Opskriften på en dejlig dag?

Det er F-tid. Fødselsdagstid. Og Familie-tid. Med stort F. Ud af den nærmeste families 12 fødselsdage, ligger de 7 indenfor 5 uger, og den winning streak er vi midt i lige nu. For mig er det lig med en anden tid: følelsestid. Af den gode slags.

Derfor glædede jeg mig i morges, da vi kørte af sted mod en 8. fejring, en fødselsdag/dimission/afrejsefest. Selv om vi ikke er bundet sammen af kødets bånd, så havde jeg stadig fornemmelsen af, at jeg i dag skulle være sammen med familie. Og det er en særlig rar følelse at opdage, at man har en familie, som man selv definerer, når ens familie af kød og blod bor så lang væk, at hverdagssamvær sjældent er muligt.

Og så er det jo en bonus, når "min rigtige familie" i form af lillebror og hans kone tager med hjem og fortsætter F-tiden. Fik jeg sagt at jeg virkelig godt kan lide familie-følelsen?

Og ja, der var også skøn mad. Både til brunch i formiddags og da kokken i familien gik i køkkenet her til aften.

Opskriften på en dejlig dag: fødselsdage + familiære følelser (+ god mad:) = F-tid.

Min smerte eller hans?

Jeg har ondt på Noahs vegne. Tanken handler om afvisningen. Når Noah skal lege med den andre børn, og de ikke vil. Når de andre er onde.

Kaysa er Noahs bedste ven i vuggestuen. Hun kan blot vinke med hånden eller sige hans navn, så smider Noah, hvad han har i hænderne og står en armslængde fra hende (og det er altså tæt på, når man er så lille) mindre end et nanosekund senere. Men om morgenen er Kaysa reserveret, som kun en ægte lille pige kan være det.

Og Noah skal kurtisere for at vinde hendes gunst. Det gør han ved at holde sig tæt på, være opmærksom, sætte sig overfor hende, når hun leger og hvine i fryd til hende. Det er ikke en nær så kompliceret tilnærmelse, som det kan blive senere i livet.

Men i dag, var Kaysa iskold. Sagde nej og vendte ryggen til. Så sad han bare der, helt stille (og afvist tænkte moren, mens hjertet sank). Jeg får helt ondt i maven af at skrive om det.

Men hvad mon Noah egentlig tænkte, følte han sig afvist, at hun ikke kunne li' ham eller værst af alt, ikke god nok?

Det er når jeg tænker den tanke, at det svier i mit hjerte. Og det eneste jeg kan gøre, er ikke at gøre noget! Og så tro på, at det kun er min tanke, ikke hans, og blive siddende helt stille, mens jeg smiler til ham.

Hvornår ved man, at man er nogens mor?

Der er mange måder at opdage, at man er blevet forældre. Der er de helt åbenlyse, som jeg springer over her. En anden måde er at befinde sig til forældremøde (tja, at være forældre er jo sådan set adgangsbilletten), og ikke bare det første af slagsen, men nummer to, hvor man oven i købet er erfaren og har hørt det hele før!

Jeg smiler medfølende til de nye forældre, når jeg helt ned i maven bliver mindet om følelsen af, hvordan det var at aflevere de første uger (og stadig kan være en gang i mellem). Bliver lidt forarget på deres vegne, når alle aktiviteter og den meste tale omhandler de store.

Den første gang jeg sad der,  var jeg så bekymret for, om Noahs udvikling blev tilgodeset, nu hvor han var Benjamin på stuen og oven i købet meget yngre end de andre og aldrig kom med på tur. I dag sad jeg så og var bekymret for, om Noahs udvikling blev tilgodeset, nu hvor han var én af de eneste store tilbage på stuen.

Der tegner sig allerede nu et klart billede af forældreskabets lakmustest: bekymring. Jeg kunne da i hvert fald såre undre mig over, at jeg var lige så bekymret denne gang, som jeg var sidst - om præcis det modsatte. Jeg ryster på hovedet af mig selv og må bare konstatere, at det i hvert fald ikke er særlig rationelt, det der forældreskab. Og fravær af det rationelle er måske den tydeligste indikation af dem alle?

Social virus?

Vi har været sociale her i weekenden. Ret så sociale.

Vi havde lovet hinanden, at vi ville være bedre til at se mennesker, for det sociale har været smidt ud med badevandet, da babyen kom ind i vores liv. Det er vist nok naturligt. Men vi savner de gode mennesker i vores liv og har besluttet os for at gøre en indsats nu.

Så vi havde TO sociale aftaler på en lørdag. Begge med eget og deres børn. Det var ikke mennesker vi kendte rigtig godt, men nogle som vi gerne vil kalde gode venner på sigt, og så handler det jo om at bruge tid sammen i stedet for bare at tale om det, hver gang man kort render ind i hinanden eller taler sammen i telefonen. Vi synes begge det krævede en hel del af os, vi var på og samtalen, som var god og givende, kom langt omkring.

Men når man ikke kender hinanden så godt, og når man mødes som par (hvilket er et helt indlæg for sig selv), så kan det godt kræve noget at holde samtalen i gang. Vi nød det, vi var i godt selskab, men måske er to aftaler med "nye" venner" på én dag i lige i overkanten...

Vi har i hvert fald begge lagt os syge på en helt underlig og udefinérbar måde, hvor træthed, kvalme og utilpashed er på dagsordenen. Men det var det hele værd. Det kan selvfølgelig også bare være en virus...

Opdragelsens svære kunst?

Først og fremmest er jeg taknemmelig, fordi opdragelse er et fælles projekt og fordi min kæreste er lige så interesseret i at reflektere over det, evaluere og afprøve, indrømme fejl og lytte til bekymringer. Det er rart at være to.

For jeg synes nogle gange, det er svært. Noah nærmer sig de 2 år, kaster med tingene, bliver sur, græder til han får sin vilje, er nærmest besat af sin sut. Ja, ikke noget ud over det sædvanlige er mit indtryk. Men det er jo nyt for os.

Spørgsmålene er i øjeblikket: hvornår står man fast, hvornår skal man fornemme hvad han har brug for og bryde rutinen, hvornår skal man ignorere et kast med ting, hvornår skal man skære igennem, hvornår skal man trøste, hvornår skal man lade ham være sig selv?

Og hvornår er jeg selv stædig, hvornår vil jeg bare have ret, hvornår er det lige jeg ikke har overskud, hvornår skal jeg være lidt mere fleksibel, hvornår kan jeg være lidt mere tålmodig?

For som jeg har skrevet tidligere, så er noget af det vigtigste jeg ønsker at lære mit barn, at alle følelser er ok, også vrede, men derfor må man jo stadig ikke kaste med ting, som kan gå i stykker eller skade andre.

Og det føles nogle gange, som om jeg vender hans vrede ryggen, når jeg i opdragelsens navn siger nej, og står fast på, at han ikke må kaste tingene, heller ikke i vrede. For hvordan skal han ellers udtrykke det lige nu, hvor sproget endnu ikke kan hjælpe ham fuldt ud?

Det er svært at ville opdrage efter princippet "alle følelser er ok", når opdragelse også involverer at sætte grænser og fortælle, at der er nogle ting, man bare ikke må, hverken kaste med, få mere af eller som man bare skal, fordi "ens mor siger det". Æv, det er en svær balance. Har du nogle gode råd eller erfaringer?

Hvad vil det sige at være voksen?

Inspireret af Julia Lahmes fine klumme i Jyllandsposten i dag, kom jeg til at tænke på ovenstående spørgsmål. Hvad er det, der gør mig voksen, eller gør at jeg det meste af tiden forsøger at være det.

Først og fremmest er det at være voksen lig med at være forælder for mig. Min mor-rolle kræver et så stort ansvar af mig, at man skulle tro det var nok. Men faktisk er det mest voksne de meget voksne følelser. De er dybe, de når længere ud i spektret af både svært og smukt og de gør mig virkelig voksen.

Det synes jeg egentlig ikke er svært, Jeg har haft meget travlt siden jeg var teenager med at blive voksen (det var dumt indser jeg i dag), men jeg var ikke voksen, for jeg vidste ikke hvad det indebar, måske nok i ansvar, som jeg var ekspert i at påtage mig, men ikke i følelsesliv, ro i maven eller livserfaring. Den har indfundet sig i en grad, jeg er virkelig taknemmelig for (om end jeg endnu har meget at lære), også selv om det flosser nerverne fra tid til anden.

Desværre betyder det at være voksen og forælder også, at maden skal stå på bordet kl 18 hver dag (med mindre man vil betale for følgerne af en endnu længere ulvetime). Og det er faktisk det værste ved at være blevet forældre. Det er vel egentlig en billig pris at betale, for følelserne, ansvaret og roen vil jeg faktisk ikke være foruden.

Men i aften, hvor vi har barnefri oplevede jeg igen glæden ved at spise kl 19.30, beslutte hvad vi skulle spise kl 18 og indtil da hænge i sofaen og sludre med kæresten. Og så kan jeg også lige nå en spontan tur i biffen, hvis jeg har lyst. Helt ærlig, er det ikke også ret voksent eller....

Skal jeg tage et billede?

En rigtig mandag.

Vågnet op med en god omgang forkølelse. Alle er lidt trætte og egentlig venter jeg bare på at kunne gå i seng (hvorfor jeg ikke bare gør det, er et relevant spørgsmål, men altså, kan man godt gå i seng før 21?).

Inden jeg skal i seng skal jeg dog lige ind og tage luffer og vinterstøvler af min søn. Vi nåede nemlig heldigvis lige at få en ret nødvendige pakke med posten her til aften inden vi drager på vinterferie. Men da først Noah havde prøvet sine grønne luffer og fine støvler, skulle de altså ikke af igen.

Ville gerne tage et billede af den lille robot med de flade grønne hænder, men tror nu alligevel jeg hellere må lade være. Er vist så træt, at det ikke er i dag, jeg skal lege med skæbnen. Men fint ser det ud, derinde i tremmesengen...

Sidestik?

Med til den her mor-træning, som jeg omtalte den anden dag - faktisk for ret lang tid siden, for så kom der lige en hel uge med sygdom -  hører også at blive indskiftet, som den nye primære hent- og bring-person.

Det har ellers været memøs opgave. Og når jeg har været vikar en enkelt dag, har det ikke været en god oplevelse. Selv om Noah for længst er holdt op med at græde, når han bliver afleveret - ifølge memø - så har det været en ganske anden oplevelse, jeg har haft, og mit moder-hjerte har gjort ondt.

Men nu har jeg afleveret to dage i træk.... Og i dag måtte jeg snige mig forbi vinduet for at se, om han stadig ikke græd, da jeg var gået. Og så opdagede jeg, hvad det handler om. Jeg sender selv en vibe... For selv om Noah ikke var ked af, så kunne jeg mærke et lille stik - eller måske nærmere en kniv i hjertet  - da jeg så ham sidde derinde på sin stol og spise kiks helt alene. Altså de andre børn og pædagogerne var der jo, men det var jeg ikke. I hjertet følte jeg en ensomhed - på hans vegne. Ikke rart, slet ikke, men også lidt underligt, ikke?

Jeg har spurgt eliteudøveren, ham som for længst er kommet på forældre-landsholdet, og han siger, at det bliver nemmere. Hvis jeg bare træner nok, så kan jeg ikke længere mærke det i hjertet. Det er dejligt igen at være fast mand på holdet, men lige præcis den slags sidestik, kan jeg godt være foruden. Så jeg træner videre...

Overgiver du dig nu?

Det synes at være det spørgsmål influenzaen har stillet mig de sidste par dage, og efter en lang og sej kamp, som jeg faktisk troede jeg ville vinde, har jeg i dag måtte finde det hvide flag frem, eller rettere lommeletter og metervis af køkkenrulle samt Halls, Vicks, pebermynte, kamille the og alt hvad dertil hører.

Æv, siger jeg bare - og så konstaterer jeg, at det første der ryger med dårligdom er overskuddet til at være overbærende overfor den tapre, varme, slappe og efterhånden ret magre men stadig meget klynkende lille mand, som stadig kun langsomt bevæger sig mod bedring.

Den bedste oplevelse i dag var nu alligevel at overtale Noah til at en eftermiddagslur, hvorefter han lystrede (!) og vi faldt i søvn ved siden af hinanden inde i sengen. Sådan fandt den hårdt-arbejdende far os, hvorefter han måtte ud og handle, fordi vi var for sølle til at røre os. Men det var nu ret hyggeligt - influenza til trods, så helt var vi altså ikke tænkt at overgive os...

Kan man stjæle tiden tilbage?

Tid er et tema. For mig og for alle andre familier. Og jeg ved, at denne opdagelse vil kunne tjene millioner til bankkontoen. For jeg har fundet ud af, hvordan man kan stjæle tiden tilbage...

Sluk fjernsynet. Ok, det bliver jeg nok ikke millionær af. Men det virker virkelig. Èt af mine nyeste løfter til mig selv er, at jeg vil læse i en bog hver dag, for jeg elsker jo bøger. I hvert fald at købe den og omgive mig med dem. Men jeg læser dem ikke, og slet ikke færdige. Og det er jeg ked af, for mest af alt elsker jeg ord.

Jeg er af ovenstående grund i gang med en hel del bøger, men den her har inspireret mig på flere planer de sidste dage, bl.a. til at gå i køkkenet og bage bananbrød og lave ærtesuppe til min stadig syge og tapre søn.

Jeg har opdaget, at når jeg tager tilløb og rent faktisk slukker for tv'et, så er det som om at tiden går i stå, eller i hvert fald går langsommere. Og det tager jeg i mod med kyshånd. For de her timer efter 20 er værdifulde - til at få talt sammen, til at få læst, til at fokusere, til at lade op, til at blogge, til hobbyer, til stilhed. Og alt det gøres bedst uden fjernsyn. Hvis belønningen så oven i købet er mere tid, eller følelsen af mere tid, så er det noget nemmere for mig og min finger at trykke på den røde knap - underligt nok kræver det stadig lidt overvindelse. Som om jeg er bange for det tomrum, som real-tiden skaber - den tid hvor jeg rent faktisk tager stilling til hvad jeg vil. Underligt, ikke?