Er familie ikke det vigtigste?

Er det at have en familie - nogle at dele livet med helt tæt på - ikke en menneskeret?

Det vil jeg mener, det er i hvert fald der jeg henter den mest dyrebare energi og giver mest ubetinget.

Så hvorfor skal det så koste at skabe den? Hvis man fra naturen ikke kan selv, så koster det en formue at adoptere og pr. 1 januar, 2011 og så behandling mod ufrivillig barnløshed.

Julia bringer emnet op i dag, og jeg vil meget gerne være med til at lave bølger i andedammen. Vil du også, så debattér på livet løs, på din blog og i din omgangskreds.

Og selvfølgelig lige her - hvad mener du?

PS. Og hvordan hænger det på samfundsniveau sammen med manglende hænder? De må ikke komme ind udefra, og nu kan vi heller ikke levere dem selv i det omfang, vi måske har lyst til. Det er da et regnestykke der slet ikke går op - mest af alt i forhold til al den kærlighed forældre gerne vil give...

Befriende kærlighed til fremmede?

Afsluttede det mest fantastiske mindfulness-forløb i dag. Skriver en samlet vurdering én af dagene, men lige nu må jeg altså bare dele en meget fin oplevelse med jer.

Dengang vi startede forløbet skulle vi ikke sige vores navn eller præsentere os selv. Det var underligt at ses med mennesker hver tirsdag, som man slet ikke kendte, men heller ikke blev præsenteret for. I hvert fald ikke på den gængse måde. For vi fik ikke sat hinanden i den der "hvad-laver-du-så-box", og det viste sig at være en befrielse.

Ja, faktisk mere end en befrielse. Nærmest en renere kærlighed. Og kald mig bare flippet, men i dag til den aller sidste meditation, var det netop det jeg oplevede. At jeg synes om dem, bare fordi de er, ikke for det de kan, gør og laver.

Men også en anelse underligt at sige farvel til mennesker uden at kende deres efternavn eller hverdag den mindste smule. Vi har siddet der og kigget hinanden i øjnene, længe - så længe, at det virkelig er underligt, hvis du tænker for meget over det, delt alverdens indsigt og krammet til sidst. Og så bare givet slip igen. No strings attached. Ganske ny oplevelse.

Gør teori til praksis: Næste gang du møder et nyt menneske, så spørg til hvem de er, i stedet for hvad de laver. Hvad med spørgsmålet: Hvad har været den største aha-oplevelse, du har haft? Og se så om du kan modstå trangen til at vide alt det, vi normalt bruger til at sætte folk i kasser med.

Sejt?

Sej søndag. Med tid til både lidt praktisk, lidt arbejde og masser af hygge.

"Sejt", sagde Noah for første gang i dag. Kan man sige det, når man ikke en gang er 2,5? I øjeblikket er det sejt at se lange tegnefilm. De sejeste er Cars og Nemo. Det er skildpadden, som siger sejt. Og Lynet McQueen som siger "jeg er fart". Det går den lille kopimaskine også rundt og siger.

Det er søndag, en sej af slagsen. Fordi der er tid til at dvæle ved ordene, ved hinanden. Nyde de små ting. Som da Noah insisterede på at komme ind i vores seng i nat. Da han daffede derind på sine små fødder, nåede jeg halvt i søvne at registrere, at det er den skønneste - eller som Noah nok ville sige det, sejeste lyd i verden - kun udkonkurreret af barnelatter. Jep. (Som Noah også siger, ser han mon for mange tegnefilm?)

Kærlighedens vokseværk?

I dag er min søn 2 år, 2 måneder og 22 dage gammel og det føles som om min kærlighed til ham stadig vokser, i øjeblikket føles det næsten som vokseværk, som om mit hjerte skal sprænges. Jeg kan ikke forstå, at det kan rumme al den kærlighed.

Jeg elskede min søn hæjt fra den dag jeg havde ham i armene første gang. Og synes det var kæmpe store følelser. Måske har nogen fortalt mig det ville vokse, men jeg har ikke forstået det, ikke fattet dimensionerne af det.

Det gør jeg stadig ikke. Noah bliver passet i denne weekend, og for første gang - siden han blev født - har jeg svært ved at nyde det, fordi jeg savner ham sådan. Og han har talt om sine bedsteforældre de sidste 14 dage, så jeg ved, at han elsker det.

Tilbage sidder en mor, med et hjerte som vokser ud over alle bredder, det er så smukt at opleve al den kærlighed et hjerte kan rumme, men det er sørme også skrøbeligt må jeg tilføje. Men det tager jeg med, for den slags vokseværk tror jeg kun jeg bliver et bedre menneske af, mere kærlighed og mere sårbarhed. Mon ikke det er en god opskrift?

Lidt romantik på en mandag?

Lovede jer jo lidt romantik, så bedre sent end aldrig. Her lidt stemningsbilleder fra et maltesisk bryllup. Og som billedet tydeligt viser her, så er kærligheden mellem to mennesker på sådan en dag den samme (næsten) hvor på kloden du befinder dig. Det var en katolsk ceremoni med masser af ord og få, men meget smukke og velkendte (pop)-melodier.

Efter reception på en plads midt i byen Valetta, som ser ud som om den er hugget ud af en stor klippe-blok for 200 år siden med udsigt ud over det smukke Middelhav, blev vi kørt til et lille bryllupsparadis. Jeg tror jeg vil lade billedet tale for sig selv.

Skønt at møde nogle mennesker fra et liv for lang tid siden og mødet med deres børn bekræftede mig blot i, at tiden går hurtigt og livet udvikler sig. Helt ærligt, savnede kæresten min og ham den lille 2-årige, når nu alle andre havde deres "nye liv" med.

På trods af romantik, var det min gennemgående følelse den dag, så det er hermed noteret i livsbogen - tag dine kære med til bryllup, hvis på nogen måde muligt. Men smukt var det og nu er jeg en stor oplevelse rigere.

Indløsning af et styks savn?

Hjemme i tryg favn. Tillod mig at nyde det helt ud i tåspidserne (derfor missede jeg blog-indlæg i går), for åh, hvor havde jeg savnet. Først 100% fokus på et styks lille menneske, som nok var glad for at se sin mor men også stadig godt i gang med sit eget. Lige indtil han skulle i seng og vi krammede ekstra længe. Måtte også lige ind og se til det sovende barn en ekstra gang, er der noget som lige præcis den oplevelse, der kan få et forældre-hjerte til at flyde over?

Derefter sen middag på altanen, tilberedt af kæresten og med rødvin til. Ude godt, men hjemme helt klart bedst og det blev i en grad, jeg sjældent har oplevet det før, understreget i går. Savnet er indløst og erstattet af nærvær, kærlighed, taknemmelighed og ja, hverdag.

Til en fødselsdag hører der da gaver, ik?

1 år. Ingen tid. Alverdens tid. Der er i hvert fald løbet nogle ord og indsigter under broen siden 15. juni 2009. Underligt at jeg overhovedet har kunne undvære dette medie. Underligt at jeg overhovedet har kunne undvære at være i dialog med dig.

Den bløde pakke i dag er som du nok har opdaget nye klæder. Nye funktioner. Nyt logo. Nye farver. Nye rammer at boltre os i. Og nåh ja, ny tekst på Om bloggen. Sikke en fest.

Der er minsandten også en gave til dig. Hele tre workshops om skabertrang og kreativitet.

Og gaveregnen slutter ikke her. Hvis du vil være med til en lille give away  i anledning af bloggens fødselsdag, har du muligheden nu. Jeg udlodder en plads på hver af det tre workshops:

Trin 1: Find din indre skabertrang - og skab tiden i hverdagen
Trin 2: Giv din skaberkraft et boost -  opbyg momentum, struktur og kast dig ud i drømmeprojektet
Trin 3: Del din skabertrang - og tjen penge på samme tid

Skriv en kommentar herunder, hvor du påfører hvilken workshop, du kunne tænke dig at deltage i. Og hvis du har lyst, så skriv også gerne, hvorfor netop denne workshop er den mest interessante for dig. Jeg trækker lod på søndag d. 20. juni.

Hurra for fødselsdage, for ord, for dialog og for at dele - hurra for blogging.

Opskriften på en dejlig dag?

Det er F-tid. Fødselsdagstid. Og Familie-tid. Med stort F. Ud af den nærmeste families 12 fødselsdage, ligger de 7 indenfor 5 uger, og den winning streak er vi midt i lige nu. For mig er det lig med en anden tid: følelsestid. Af den gode slags.

Derfor glædede jeg mig i morges, da vi kørte af sted mod en 8. fejring, en fødselsdag/dimission/afrejsefest. Selv om vi ikke er bundet sammen af kødets bånd, så havde jeg stadig fornemmelsen af, at jeg i dag skulle være sammen med familie. Og det er en særlig rar følelse at opdage, at man har en familie, som man selv definerer, når ens familie af kød og blod bor så lang væk, at hverdagssamvær sjældent er muligt.

Og så er det jo en bonus, når "min rigtige familie" i form af lillebror og hans kone tager med hjem og fortsætter F-tiden. Fik jeg sagt at jeg virkelig godt kan lide familie-følelsen?

Og ja, der var også skøn mad. Både til brunch i formiddags og da kokken i familien gik i køkkenet her til aften.

Opskriften på en dejlig dag: fødselsdage + familiære følelser (+ god mad:) = F-tid.

Er det stadig kun en øvelse?

Noah har fødselsdag i dag - et par timer endnu. Og egentlig synes jeg i den grad han er blevet fejret, af rigtig mange og på fornem vis. Det har været nogle dejlige dage.

I går startede han hos farmor og farfar med boller og lagkage sammen med den side af familien og to rimelig kvæstede forældre netop landet fra bryllup i Viborg.

Samme aften valgte hans onkel og tante at udsætte deres tur over Bæltet for at kunne fejre Noah ved stort morgenbord. Hvad vi ikke vidste var, at mormor og morfar havde planlagt surprise-visit hele vejen fra Holland, så kl. 19.30 i går stod de også istuen og Noah blev virkelig overrasket (det gjorde jeg også skulle jeg hilse og sige:).

Der var  gaver i en lind strøm og masser af leg i morges og så det store fødesldagsmorgenbord, nu med den anden side af familien.

Noah bad selv om at komme ind og sove til middag, han trængte vist til hvile. Og så var det tid til børnefødselsdag, stadig med medfølgende forældre. Det var en fin fest, hvor børneværelset på obligatorisk vis lignede en krigszone.

Noah bad ikke selv om at komme i seng, han var helt oppe at køre. Og han sang længe inden han faldt i søvn. Det ville til gengæld være løgn, hvis ikke jeg bad om at komme i seng, for nu var det vist min tur til at trænge til hvile. Men først efter at have bagt kage til vuggestuen, for der skal han jo også fejres. 3 dages fest for en 2-årig.

Og så siger de, at det stadig er rimelig lige til at holde børnefødselsdag, ingen tema-fester og ingen børnehave på besøg - endnu. Hvis det her bare er en øvelse, så er det endnu en grund til, at jeg inderligt ønsker, at tiden ikke går så stærkt med sådan en lille størrelse på hele 2 år!

Er det overfladisk?

Jeg bliver nødt til at krybe til korset. Jeg glædes ved det materielle. Og jeg har en indre prinsesse.

Både prinsessen og materialismen skal ud og luftes i dag. For vi skal til bryllup. Og det er alligevel lidt tid siden sidst, så jeg glæder mig. Og det har nok kammet lidt over. Jeg skulle nemlig bare købe et par nye sko. Men da kæresten så sagde "skal du have den nederdel på IGEN", tænkte jeg, at det om noget er et carte blanche til at gå ud og købe nyt. Når manden synes den har været brugt lige lovlig mange gange. Og jeg skal love for jeg tog det hvide kort bogstaveligt.

Og ja, undertøjet matcher. Lidt kontrolfreak er der jo også i en "ægte" prinsesse

Jeg har endda måtte bede en veninde om hjælp til at sætte håret, for nu skal der sørme ikke mangle noget. Nu giver jeg den indre prinsesse frit spil. Og har booket hotel - med spabad. Og helt ærlig, jeg har haft bobler indeni af glæde, mens jeg har sammensat prinsessens mundering og festplan. Er det overfladisk?

PS. Og hvad er det, der sker med de der bryllups-ønskesedler, det er jo elementære bestillingslister til hus og have! (Det kan jeg jo sagtens sige, som den materialist, jeg lige har indrømmet jeg er, når jeg ikke selv har holdt bryllup. Jeg har i hvert fald lovet mig selv at prøve at være lidt opfindsom, når det kommer til ønsker - så mine bryllupsgæster har plads til lidt kreativ udfoldelse - og jeg skal bruge uger på at bytte!) (Hvis jeg nogensinde skal giftes... hint hint fra den indre prinsesse).