintensitet, som kommer med tømmermændene. Når jeg har tømmermænd, er det som om jeg får skrællet et lag hud af, så jeg kan mærke alting endnu stærkere.

Selv om jeg elsker at være alene og sagtens kan dele smukke oplevelser med mig selv, så savnede jeg virkelig min lille familie til brylluppet i går. Og det savn er 10-doblet i dag.

Har netop talt med Noah, og han snakkede som jeg aldrig har oplevet det før i en telefon (uden at jeg dog forstod så forfærdelig meget af det), og jeg kan næsten ikke være i min krop for følelser. Ligesom tidligere da jeg talte med kæresten og han fortalte at Noah havde været i cirkus og det havde været så højt, at han havde siddet med lukkede øjne og tårerne trillende ned af kinderne. Så trillede morens tårer også. Og det har de gjort flere gange i dag, over den krimi jeg læste, over et billede jeg så, over en mail og over kommentarer til dette indlæg.

Havde helt klart glemt at kalkulere med de tømmermænd. Vi bliver bare aldrig gode venner, men i dag er vi vist tvunget til at udholde hinandens selskab. Så det prøver jeg…

PS. Bryllupsbilleder får I, når jeg er hjemme på en mere stabil netforbindelse.

Ansigt til ansigt med barndommen?

Som jeg skrev i går: Alene-tid, here I come very soon. Det er på ingen måde problemet. Det er til gengæld tanken om at stå ansigt til ansigt med hele persongalleriet fra barndommen.

For lidt udfordret er man vel altid, når man skal tilbage til barndommen? Der vil jeg sgu' godt vise mig fra min bedste side og (indrømmet) imponere lidt... Ej at forglemme det vigtige i at understrege, at man på alle måder ikke er den samme, som man var dengang.

Det er faktisk, det eneste problem med at tage af sted alene; at jeg noget så gerne vil vise min dejlige familie frem, for dem er jeg stolt af.Eller rettere vise, at jeg har fået en skøn familie og er lykkelig.

Jeg har også tænkt lidt (meget) over, hvad jeg skal svare på spørgsmålet "hvad laver du så", for jeg har jo mange titler og ingen af dem er advokat, læge eller noget andet, som de ved præcis hvad er (ja, fordommene lever...). Vil jo gerne vise, at jeg har (lidt) succes.

Jeg villle også godt have smidt en ekstra 6 kilo, være lækker chokoladebrun (i stedet for meget vinter-hvid) og desuden have min egen personlige stylist med.

Hvor underligt, ej at forglemme dumt, at være optaget af andres dom. Endda "andre", som man egentlig ikke har noget at gøre med længere. Kender du det?

Nu er det sagt højt. Så er det forhåbentlig også ude af verden...

Voksentid med konsekvenser?

Sankt Hans. Og bål. De to ting hænger uløseligt sammen. Men i år må jeg nøjes med billedet fra sidste år på bådudlejningen på Christianshavn. Det var hyggeligt og nærmest en tradition. Alligevel har vi valgt noget andet i år. For det gik ikke helt smertefrit med Noah sidste år. Jeg tror på, at man kan lige hvad man vil med børn, man skal bare være villig til at tage konsekvenserne med.

OG i år har jeg valgt at satse på en høj succesrate. Ikke fordi der findes garantier, men at få en to-årig til at sove midt på et livligt Christianshavn er nok endnu sværere end at få en et-årig til det. Og det var svært nok.

Så I år bevæger vi os lige udenfor døren, tænder grillen på altanen og banker på hos naboen, som så til gengæld kommer med desserten. Jeg tror på, at det er denne løsning, som giver størst sandsynlighed for voksentid - altså den slags med vin, sommeraften og lidt god mad.

Og det er pludselig også blevet netop det Sankt Hans handler om. Indtil de små bliver så store, at de efterlyser bålet. Så er jeg mere end med på at føje det til igen. Men indtil da, så vælger jeg den enkle løsning og krydser fingre for, at det bliver en fest for både børn OG voksne.

Rigtig dejlig Sankt Hans - og hils heksen...