Hvordan har du det egentlig?

Oh, mindfulness. Tirsdag er min nye yndlingsdag, fordi jeg denne aften kommer helt ned i kroppen, kan mærke præcis hvordan jeg har det, mærke grounding og tyngde til alt det gode i mit liv og en ro, som nærmest skræmmer mig. Tænk at den eksisterer inde i mig.

Og hvordan har jeg det så? Ville ønske jeg kunne give dig en filosofisk, højtragende og smuk udredning af én af de helt store indsigter. I stedte har jeg opdaget, at jeg er... træt! Som i rigtig træt, men kan løbe så stærkt til daglig, at jeg ikke mærker det.

Så nu skal jeg prøve noget nyt. At sove 8 timer hver nat den næste uge og se om det gør en forskel. Planen er allerede ved at skride, hvis jeg skal op kl. 6. Så nu skynder jeg mig at sove, selv om jeg med den handling og tanke er rimelig meget på vej væk fra mindfulness'en, som altså er en all time new favourite.

Ved du hvad kroppen oplever?

Har fået lektier for. I mindfulness. Én af dem (der er faktisk ret mange) er i denne uge at notere en behagelig oplevelse hver dag. Og det nye - i forhold til taknemmelighedsdagbog - er, at man skal stoppe op i et splitsekund og lægge mærke til kroppens reaktion, ikke bare tankerne og følelserne, som vi måske nok er vant til.

Dagens behagelige oplevelse...

Hvad var oplevelsen: Noahs hånd i min på vej hjem fra vuggestuen.

Hvilke følelser var der under oplevelsen: lykke, glæde, taknemmelighed.

Hvilke fornemmelser var der i din krop: det var som om al opmærksomhed var i min håndflade, så jeg virkelig kunne mærke den lille lækre hånd i min. Og den varme og kærlighed bredte sig i kroppen.

Hvilke tanker havde du under oplevelsen: det her er ren lykke. Hold fast i den, nyd det i fulde drag, jeg har lyst til at trykke på pause.

Hvordan er det at tænke på det nu: det varmer mit hjerte - og min hånd - og jeg er taknemmelig for, at jeg efter en travl dag lagde mærke til denne lille ting, som egentlig var ganske stor.

Egentlig en meget fin øvelse. Mindfulness eller ej...

Vred matriark?

Jeg er så vred, at jeg næsten ikke kan være i min krop. Det bobler og koger over, og det er balancerende på en knivsæg, at jeg ikke løber over med tårer, fordi de indtil for ganske få år siden, var den eneste måde jeg kunne være vred på.

I stedet går jeg nu rundt og tåler absolut ingen bulshit. Du skal ikke løbe om hjørner med mig i dag - eller de næste dage - vil være mit bud. Så er du advaret.

Jeg er vred, fordi jeg forhindres i at sørge for min famile. Don't mess med matriarken! Men jeg er også vred over, at min stolthed kommer på tværs og mudrer billedet. Flov over ikke at lykkes med det her. Og så er vred over, at nogle har viftet mig under næsen med en drømmevision, for så at gemme den væk igen, når jeg havde overgivet mig, fået alle idéerne, set det hele for mig, gjort mig alle forestillingerne.

Så vred at jeg burde løbe flere turde dagligt, kaste med sten, råbe i puder - eller måske bare være lige midt i det med hud og hår - og smerte...

P.S. Ved godt jeg ikke er særlig specifik. Det er et bevidst valg. Du må få detaljerne senere...

Sladrehank?

Sladder er nogle gange nødvendigt. Hvis definitionen af sladder er at hviske bag nogens ryg. Og hvis den sladrehank er din krop. I hvert fald, hvis du som mig ikke er så god til at lytte, når den står lige overfor dig og forsøger at få et budskab igennem. Lige nu hvisker min krop. Den sladrer til mig om, at jeg altså (stadig) ikke er på toppen.

Som om jeg ikke vidste det. Omvendt synes jeg det gik bedre i dag og jeg kastede mig ud i min nye struktur og målsætning. Uden at kunne følge den til dørs, fordi hovedet også banker. Som om der sidder én derinde på indersiden, som har forsøgt at sladre og hviske hele formiddagen, men som nu er begyndt at banke ganske hårdt for at få min opmærksomhed.

Der er vist ikke andet for at slå hårdt ned på sladder og love  - endnu en gang - at jeg bliver bedre til at lytte. For jeg vil altså helst, at man fortæller mig sandheden ansigt til ansigt.

Hvem er din sladrehank?