Et fundament af sunde principper?

Jeg har besluttet mig. Når Momentum-eksperimentet starter på tirsdag, så skal jeg selvfølgelig selv være med. Beslutningen går på, hvilken forandring jeg vil fokusere på.

Og nu ved jeg det. Det skal være den sunde livsstil. Jeg er allerede godt i gang. Og har virkelig været flittig med yoga og løbeture. Men de sidste måneder er det skredet pga. travlhed. Og nu er jeg i den klassiske krise, hvor det hele synes lidt uoverskueligt, for hvor skal jeg starte.

Kan mærke hvordan motivationen er steget de sidste uger. Og fokus bliver på at finde lige præcis de små handlinger, som skal integreres én gang for alle. For jeg er al for glad for mad til at jeg bare kan sløjfe alle "synderierne".

Men jeg kan skabe et fundament af sunde principper, som gør mig godt. Det er mit mål. Sidste år ved denne tid tog jeg et kvantespring i den retning og nu er det på tide at tage endnu et.

Og husk du kan også være med, også selv om det er ikke er den sunde livsstil, som står på din dagsorden. Momentum-eksperimentet kan bruges til alle slags forandringer. Jeg tilbyder formen, du tilsætter indholdet. Læs meget mere her.

En god start på dagen?

Som lovet får du her linket til artiklen fra sidste uges Femina. Håber du kan lade dig inspirere af tankerne om mit arbejdsliv, som jeg egentlig synes er lige en kende for hektisk disse dage.

Derfor bookede jeg i sidste uge en enetime med min yoga-lærer, så hun kunne instruere mig i et lille morgen-program. For i disse dage kommer jeg ikke af sted til yoga så ofte, som jeg kan mærke er godt for mig. Men jeg kan godt komme op og morgenen og lave 20-30 minutters yoga.

Og det gør en verden til forskel. Og er en skøn måde at starte dagen på. 5 små solhilsner, 5 af den lidt større og stående slags og så den fineste vejrtrækningsøvelse, som simpelthen får mig til at smile hver gang. Meget passende hedder den "breath of joy".

Kan man ønske sig en bedre start på dagen - og ugen? Jeg kan ikke.

Hverdagen…?

Jeg har frygtet den, været lidt trist over den nærmede sig, kreeret tankespind omkring, hvordan jeg kom udenom eller ændrede den, men nu er den her. Hverdagen. Frygtet, fordi denne juleferie har været underskøn, fordi jeg har genopdaget min familie og fordi da sandet lagde sig i bunden af glasset, så jeg kunne se klart, så tager mine værdier udgangspunkt i kærligheden og familien. Det kan jeg så åbenbart godt glemme, når arbejdet kører i højeste gear og pengene skal tjenes.

Men nu blev jeg mindet om det. Og jeg har været så taknemmelig. Nydt hvert et kram og kys, hver en stille stund i sofaen med Noah i armhulen, nydt dagene, som bare fløj af sted.

I morges landede hverdagen så. Og al min tankespind, blev gjort til skamme. For jeg elsker også min hverdag. Og det blev jeg mindet om, da jeg her til morgen også genopdagede den. En halv time for mig selv med vasketøj, oprydning og meditation, langsom vækning af Noah med dyne i sofaen, morgenmad sammen og så hånd i hånd ned til vuggestuen og en fuldstændig rolig og fin aflevering (også her havde jeg frygtet det værste).

Så velkommen 2011 og velkommen hverdag. Jeg havde glemt, hvor skøn (også) du er.

En ny verden i sneen?

På en hel almindelig hverdagsmorgen, hvor jeg knap kunne lokke Noah ud af senge for at se på alt det hvide - biler er det eneste der duer og det eneste han er optaget af, og han var lige midt i en leg.

I løbet af morgenen tøede (ho ho) han dog alligevel op til det hvide landskab.

Eksempelvis da jeg pegede på den lille hund udenfor vinduet, som havde bluse på i kulden og Noah tørt svarede: "men den har kolde tæer".

Senere måtte jeg lokke ham væk fra bilerne ved at introducere ham til begrebet snebolde, hvorefter han skyndte sig hen til vinduet og kiggede ned på det hvide græs og svarede "Hvorhenne er boldene?" At vi selv skulle lave dem havde han svært ved at tro. Men han kunne have været blevet ved, da han først blev introduceret til konceptet.

Åh, hvor jeg elsker sne og når den barnlige begejstring smitter.

Er det virkelig weekend?

Det har været en lidt svær uge, derfor heller ikke så meget nyt herfra.

Men nu sidder jeg så her, Noah har smilet, leget og grinet hele aftenen (hører lidt til sjældenhederne i øjeblikket), der er rødvin i mit glas, kaffe i koppen og en krimi ved min side, som kalder på mig. Hvis jeg flotter mig, skal tåneglene have rød lak.

Alligevel har jeg svært ved at tro det, er det virkelig weekend?

Kan du være med det ubehagelige?

Så blev det tirsdag igen og dermed mindfulness. I mit forløb nåede vi i går til de ubehagelige følelser. Opgaven hele ugen har været at opleve, hvad der skete i ubehagelige situationer. Men jeg havde ikke lavet lektier (det synes den "pæne" pige ikke om), for jeg opdagede ikke de situationer, før det var for "sent". Simpelthen fordi jeg flygtede. Ikke ville mærke dem. Sneg mig udenom.

Men der er som oftest en regning, som skal betales. Og jeg skal love for, jeg betalte med renters rente i går. Under meditationen. Ikke en kort én af slagsen, men hele 30 minutter. Der var uro, muskler der brændte, dom, frustration, irritation. Det hele. Men jeg sad med det. Og 30 minutter er lang tid skulle jeg hilse at sige. Og det var en sejr.

Mest fordi, når jeg sidder med det ubehagelige, så vokser det ikke. Der er ikke noget drama. Det er der bare og jeg oplever, at jeg har styrke til at være med det. Tænk engang, hvis jeg kunne integrere det i min hverdag... Jeg øver mig.

P.S. Hvis du er blevet lidt nysgerrig af at læse mine beretninger, så starter Jeanette et nyt hold til februar, og det kommer med mine varmeste anbefalinger. Det er enkelt, tilgængeligt, effektfuldt og ja, ret så krævende. Der er masser af momentum, masser du skal lave på egen hånd og netop derfor, så meget værdi at hente.

Ville du se din egen film?

Forestil dig, at du er mellemtilfreds og ikke gør noget ved det. Det er det samme som at gå ind og se den samme halvdårlige film hver dag. Derfor er dagens spørgsmål netop: "ville du se din egen film"?

Det er det bl.a. fordi jeg faldt over denne artikel i Fri her til aften og hæftede mig ved et par ting: hendes virkelighed er så alvorlig, at hun er overbevist om, at havde hun gået til en psykolog og indset denne alvor, så var hun ikke sikker på, hun levede i dag. Det er omvendt psykologi og noget som populært kaldes "denial". Men nogle gange er det den rette strategi. Og så siger hun, at man ikke "skal gå i biffen alene" (hvilket jeg altså udenfor metaforen selv holder meget af). At det er de mennesker, som man deler sit liv med, som gør forskellen.

Om jeg ville se min film? Jeg tøvede med svaret i dag, fordi jeg synes der er flere ting i øjeblikket, som er svære. Men når jeg så tænker på de gode film, så handler de jo ikke om det gode liv alene, men om kærlighed mikset med udfordringer, kriser og læring. Og helt ærlig, måske ville min film så alligevel være lidt kedelig, for jeg er - sammenlignet med så mange andre i min inderkreds - blevet skånet for meget. Min filmgenre: et let drama (drama kan forstås på flere måder, og langt over halvdelen er foregået i mit eget hoved). Og netop den genre er min favorit. I wonder why...

Skal vi gå på café, mor?

Jeg oplevede et særligt øjeblik i dag. Ét jeg havde troet, jeg måske ville opleve om et par år. Jeg har været på café med min søn. Vi drak ikke kaffe. Jeg købte juice og troede vi skulle videre med klapvognen. Noah insisterede på, at vi satte os ved et bord. Og efter den første tår af "den gule" (som moren egentlig havde bestilt til sig selv), udbrød han så umiddelbart som kun børn kan: "uhmmmm, det smager dejligt". Og halvvejs igennem den, fik jeg ham overtalt til at smage "den røde med jordbær", hvorefter han skubbede den gule over til mig som det mest naturlige i verden.

Så sad vi ellers der på hver vores skammel, og så gik det op for mig: her sidder jeg med min søn på café og småsludrer på en søndag eftermiddag. De helt almindelige oplevelser ude i den store verden får pludselig en ekstra dimension, når man introducerer dem til sit eget barn.

Er det mon mandag?

Det er som om de mørke skyer ikke fortager sig i dag. Det trykker på mine tindinger. Hovedet dunker, og der er i den grad genbrug af tanker. Den slags som ikke en gang fortjener at blive tænkt én gang.

Har slået skår i en relation, som jeg virkelig var glad for - pga. en misforståelse. Og virkelighedens realiteter ændrer sig alt for hurtigt til at mit vanedyr, min kontrol-abe og min tryghedsnarkoman kan følge med. Ej at forglemme præstationspigens ulidelige utålmodighed.

Mon ikke jeg bare skal konstatere, at det er mandag, og at jeg må sætte den ene fod foran den anden, drikke en masse vand, sige undskyld, hente et lille menneske tidligt og dermed forsøge at acceptere (endnu en gang), at sådanne dage findes...

En flodhest som lokkemiddel?

Ja, hvis ikke den overskrift lokker, så ved jeg ikke hvad gør...

I dag på vej til vuggestuen messede Noah hele vejen "hjem igen" og "vend om". Så var det at frygten for afleveringen voksede i brystet. Samtidig med ubeslutsomheden. For mit dagsmøde var netop blevet aflyst, så skulle jeg egentlig ikke køre lige forbi vuggestuen og videre i Zoologisk Have?

Sådan en beslutning skulle jo være så nem. Men sandheden er, at det også var en flygt fra Off. Som altså har smittet lidt af på min arbejdsindsats de sidste dage.

Endte med at aflevere Noah. Men så lavede jeg også en aftale med mig selv om virkelig at arbejde igennem til kl. 14, så Noah og jeg stadig kunne komme ud og se flodhestene.

Og det var som om universet - og flodhestene - lyttede. Jeg fik simpelthen rykket igennem for an computeren, og aldrig har jeg set flodhestene så tæt på:

Alle 3 flodheste svømmede i opvisningsstil rundt og rundt om den store sten i midten, i al den tid vi var der. Til ære for os er jeg sikker på.