• opslagstavle

  • Nye kommentarer

  • wordpress stat

    • Hjertet, idéerne og idealerne på rette sted #5

    31 okt 2010

    Ordet er i dag Hanne Sandbecks. Vi har skrevet lidt sammen, fordi Hanne havde nogle rigtig fine kommentarer til det her med ego og hvorfor man gerne vil gøre godt her i verden. Tusind tak fordi du valgte at dele med os alle sammen . Her får vi nemlig en anden vinkel på idealerne. Hannes kald er allerede realiseret i hverdagen, og det skal der ved gud et stort hjerte til, selv om der stadig er ting Hanne gerne vil nå.

    For mig er det helt essentielt at forsøge at gøre en forskel på en eller anden måde. Jeg valgte at uddanne mig til sygeplejerske, fordi jeg fik en meget stærk følelse af, at jeg skulle bruge mine ressourcer på noget nyttigt, på noget, som verden virkelig havde brug for. Man kan godt sige, at det var et kald, men det er egentlig ikke et ord, jeg sådan går og bruger om min gerning, og jeg er faktisk også ret genert over at skrive det, men det er sådan, det er. Betyder det så, at jeg går rundt og er uendelig god og opofrende hver evig eneste dag? Gu' gør det ej, jeg gjorde det ikke uden at få penge for det, jeg hader overarbejde, og jeg kan sagtens blive irriteret på patienterne, hvis jeg ikke mener, de samarbejder. Min pointe er, at ønsket om at gøre mit til at efterlade verden i en lidt bedre stand, end jeg modtog den - det er overordnet og ligger som en stærk overbevisning eller rygstød for det daglige arbejde.

    Jeg drømmer om på sigt at komme til at hjælpe mennesker på en anden måde, end det etablerede sundhedsvæsen levner rum til. Jeg har faktisk netop fået en aftale i stand om at begynde at massere på en klinik her i byen på mine fridage (jeg er ansat på deltid som sygeplejerske). Det er mit store ønske at komme til at leve af at lave massage og healing og med tiden nok andre former for komplementær behandling - og derved virkelig hjælpe mennesker til at få det bedre med sig selv, både fysisk og psykisk. Og spirituelt. Hvis jeg kan, så er det faktisk også et ønske at hjælpe folk hen imod en klarere spirituel bevidsthed. Det er nok i virkeligheden lige præcis det, jeg brænder allermest for, fordi jeg selv synes, det er så skide interessant!

    Jeg har i perioder følt mig enormt draget til at tage ud i verden og hjælpe - enten i krigshærgede områder eller i mere fredelige tredieverdens lande. Men nu har jeg fundet en mand og lavet et barn med ham, så det giver ikke rigtig mening længere. Jeg er også blevet en værre tudemarie, efter jeg blev mor og har nok også fået et lidt mere realistisk selvbillede med tiden, så jeg tror slet ikke, jeg ville egne mig til det, når det kommer til stykket.

    Og så er vi tilbage ved det, som for mig at se er et kernepunkt i denne diskussion: Hvornår er det et oprigtigt og ydmygt ønske om at hjælpe verden, og hvornår handler drømme og visioner om, hvordan vi godt kunne tænke os at se os selv - og blive set af andre? Når man får tanken, at éns idealer og drømme ikke er fine nok eller smarte nok, så er det jo virkelig det super fordømmende ego, der taler. Jeg synes da et eller andet sted også, mine drømme om sygepleje og komplementær behandling er så usexede, og at det egentlig lød meget bedre at ville redde Afrika, men sådan bliver det nok bare ikke...
    Comments (1)

    Hjertet, idéerne og idealerne på rette sted #4

    30 okt 2010

    Så skete der alligevel noget. Vedholdenhed - og dermed momentum - viser sig endnu en gang at skabe resultater. Jeg har fået endnu 3 mails i indbakken og klapper i hænderne. Stort tak til jer modige hjerter, det er sårbart at dele det, man brænder for. Men ilden brænder kraftigere og kan ses længere væk, når vi deler.

    I dag giver jeg ordet til expat-coach Louise Fly Caione, som også bestyrer bloggen Louises lakridser.

    Så har jeg fremstammet noget, du gerne må sætte i kursiv på det lille spørgsmål. I guder det var svært, men det føltes godt. Ved ikke hvorfor, men det var en udfordring, der talte til mig, så jeg er glad for, du insiterede. Det er ikke himmelragende nyt, måske heller ej epokegørende, men det er det, jeg føler for. Og det er det, der tæller, ikk'?

    Når jeg kigger mine drømme lidt dybere i øjnene handler det ikke om at redde verden men alligevel gøre et forsøg på at gøre den til et bedre sted at være. Ikke i form af økologiske tiltag eller CO2 sænkende aktioner men i form af gladere mennesker, der gør det, de brænder for, professionelt og/eller personligt.

    Helt konkret og med udgangspunkt i mit nutidige fokus, nemlig udlandsdanske kvinder, stiler jeg mod at få obligatorisk passionsundervisning på udstationeringsprogrammerne, så det at rejse ud som medfølgende påhæng bliver lige så attraktivt som at være den udstationerede part. Fordi man ved, at man derved får mulighed for at genopdage sig selv, finde sin egen identitet, sin indre flamme og sit smukkeste udtryk.

    I det mere ydmyg hjørne, drømmer jeg om, at mine interesser for selvudvikling og passionsarbejde smitter mere af på mine nærmeste venner og familie og giver dem lyst til og frem for alt mod på at blive mere af den, de virkelig er. For jeg ønsker dem selvfølgelig det bedste.

    Comments (2)

    Er det Jantelov, rene idealer eller ego?

    29 okt 2010

    Det blev til tre indlæg på bloggen om de store idéer, de store hjerter og de store idealer. Indrømmet, jeg havde håbet på lidt mere. Til gengæld har der været lidt debat i min indbakke omkring emnet.

    Én skriver at de manglende indlæg måske skyldes det danskernes Jantelov: hvem er vi til at tro at vi er noget specielt. Og det er naivt at tro, at vi kan gøre en forskel. Afslutningsvis skriver samme person at det jo i virkeligheden bør forholde sig lige omvendt: "Hvem er vi til at tro, at vi ikke skal påtage os et ansvar for at skabe den verden, som vi drømmer om?".

    Et andet bud er, at vi simpelthen er så optagede af vores egen verden, at vi ikke har tid til at skænke resten af verden mange tanker.

    Et tredje bud på mail handler om, at det måske ikke er alle, der har de store idealer i livet, men at de stadig gør en forskel, også selv om de ikke deler på bloggen, fordi de føler sig intimerede over, at resultaterne skal være så store og forkromede. Og at store idealer og oprigtigt dybfølte ønsker ikke nødvendigvis er et  kvantitativt regnskab. Slutteligt tilføjer denne debattør, at vi skal passe rigtig godt på, at idealerne ikke forveksles med egoets behov for at blive set og hørt.

    Hvad er dit bud?

    Comments (2)

    Store armbevægelser i gul zone?

    28 okt 2010

    Okay, jeg er ikke helt klar til at give slip på idealerne, idéerne og hjertet. Det optager mig faktisk ret meget i disse dage. Hvad mon årsagen er til, at ikke flere havde lyst til at dele?

    Og så kom jeg til at tænke på min egen proces. Og den vil jeg gerne dele, selv om jeg allerede skrev lidt om det i indlægget. Det var nemlig svært, men jeg tænkte at jeg ikke kunne søsætte sådan et projekt uden selv at deltage. Jeg vil også gerne indrømme noget andet. Jeg havde aldrig skrevet om de idealer, de drømme, de tanker, den vision før. Det kom bare, fordi der skulle stå noget.

    Når jeg læser det nu, så tænker jeg både "er det virkelig det, jeg drømmer om" og "ha, du når sgu' da ikke en promille af det" og "hvad mon de andre tænker om mig, når jeg tror, jeg kan det". Og måske når jeg kun 5 promille (skal jo tro på lidt på det...), men havde jeg ikke skrevet noget, havde jeg ikke delt det med jer, så havde jeg aldrig vidst, at netop det ideal og den tilgang lå latent i mig.

    Så ja, det er store armbevægelser. Og ja, det er svært. Og nej, det er ikke sikkert jeg lykkes med det. Men er jeg så et dårligere menneske for at have sagt det højt? Det mener jeg ikke. Og en gang i mellem er øvelsen i at svinge bredt ud med armene altså ikke helt tosset, selv om det foregår ude i den gule zone.

    Med dette indlæg skriver jeg altså også mellem linierne, at det ikke er for sent at sende dit bud på et stort  hjerte, et ideal eller en god idé.

    Comments (1)

    Hjertet, idéerne og idealerne på rette sted #3

    25 okt 2010

    Ja, egentlig ville jeg jo gerne, at jeg havde kunne dele flere store hjerter med jer, men min indbakke er tom nu. I skal selvfølgelig ikke snydes for mine idealer, hjerte og idéer, og så håber jeg, at de første tre i serien vil vise, at du altså hverken behøver at ville redde hele verden på én gang, være særlig specifik eller handle på det, bare fordi du siger det højt.

    Jeg drømmer om at være business angel. Ikke bare i ordets oprindelige betydning, men faktisk også i overført betydning. Hvis du vil have min mentoring, mit netværk og mine penge til at starte/udvikle/udvide din forretning, så skal du også ville give noget tilbage. Til samfundet, til verden, til planeten.

    Så 10% af alle de penge, som virksomhederne tjener, skal gå til et eget defineret velgørende formål eller til en fond, som jeg opretter og bestyrer. Her kan "social entrepeneurs" ansøge om penge, her kan børne-relaterede projekter gå hen. Eller skulle jeg bare sige, er idéen god nok, så støtter fonden formålet. Jeg er jo nem at begejstre. Så jeg må hellere være virkelig succesfuld og hjælpe andre med også at være det, for der skal dælme være noget at dele ud af. Ikke i danske målestok, men i amerikanske.

    Og flere gang om året bringer jeg alle forretningerne sammen til en fundraiser/happenings, hvor vi mødes - ikke for at snakke om al det gode, men hvor vi handler på det i form af aktiviteter, som eksempelvis et kæmpe loppemarked (jeg tænker bl.a. på et specialiseret, hvor vi sælger de bøger, som vi mener bør inspirere andre), suppekøkken, uddeling af julemad/julegaver, selvfølgelig koordineret med de institutioner, som ved en hel masse om lige den gruppe/det problem. Ja hvis jeg skal gå "all in", så rejser vi også ned og bygger skoler, brønde, toiletter osv. i tredjeverdenslande, eller giver pengene til dem, som ved en masse om det, mens vi iværksætter noget mere og andet.

    Okay, indrømmet, det er ikke nemt at skrive med så store armbevægelser. Men nu har du læst mit hjerte på vrangen. Så kom nu, hvis jeg kan, så kan du også.

    Comments (6)

    Hjertet, idéen og idealerne på rette sted #1

    22 okt 2010
    Jeg giver ordet op til Charlotte Rasmussen, som har hjertet, idéen og idealerne... Det er der, det hele starter.

    Måske lyder det stort - men jeg drømmer om at gøre verden til et bedre sted. Et sted hvor vi tør indrømme vores følelser og vise vores sande jeg. Jeg er træt af, at vi skal være pæne og trække en facade på, fordi vi ikke tør sige, hvad der foregår inderst inde af frygt for at være for mærkelig eller for at blive udstødt.

    Jeg drømmer om at skabe et forum, hvor vi tør vise vores sande jeg, og hvor vi kan inspirere hinanden til at blive en bedre version af os selv. Jeg har skubbet mine følelser væk i alt for mange år med mad, fordi jeg har følt mig mærkelig/anderledes. Jeg har følt mig mærkelig, fordi jeg har et behov for at være ærlig og sige tingene, som de nu engang er. Det gider jeg ikke være mere - nu skal denne ærlighed bruges til noget.

    Jeg kender endnu ikke formen på det forum, som jeg gerne vil skabe, men jeg kender indholdet mere og mere. Og måske kommer det hele i sidste ende til at hænge sammen som perler på en snor:-) Jeg vil gerne starte med at skabe et forum på min blog, hvor vi kan dele. Hvor vi ærligt kan fortælle hinanden om alle de følelser, som får os til at overspise og flygte fra virkeligheden. Et forum hvor vi tør stå ved den person, som vi i virkeligheden er - uden at være flove eller skamfulde over dette.

    Jeg har efterhånden mødt en del kvinder - mig selv inklusiv - som har så travlt med at nedgøre sig selv og sine følelser. Som tænker at de ikke er værd at elske, og at denne indre sandhed måske går hen og bliver endnu mere virkelig,hvis de siger det højt. Derfor forsøger vi at skubbe den væk med arbejde, mad, shopping, cigaretter, kaffe, sukker o.lign.

    Jeg er på vej - står i et vadested, hvor der er plads til at udfylde tomrummet med drømme. Det her var en af dem.

    Når det så er sagt, så kunne jeg også godt tænke mig at skabe et netværk for ildsjæle. Et netværk hvor vi tør tale om store drømme, hvor vi kan lege, tænke tværfagligt og få det allerbedste frem i hinanden. Hvor vi tør flyve uden angst for at miste jordforbindelsen for en stund, og hvor vi kan hjælpe hinanden ned på jorden igen og få ført drømmene ud i livet. Med andre ord et forum hvor vi kommer i kontakt med vores indre kilde, og hvor vi hjælper hinanden med at lytte til den.
    Comments (2)

    Bange for hovedrysten og latterliggørelse?

    20 okt 2010

    Jeg undres. Er vi virkelig så optagede af vores eget liv og vores egen næse, at vi ikke har gjort os forestillinger om, hvordan vi kunne tænke os at gøre en forskel for andre, altså mennesker vi ikke kender - endnu? Eller er vi simpelthen så bange for at sige det højt, bange for at blive til grin, bange for at blive kaldt latterlige? Det første er helt ærlig værre end det sidste.

    Jeg er overbevist om, at hvis du spørger mennesker, der virkelig har opnået succes og gjort en forskel, så er noget af det, de har mødt mest af, hovedrysten. Grænsende til dommen latterlig. Men de har selv troet på det, håbet på det, kæmpet for det. For at gøre en positiv forskel for andre.

    Den klub vil jeg hellere være en del af, end den som er samlet om frygt. Selv om jeg må indrømme, at jeg er skrækslagen - for at blive til grin, for hovedrysten, for om jeg vil fejle... Men den frygt sat op imod muligheden og chancen for at gøre en forskel. Så trækker jeg mit medlemsskab af frygtens klub tilbage.

    Jeg skriver dette, fordi min indbakke mildest talt ikke bugner med mails om store hjerter, store idealer og store tanker. Jeg tilbyder gerne anonymitet til dem, som ikke er helt klar. Det lover jeg dig nemlig at du bliver, når du læser de støttende og begejstrede kommentarer fra andre læsere.

    Så kom nu, lad os skifte perspektiv, se mod horisonten og tænke stort. Og lad os dele.

    Comments (3)

    Hooked?

    27 sep 2010

    Det bliver jeg vist nødt til at indrømme. Jeg er "flygtet" til det Hvide Hus i Washington DC. Nærmere betegnet "West Wing".

    Jeg har før kastet min kærlighed over "Præsidentens Mænd" og er nu den lykkelige ejer af alle 7 sæsoner. Jeg ved nu, hvor jeg er begyndt helt forfra, hvorfor den rører mig så dybt. Det er højtragende idealisme, og det elsker jeg. Det siges, at serien var så populær, fordi den portrætterede præsident, var præcis den, amerikanerne drømte om. Meget har ændret sig siden da. Primært i form af Barack Obama.

    Men min kærlighed er intakt. Du kender det sikkert, når du er optaget af en bog, arbejde (!) eller en god film. Den fortsætter som en del af din verden, selv om du lukker og slukker. I øjeblikket er jeg sammen med præsident Bartlet og al hans staff, også når jeg ikke er. Og jeg leder hele tiden efter tid og ro til liiige at se endnu et afsnit med idealisme, store idéer, troen på den perfekte verden og en dialog, som udfordrer og udvikler min kærlighed til ord. Ah, glæden og forbandelsen ved at være hooked...

    Comments (1)