Skal vi lege sommerhus?

Hvis du har læst med her siden foråret vil du vide, at der sker noget ganske særligt, når jeg tager tid ud af kalenderen til at tage alene med mig selv i sommerhus. Derfor havde jeg planlagt endnu en tur i denne weekend.

Men pludselig blev det lidt for besværligt og omstændigt og derfor besluttede jeg mig for, at lege sommerhus herhjemme. INgen huslige pligter eller småting der måtte ordnes. Afleverede Noah til bedsteforældrene og aftalte med memø, at selv om jeg sad hjemme og arbejdede, så var jeg ikke hjemme. Det virkede!

Drak masser af rødvin, tog en lur når det passede mig, spiste, når jeg var sulten og skrev. Skrev som jeg måske aldrig har gjort det før. Ved hjælp af mental sommerhusstemning og så selvfølgelig min nye ven Pomodoro - ej at forglemme lidt meditation til at finde fokus.

Sidegevinster? At kunne skrive, være kreativ og nyde eget selskab uden at skulle tage væk. At øve sig i at gøre det i hverdagen, for så bliver der alt andet lige mere af det. Memø lavede aftaler både fredag og lørdag aften, men ellers var han hjemme hele weekenden. Dog uden at vi talte meget sammen. Den bedste sidegevinst? At kunne ligge i ske hele natten, selv om man er alene i sommerhus.

Er det mon en (u)sund symbiose?

Savn har fået helt nye proportioner. Altså, kan I huske dengang man var helt nyforelsket og savnede så snart han gik ud af døren? Jeg savner stadig memø, bare på en anden måde. Nu savner jeg ham ved min side, når jeg oplever noget særligt. Jeg savner ham, når han ikke ligger ved siden af mig, når jeg skal sove. Jeg savner ham på den der smukke hverdagsmåde. Fordi vi hører sammen.

Nu er det så gået op for mig, at jeg også hører sammen med Noah. I denne weekend på en næsten smertefuld måde. Jeg har grædt af savn. Og den eneste grund til, at jeg ikke har hentet ham, er fordi jeg ved han har haft en fest hos sin farmor og farfar.

Før har jeg egentlig syntes det var "sundt" ikke at savne "mere" end jeg gjorde. Det var sundt for mig, at jeg ikke var gået i symbiose med mit barn. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare, hvorfor denne weekends savn har været anderledes. Har stukket så dybt og resulteret i rastløshed, tristhed, tomhed.

Er det mon symbiosen, og er det godt eller skidt? Sig mig, hvordan savner du dit barn?

Kun i arbejdstiden?

Sådan. Så kan jeg kende mig selv igen - eller måske snarere acceptere mig selv igen. Er endelig kommet i gang med arbejdet efter 3 dage rundt om grøden og mig selv. Jeg har været sur og tvær - lige indtil jeg hentede Noah. Så var det jo hverdag med min familie, og så var alt godt igen, ja nærmest dobbelt godt.

Så til dig, som måske stadig har ferie eller også har svært ved at komme i gang efter ferien, giv det - og mest af alt dig selv - lidt tid. Jeg har været lidt hård ved mig selv de sidste dage - i arbejdstimerne - været frustreret og ja lidt vred på verden, altså indtil kl. 16. Så forsvandt det som dug for solen.

Det har jeg været taknemmelig for - at mine prioriteter er som de er, og at jeg derfor ikke har ladet arbejdet - eller manglende indsats i hvert fald - spilde over i resten af hverdagen. Så mangler jeg bare at være tålmodig med mig selv, når det gælder egne præstationer. Mon ikke det kommer en dag?

Ferie i hverdagen?

Bare fordi ferien er slut, kan man jo godt forsøge at holde lidt fast i stemningen på en helt almindelig hverdagseftermiddag. Derfor tog vi på is-udflugt. Og gik lige ind i en anden verden. En verden kaldet Ismageriet. En verden af gennemført nydelse. Hvor finder du eksempelvis efterhånden ægte (og så oven i købet økologisk) flødeskum på din gammeldags isvaffel? Med hjemmelavet italiensk is og mulighed for at få flødebolle med marcipanbund (det var så lige i overkanten, rapporterede memø). Interiør og service hænger også så fint sammen, at jeg slet ikke havde lyst til at forlade stedet.

Jeg er bare så vild med det her hverdag. Og Ismageriet. Så fint, så gennemført og så anbefalelsesværdigt.

Hvad kan være bedre end ferie?

3 uger går hurtigt! Kan slet ikke forstå, at vi igen i dag skal på arbejde og aflevere Noah. Vi har haft en skøn ferie i det nordfranske, og det på trods af at vi rejste væk fra det gode vejr og kom hjem til det dårlige.

Det var skønt at se mine forældre igen, se dem sammen med Noah og være en del af den hverdag, som nu er deres. Det gav ro.

Men jeg hæfter mig særligt ved en anden følelse, som landede hos mig i Atlanterhavet, og som på skønneste vis er blevet hos mig: Jeg har det s**' godt! Jeg er glad, tilfreds, tryg, udfordret, elsket. Lykkelig. Store ord her efter ferien, men da roen sænkede sig, og der blev tid til refleksion på de lange sejlture, hvor horisonten synes uendelig, sneg følelsen sig ind på mig med en sådan kraft og insisteren, at den er blevet hos mig.

Og så gør det pludselig ingenting, at 3 ugers ferie flyver forbi. For vi er tilbage i vores rutiner, til den stille trummerum, lejligheden, naboerne, tilbage i en lykkelig hverdag. Det er bedre end ferie...

Indløsning af et styks savn?

Hjemme i tryg favn. Tillod mig at nyde det helt ud i tåspidserne (derfor missede jeg blog-indlæg i går), for åh, hvor havde jeg savnet. Først 100% fokus på et styks lille menneske, som nok var glad for at se sin mor men også stadig godt i gang med sit eget. Lige indtil han skulle i seng og vi krammede ekstra længe. Måtte også lige ind og se til det sovende barn en ekstra gang, er der noget som lige præcis den oplevelse, der kan få et forældre-hjerte til at flyde over?

Derefter sen middag på altanen, tilberedt af kæresten og med rødvin til. Ude godt, men hjemme helt klart bedst og det blev i en grad, jeg sjældent har oplevet det før, understreget i går. Savnet er indløst og erstattet af nærvær, kærlighed, taknemmelighed og ja, hverdag.

Hvad er momentum? (+ værktøjskasse)

Jeg har før omtalt dette begreb, som er én af mine helt store kæpheste. Momentum er motivation, vedholdenhed og fokus over tid.

Momentum er det du oplever, når du har været på en virkelig skøn ferie, et virkelig inspirerende kursus eller til en god fest. Eller de første 14 dage efter du har besluttet dig for at NU skal du smide de 5 kilo. Momentum er også det, du oplever i januar måned, hvor dine nytårsfortsætter stadig er friske. Det er den måde følelsen varer ved på, og så længe du er i den følelse, så handler du, så "virker det" for dig.

Men sådan en følelse skal fodres og plejes, ellers glemmer du alt for hurtigt, hvordan det var at lægge ved poolen i det græske øhav, fordi hverdagens stress og jag tager over. Eller nye gode oplevelser kommer til. Du bliver simpelthen distraheret.

Momentum er derfor alfa og omega, hvis du vil omlægge en vane. Ikke bare det momentum, som naturligt opstår, men at kunne forlænge og bevare det fokus, den motivation og energi over længere tid, fordi det tager min. 3 uger at ændre en fysisk vane og min. 3 måneder at ændre en mental.

Der er mange måder at bevare momentum på. At blive ved med at mødes med de mennesker, som fremkaldte følelsen i én, dagligt at føre dagbog over det, man gerne vil holde fast i eller at strukturere de løfter man havde til sig selv er blot nogle af dem.

Sidstnævnte får du nu mulighed for ved hjælp af det momentum-skema jeg har udviklet, og som jeg netop har uploadet til dig i værktøjskassen ude til venstre. Lad mig endelig høre hvad du synes - og hvordan du bevarer momentum?

Hvorfor bo lige her – eller der?

Hørt ved flyttebil nedenfor vinduet: "Så Lars, nu sker det, nu flytter vi sgu' til København. Så skal vi spise sushi".

Jeg er også glad for sushi, men i sidste ende er det nok ikke derfor jeg bor i København og har urimelig svært ved at finde ud af, hvor vi skal flytte hen, hvis vi skal prøve det der hus-halløj. Hvor tager man nemlig hen og får det hele + den have og lidt mere plads, som vi mangler nu?

Jeg bor ikke i København pga. helt specifikke ting og oplevelser, jeg bor her pga. en følelse. En følelse af at være tæt på, være der hvor det sker, have alle muligheder åbne. Ikke fordi jeg benytter mig særlig meget af dem. Men fordi jeg ved jeg kan, hvis jeg skulle få lyst.

Omvendt tror jeg på, at livet får nemmere ved at vise sig fra sin bedste side, med lidt kant, så man kan mærke det, hvis man vælger noget til - og dermed også noget fra. Det er jo så den proces, jeg må i gang med. Finde ud af, hvad der er vigtigt og vigtigst, og hvad der derfor må nedprioriteres. Det må være noget med at brainstorme på post-its, som kan flyttes rundt, et glas rødvin og måske en kæreste, som også skal tages med på råd.

Hvorfor bor du, hvor du bor - og hvis du bor i København,hvad er så din grund - ud over sushi (og pizza, som min svigerinde spiser HVER gang hun er på besøg fra det sydfynske, hvor den italienske spise ikke er til at opdrive i nogenlund kvalitet)?

Vred på den fede måde?

Jeg er ikke sur mere. Jeg er heller ikke ked af det mere. Men det var jeg i morges da jeg vågnede. Opdagede skiftet i følelser ved, at kæberne ikke længere var sammenbidte men kinden våd af tårer. Det er ikke sjovt at vågne op sådan.

Nu et par timer senere ved jeg også hvorfor. Det handler om forventinger. Forventinger som ikke blev indfriet. En lille besked som ikke blev videregivet, som jeg havde forventet. Udadtil synes jeg også den var lille, men indeni var det (åbenbart)  af stor betydning. For det var ikke kun en besked, det var et ja eller et nej, som ville få stor betydning. Og en afklaring jeg har ventet på, så jeg kunne melde ud, handle på en hel masse og melde tilbage. For et handlingsorienteret menneske som mig, er sådanne manglende svar en frustrerende spændetrøje.

Og så kommer det også til at handle om nogle andre helt centrale begereber og værdier for mig: respekt, loyalitet og det at overholde en aftale. Og det som gør mig vred er, at jeg - overfor helt andre - skal gå på kompromis med netop de principper, fordi andre ikke overholder deres aftale.

Utroligt hvor skønt og frisættende vrede kan føles, når man ved hvad den handler om. Der er klarhed, og det betyder mulighed for at handle. Mor er ikke sur, skuffet og ked mere, mor er vred - på den fede måde.

Hvordan slipper jeg kæben og retter rynkerne ud?

Er vred, sur og frustreret. Ikke på nogen eller noget specielt. Har nu ventet et par timer på at følelsen skulle passere. Men det er vist lidt for nemt og passivt. Forsøger nemlig ikke at finde ud af hvorfor. Er bare sur. Og fortæller sikkert en historie om de følelser, som jeg ikke orker at lytte til.

Eller måske er jeg bare træt (efter "sommerfest" i vuggestuen. Må bare tage hatten af for de pædagoger, som tackler de børn og det støjniveau hver dag. Tak).

Forsøger nu en anden flugt. Jeg kravler under dynen. Usædvanlig tidligt. Men sidder jo her og får helt ondt i kæberne og panderynkerne af at være sur. Det er da tosset. Så bliver der jo først noget at være vred over. Så - over and out, god nat og i morgen er en ny dag.