Store armbevægelser i gul zone?

Okay, jeg er ikke helt klar til at give slip på idealerne, idéerne og hjertet. Det optager mig faktisk ret meget i disse dage. Hvad mon årsagen er til, at ikke flere havde lyst til at dele?

Og så kom jeg til at tænke på min egen proces. Og den vil jeg gerne dele, selv om jeg allerede skrev lidt om det i indlægget. Det var nemlig svært, men jeg tænkte at jeg ikke kunne søsætte sådan et projekt uden selv at deltage. Jeg vil også gerne indrømme noget andet. Jeg havde aldrig skrevet om de idealer, de drømme, de tanker, den vision før. Det kom bare, fordi der skulle stå noget.

Når jeg læser det nu, så tænker jeg både "er det virkelig det, jeg drømmer om" og "ha, du når sgu' da ikke en promille af det" og "hvad mon de andre tænker om mig, når jeg tror, jeg kan det". Og måske når jeg kun 5 promille (skal jo tro på lidt på det...), men havde jeg ikke skrevet noget, havde jeg ikke delt det med jer, så havde jeg aldrig vidst, at netop det ideal og den tilgang lå latent i mig.

Så ja, det er store armbevægelser. Og ja, det er svært. Og nej, det er ikke sikkert jeg lykkes med det. Men er jeg så et dårligere menneske for at have sagt det højt? Det mener jeg ikke. Og en gang i mellem er øvelsen i at svinge bredt ud med armene altså ikke helt tosset, selv om det foregår ude i den gule zone.

Med dette indlæg skriver jeg altså også mellem linierne, at det ikke er for sent at sende dit bud på et stort  hjerte, et ideal eller en god idé.

Må man godt det?

Må man godt det på en fredag aften efter en hel skål chips, en en fabelagtig bog (det vender jeg tilbage til i morgen) og et glas vin? Altså lægge sig på sofaen med pude og dyne, fordi man er træt?

Også selv om man så sikkert ikke kan sove i aften, når det er sengetid (!)? Også selv om man ikke har fået aftensmad, men netop har åbnet en pose slik, nu hvor der ikke var flere chips? Også selv om jeg ikke har sat vasketøj over og lavet det arbejde jeg skulle?

Jeg må. For jeg er nemlig alene hjemme. Uden barn og kæreste. Og kan sove længe i morgen. Hvis jeg har lyst.

Lige nu har jeg lyst til at lukke øjnene under dynen i sofaen. Godnat.

Indsigt gennem ord?

Jeg er vist ikke helt færdig med refleksionerne omkring mine ord, hvad end der er for mange, for få eller lige tilpas.

I dag fangede jeg nemlig mig selv i at lave en aftale med mig selv, som jeg har lavet 100 gange før. Også i forbindelse med venskaber, men denne gang i forbindelse med opstart af et nyt personligt forløb hos en coach: "Husk nu, du får mest værdi, hvis du lader være med at snakke så meget og så lytter til alt det kloge, hun har at sige", sagde jeg til mig selv.

Det er bare aldrig lykkedes før. Og det var det jeg snublede over. At det netop er i mine ord, når jeg "tænker højt", at indsigterne lander hos mig. Det er den måde jeg forstår mig selv bedre på, hvilket også forklarer hvorfor de kæreste af mine venner og veninder, de mennesker jeg beundrer mest, altid er dem, som får snakket ørerne mest af. Fordi der er så meget modspil og inspiration at hente, at indsigter og ny forståelse lander med meget korte intervaller.

Måske ville de have glæde af at vide netop det - eller måske ville det nærmere skabe ro i sindet hos mig, så jeg ikke længere behøvede at lægge de - alt for stramme og ikke særligt succesfulde - bånd på mig selv...

Grøn skabertrang?

Når nu man absolut ikke har grønne fingre, men har set noget med lavendler, prikker i luften (hedder de ikke det) og efeu i et blad, så er det faktisk også en kreativ udfoldelse og lidt af en udfordring at "designe" sine egne altanpotter med en sammenplantning (hedder det, det?).

I går kastede jeg mig så ud i denne kreative proces og prøvede med al djævlens vold og magt at holde kritikeren fra døren (han var åbenlyst ikke tilfreds, det lignede jo slet ikke den fine sammenplantning i magasinet). Og for at gøre det hele endnu mere festligt, hentede jeg Noah først, så vi kunne lege med jord og vand sammen. Fejltagelse. Heldigvis (for oprydningen) mistede Noah interessen, da han havde spildt en halv liter jord på altanen og hældt vand ud over.

Resultatet? Tja, det var måske ikke helt sådan, jeg havde set det for mit indre blik. Men ingen kan tage glæden fra den kreative proces (undtagen måske lige mig selv og min indre kritiker, hvis jeg lader ham komme til orde), og jeg blev bare bekræftet i, hvor mange muligheder vi har - hver dag - for at pleje vores indre skabertrang. Jeg hyggede mig.

Og hvis det går som det plejer, så kan jeg få lov at gøre det hele igen ganske snart, fordi blomsterne enten tørrer ud eller drukner. Er der da overhovedet ingen grænser for den kreative proces?