• opslagstavle

  • Nye kommentarer

  • wordpress stat

    • Ville du se din egen film?

    8 nov 2010

    Forestil dig, at du er mellemtilfreds og ikke gør noget ved det. Det er det samme som at gå ind og se den samme halvdårlige film hver dag. Derfor er dagens spørgsmål netop: "ville du se din egen film"?

    Det er det bl.a. fordi jeg faldt over denne artikel i Fri her til aften og hæftede mig ved et par ting: hendes virkelighed er så alvorlig, at hun er overbevist om, at havde hun gået til en psykolog og indset denne alvor, så var hun ikke sikker på, hun levede i dag. Det er omvendt psykologi og noget som populært kaldes "denial". Men nogle gange er det den rette strategi. Og så siger hun, at man ikke "skal gå i biffen alene" (hvilket jeg altså udenfor metaforen selv holder meget af). At det er de mennesker, som man deler sit liv med, som gør forskellen.

    Om jeg ville se min film? Jeg tøvede med svaret i dag, fordi jeg synes der er flere ting i øjeblikket, som er svære. Men når jeg så tænker på de gode film, så handler de jo ikke om det gode liv alene, men om kærlighed mikset med udfordringer, kriser og læring. Og helt ærlig, måske ville min film så alligevel være lidt kedelig, for jeg er - sammenlignet med så mange andre i min inderkreds - blevet skånet for meget. Min filmgenre: et let drama (drama kan forstås på flere måder, og langt over halvdelen er foregået i mit eget hoved). Og netop den genre er min favorit. I wonder why...

    Comments (3)

    Hjertet, idéerne og idealerne på rette sted #5

    31 okt 2010

    Ordet er i dag Hanne Sandbecks. Vi har skrevet lidt sammen, fordi Hanne havde nogle rigtig fine kommentarer til det her med ego og hvorfor man gerne vil gøre godt her i verden. Tusind tak fordi du valgte at dele med os alle sammen . Her får vi nemlig en anden vinkel på idealerne. Hannes kald er allerede realiseret i hverdagen, og det skal der ved gud et stort hjerte til, selv om der stadig er ting Hanne gerne vil nå.

    For mig er det helt essentielt at forsøge at gøre en forskel på en eller anden måde. Jeg valgte at uddanne mig til sygeplejerske, fordi jeg fik en meget stærk følelse af, at jeg skulle bruge mine ressourcer på noget nyttigt, på noget, som verden virkelig havde brug for. Man kan godt sige, at det var et kald, men det er egentlig ikke et ord, jeg sådan går og bruger om min gerning, og jeg er faktisk også ret genert over at skrive det, men det er sådan, det er. Betyder det så, at jeg går rundt og er uendelig god og opofrende hver evig eneste dag? Gu' gør det ej, jeg gjorde det ikke uden at få penge for det, jeg hader overarbejde, og jeg kan sagtens blive irriteret på patienterne, hvis jeg ikke mener, de samarbejder. Min pointe er, at ønsket om at gøre mit til at efterlade verden i en lidt bedre stand, end jeg modtog den - det er overordnet og ligger som en stærk overbevisning eller rygstød for det daglige arbejde.

    Jeg drømmer om på sigt at komme til at hjælpe mennesker på en anden måde, end det etablerede sundhedsvæsen levner rum til. Jeg har faktisk netop fået en aftale i stand om at begynde at massere på en klinik her i byen på mine fridage (jeg er ansat på deltid som sygeplejerske). Det er mit store ønske at komme til at leve af at lave massage og healing og med tiden nok andre former for komplementær behandling - og derved virkelig hjælpe mennesker til at få det bedre med sig selv, både fysisk og psykisk. Og spirituelt. Hvis jeg kan, så er det faktisk også et ønske at hjælpe folk hen imod en klarere spirituel bevidsthed. Det er nok i virkeligheden lige præcis det, jeg brænder allermest for, fordi jeg selv synes, det er så skide interessant!

    Jeg har i perioder følt mig enormt draget til at tage ud i verden og hjælpe - enten i krigshærgede områder eller i mere fredelige tredieverdens lande. Men nu har jeg fundet en mand og lavet et barn med ham, så det giver ikke rigtig mening længere. Jeg er også blevet en værre tudemarie, efter jeg blev mor og har nok også fået et lidt mere realistisk selvbillede med tiden, så jeg tror slet ikke, jeg ville egne mig til det, når det kommer til stykket.

    Og så er vi tilbage ved det, som for mig at se er et kernepunkt i denne diskussion: Hvornår er det et oprigtigt og ydmygt ønske om at hjælpe verden, og hvornår handler drømme og visioner om, hvordan vi godt kunne tænke os at se os selv - og blive set af andre? Når man får tanken, at éns idealer og drømme ikke er fine nok eller smarte nok, så er det jo virkelig det super fordømmende ego, der taler. Jeg synes da et eller andet sted også, mine drømme om sygepleje og komplementær behandling er så usexede, og at det egentlig lød meget bedre at ville redde Afrika, men sådan bliver det nok bare ikke...
    Comments (1)

    Hjertet, idéerne og idealerne på rette sted #4

    30 okt 2010

    Så skete der alligevel noget. Vedholdenhed - og dermed momentum - viser sig endnu en gang at skabe resultater. Jeg har fået endnu 3 mails i indbakken og klapper i hænderne. Stort tak til jer modige hjerter, det er sårbart at dele det, man brænder for. Men ilden brænder kraftigere og kan ses længere væk, når vi deler.

    I dag giver jeg ordet til expat-coach Louise Fly Caione, som også bestyrer bloggen Louises lakridser.

    Så har jeg fremstammet noget, du gerne må sætte i kursiv på det lille spørgsmål. I guder det var svært, men det føltes godt. Ved ikke hvorfor, men det var en udfordring, der talte til mig, så jeg er glad for, du insiterede. Det er ikke himmelragende nyt, måske heller ej epokegørende, men det er det, jeg føler for. Og det er det, der tæller, ikk'?

    Når jeg kigger mine drømme lidt dybere i øjnene handler det ikke om at redde verden men alligevel gøre et forsøg på at gøre den til et bedre sted at være. Ikke i form af økologiske tiltag eller CO2 sænkende aktioner men i form af gladere mennesker, der gør det, de brænder for, professionelt og/eller personligt.

    Helt konkret og med udgangspunkt i mit nutidige fokus, nemlig udlandsdanske kvinder, stiler jeg mod at få obligatorisk passionsundervisning på udstationeringsprogrammerne, så det at rejse ud som medfølgende påhæng bliver lige så attraktivt som at være den udstationerede part. Fordi man ved, at man derved får mulighed for at genopdage sig selv, finde sin egen identitet, sin indre flamme og sit smukkeste udtryk.

    I det mere ydmyg hjørne, drømmer jeg om, at mine interesser for selvudvikling og passionsarbejde smitter mere af på mine nærmeste venner og familie og giver dem lyst til og frem for alt mod på at blive mere af den, de virkelig er. For jeg ønsker dem selvfølgelig det bedste.

    Comments (2)

    Bange for hovedrysten og latterliggørelse?

    20 okt 2010

    Jeg undres. Er vi virkelig så optagede af vores eget liv og vores egen næse, at vi ikke har gjort os forestillinger om, hvordan vi kunne tænke os at gøre en forskel for andre, altså mennesker vi ikke kender - endnu? Eller er vi simpelthen så bange for at sige det højt, bange for at blive til grin, bange for at blive kaldt latterlige? Det første er helt ærlig værre end det sidste.

    Jeg er overbevist om, at hvis du spørger mennesker, der virkelig har opnået succes og gjort en forskel, så er noget af det, de har mødt mest af, hovedrysten. Grænsende til dommen latterlig. Men de har selv troet på det, håbet på det, kæmpet for det. For at gøre en positiv forskel for andre.

    Den klub vil jeg hellere være en del af, end den som er samlet om frygt. Selv om jeg må indrømme, at jeg er skrækslagen - for at blive til grin, for hovedrysten, for om jeg vil fejle... Men den frygt sat op imod muligheden og chancen for at gøre en forskel. Så trækker jeg mit medlemsskab af frygtens klub tilbage.

    Jeg skriver dette, fordi min indbakke mildest talt ikke bugner med mails om store hjerter, store idealer og store tanker. Jeg tilbyder gerne anonymitet til dem, som ikke er helt klar. Det lover jeg dig nemlig at du bliver, når du læser de støttende og begejstrede kommentarer fra andre læsere.

    Så kom nu, lad os skifte perspektiv, se mod horisonten og tænke stort. Og lad os dele.

    Comments (3)