Hvad er det med danskernes midterbane?

Jeg bliver en kende irriteret. Jeg har været irriteret mange gange, men den anden dag tænkte jeg tanken til ende, og det kommer der altid et andet perspektiv ud af. Som erfaren - og selvfølgelig dydig og dygtig billist - irriteres jeg over, at så mange mennesker opfatter midterbanen på den tresporede motorvej som det absolut bedst sted at placere deres Peugot Partner (og helt ærlig er det ikke en bil som pr definition hører til i inderbanen?)

Det siger noget om os som nation, om danskernes tilgang til livet. Det leves lige der i midten, hvor der er flest valgmuligheder, hvor vi synes vi har det fulde udsyn, hvor der ingen risiko er. Risiko for at skulle sætte farten ned og ikke kunne trække ud i midterste bane (hvis det var vi kørte i den inderste) eller for at de rigtig hurtige kan tillade sig at blive virkelig sure, for så kan de jo bare trække ud i den yderste og overhale.

Det er livet med livrem og seler, med alle mulighederne åbne, men i virkeligheden er det jo bare lidt irriterende og en illusion om det frie valg. Gør det nu ordentligt, tag stilling i livet, vær aktiv og dynamisk - det gælder også på motovejen, hvor man må trække ud, når man vil overhale og trække ind, når man mener, at dette er den rette fart lige nu og lige her (ikke for evigt).

Kommer til at tænke på et udtryk min bedste veninde og jeg havde i folkeskolen. At leve lige midt i chokoladen. Altså i chokoladekiksen. Her er rart, sødt, beskyttet men også en kende kvalmt og middelmådigt. Tag nu stilling for dælan, hvad vil du? Og så gør det, i stedet for at ligge der i midterbanen.

Det var så dagens opsang, til mig selv, men altså også til dem i Peugot Partneren lige midt i chokoladen...

Er det virkelig håbløst at vække idealisten?

Vi fik en helt uventet voksendag/kærestedag i dag. Og så skulle vi da i biffen. Men der gik bare ikke rigtig noget vi gad at se.

Jeg orkede nemlig ikke Armadillo! Fordi jeg så skulle tage stilling. Fordi det i min optik ikke er gratis at se sådan en film på samme måde som det er gratis at se action eller romantisk komedie (to favorit-genrer). Det er ikke noget jeg er stolt over at tænke det, men nu er ude.

Men så så jeg traileren og den lokkede (har jo i tidernes morgen skrevet speciale om indkapslet journalistik i Irak-krigen!). Og så så vi filmen! Og jeg græd mine idealistiske tårer af flere omgange.

Fordi det er menneskeskæbner på begge sider, fordi de unge mænd aldrig bliver de samme efter et halvt år i Afghanistan, fordi uskyldige mennesker dør, fordi krig er rædselsfuldt.

Men jeg var også imponeret. Over en film som er så smuk, at jeg mindedes kunstfilm og de fineste klippetricks fra min studietid på film- og medievidenskab, og så fordi det er lykkedes filmskaberen at forholde sig helt neutralt. Han valgte ikke side.

Og bagefter sad jeg der med lommetørklædet og var blevet rørt langt ind i sjælen. Også idealisten var blevet vækket. Og det er lige præcis det, jeg ikke orker... For efter den film kunne jeg kun lægge hovedet på kærestens skulder og konstatere "det er håbløst". Omvendt var jeg rørt og vækket, og for mig kræver det handling. Men hvad skal jeg gøre? Hvad kan vi gøre? Lov mig i hvert fald én ting, se filmen hvis du kan.