Hjertet, idéerne og idealerne på rette sted #3

Ja, egentlig ville jeg jo gerne, at jeg havde kunne dele flere store hjerter med jer, men min indbakke er tom nu. I skal selvfølgelig ikke snydes for mine idealer, hjerte og idéer, og så håber jeg, at de første tre i serien vil vise, at du altså hverken behøver at ville redde hele verden på én gang, være særlig specifik eller handle på det, bare fordi du siger det højt.

Jeg drømmer om at være business angel. Ikke bare i ordets oprindelige betydning, men faktisk også i overført betydning. Hvis du vil have min mentoring, mit netværk og mine penge til at starte/udvikle/udvide din forretning, så skal du også ville give noget tilbage. Til samfundet, til verden, til planeten.

Så 10% af alle de penge, som virksomhederne tjener, skal gå til et eget defineret velgørende formål eller til en fond, som jeg opretter og bestyrer. Her kan "social entrepeneurs" ansøge om penge, her kan børne-relaterede projekter gå hen. Eller skulle jeg bare sige, er idéen god nok, så støtter fonden formålet. Jeg er jo nem at begejstre. Så jeg må hellere være virkelig succesfuld og hjælpe andre med også at være det, for der skal dælme være noget at dele ud af. Ikke i danske målestok, men i amerikanske.

Og flere gang om året bringer jeg alle forretningerne sammen til en fundraiser/happenings, hvor vi mødes - ikke for at snakke om al det gode, men hvor vi handler på det i form af aktiviteter, som eksempelvis et kæmpe loppemarked (jeg tænker bl.a. på et specialiseret, hvor vi sælger de bøger, som vi mener bør inspirere andre), suppekøkken, uddeling af julemad/julegaver, selvfølgelig koordineret med de institutioner, som ved en hel masse om lige den gruppe/det problem. Ja hvis jeg skal gå "all in", så rejser vi også ned og bygger skoler, brønde, toiletter osv. i tredjeverdenslande, eller giver pengene til dem, som ved en masse om det, mens vi iværksætter noget mere og andet.

Okay, indrømmet, det er ikke nemt at skrive med så store armbevægelser. Men nu har du læst mit hjerte på vrangen. Så kom nu, hvis jeg kan, så kan du også.

Hjertet, idéen og idealerne på rette sted #2

Kvinden som formede idéen om denne lille serie ved at sende en helt uopfordret mail til mig: Maj Lykke Jensen. Jeg behøver vist ikke sige mere.

Min mand og jeg skal starte en friskole i København. Skolen skal baseres på bl.a. Sir Ken Robinsons tanker om en skole, hvor det enkelte barns kreativitet og skabertrang får lov at blomstre. En skole, som ikke hylder middelmådigheden, men som støtter børnene i at gå ud i verden og gøre en forskel. Vi vil hjælpe dem med at finde deres stemme og inspirere dem til at bruge den. En skole hvor den allervigtigste læring ikke er den, som du alligevel kan slå op på Google, men i stedet evnen til at forholde sig til komplekse spørgsmål som fx: Hvad skal jeg nu?, Hvad er jeg god til?, Hvad gør mit liv værd at leve? osv. osv.

Det virker så rigtigt og jeg kan mærke ild i maven, når jeg tænker på det. Min mand og jeg arbejdede med vores vision i sidste uge og vi brænder begge to for, at skolen bliver en forgangsskole som på sigt kan være med til at revolutionære folkskolen. Vores eftermæle? At vi inspirerede en generation til at droppe den middelmådighed, som ikke længere tjener vores samfund og i stedet erstatter den med tillid til, at vi hver især har nogle unikke evner, som vores planet har brug for, at vi gør brug af. At vi påtager os vores eget lederskab.

Der er en masse lovmæssige krav og derfor kan skolen ikke åbne før august 2012. Indtil da er der selvfølgelig en masse forberedelse, som kræver vores tid. Men indtægter er der jo tidligst om 2 år og derfor skal jeg nu ud og finde et fleksibelt deltidsjob i mellemtiden. Hvis du kender nogen der fx kan bruge en PA nogle timer om ugen, må du endelig sige til. Eller hvis du hører om noget andet, du mener ville være relevant, må du meget gerne give lyd.

Jeg tillader mig at lade den sidste del af mailen blive stående, så hvis du kender nogen, som har brug for en med hjertet på rette sted (og 10 års erfaring i reklame og markedsføringsbranchen), så sig til.

Hjertet, idéen og idealerne på rette sted #1

Vred på den fede måde?

Jeg er ikke sur mere. Jeg er heller ikke ked af det mere. Men det var jeg i morges da jeg vågnede. Opdagede skiftet i følelser ved, at kæberne ikke længere var sammenbidte men kinden våd af tårer. Det er ikke sjovt at vågne op sådan.

Nu et par timer senere ved jeg også hvorfor. Det handler om forventinger. Forventinger som ikke blev indfriet. En lille besked som ikke blev videregivet, som jeg havde forventet. Udadtil synes jeg også den var lille, men indeni var det (åbenbart)  af stor betydning. For det var ikke kun en besked, det var et ja eller et nej, som ville få stor betydning. Og en afklaring jeg har ventet på, så jeg kunne melde ud, handle på en hel masse og melde tilbage. For et handlingsorienteret menneske som mig, er sådanne manglende svar en frustrerende spændetrøje.

Og så kommer det også til at handle om nogle andre helt centrale begereber og værdier for mig: respekt, loyalitet og det at overholde en aftale. Og det som gør mig vred er, at jeg - overfor helt andre - skal gå på kompromis med netop de principper, fordi andre ikke overholder deres aftale.

Utroligt hvor skønt og frisættende vrede kan føles, når man ved hvad den handler om. Der er klarhed, og det betyder mulighed for at handle. Mor er ikke sur, skuffet og ked mere, mor er vred - på den fede måde.

Må man ikke tro på det gode?

Jeg må lige tilbage til det der med skuffelse.

Har nu et par steder meldt ud, at jeg ikke er klar til at blive gravid før til næste år. Men så er det at folk reagerer, når jeg så siger, at så bliver det til næste år. Når jeg tillader mig at tale overbevist om, at jeg så bliver gravid, når jeg belsutter mig for det.

Jeg ved naturen har sin egen gang og at man aldrig kan være sikker. Det har jeg så absolut ikke lyst til at jinxe og alle mine tanker går til dem, som der jo desværre er flere og flere af, for hvem det ikke er så nemt. Men det gik jo mege godt sidst og jeg er sund og i god form.

Alligevel er det svar jeg får hele vejen rundt, at nu er det jo ikke sikkert, at det går lige så godt og at jeg ikke bare sådan kan planlægge. Og det ved jeg jo godt.

Men på den anden side, skal jeg så ikke tro på det gode. På at det kan lade sig gøre, eller skal jeg tage bekymringerne og skuffelsen på forhånd?

Jeg må i hvert fald konstarere, at jeg ikke er den eneste, som tager forskud på skuffelsen, det er vist lidt af en folkesygdom - eller er det mig som er naiv, urealistisk og måske en smule overlegen, når jeg tror at naturen kan planlægges?

Er det virkelig håbløst at vække idealisten?

Vi fik en helt uventet voksendag/kærestedag i dag. Og så skulle vi da i biffen. Men der gik bare ikke rigtig noget vi gad at se.

Jeg orkede nemlig ikke Armadillo! Fordi jeg så skulle tage stilling. Fordi det i min optik ikke er gratis at se sådan en film på samme måde som det er gratis at se action eller romantisk komedie (to favorit-genrer). Det er ikke noget jeg er stolt over at tænke det, men nu er ude.

Men så så jeg traileren og den lokkede (har jo i tidernes morgen skrevet speciale om indkapslet journalistik i Irak-krigen!). Og så så vi filmen! Og jeg græd mine idealistiske tårer af flere omgange.

Fordi det er menneskeskæbner på begge sider, fordi de unge mænd aldrig bliver de samme efter et halvt år i Afghanistan, fordi uskyldige mennesker dør, fordi krig er rædselsfuldt.

Men jeg var også imponeret. Over en film som er så smuk, at jeg mindedes kunstfilm og de fineste klippetricks fra min studietid på film- og medievidenskab, og så fordi det er lykkedes filmskaberen at forholde sig helt neutralt. Han valgte ikke side.

Og bagefter sad jeg der med lommetørklædet og var blevet rørt langt ind i sjælen. Også idealisten var blevet vækket. Og det er lige præcis det, jeg ikke orker... For efter den film kunne jeg kun lægge hovedet på kærestens skulder og konstatere "det er håbløst". Omvendt var jeg rørt og vækket, og for mig kræver det handling. Men hvad skal jeg gøre? Hvad kan vi gøre? Lov mig i hvert fald én ting, se filmen hvis du kan.