• opslagstavle
  • Nye kommentarer

  • wordpress stat
  • Befriende kærlighed til fremmede?

    15 dec 2010

    Afsluttede det mest fantastiske mindfulness-forløb i dag. Skriver en samlet vurdering én af dagene, men lige nu må jeg altså bare dele en meget fin oplevelse med jer.

    Dengang vi startede forløbet skulle vi ikke sige vores navn eller præsentere os selv. Det var underligt at ses med mennesker hver tirsdag, som man slet ikke kendte, men heller ikke blev præsenteret for. I hvert fald ikke på den gængse måde. For vi fik ikke sat hinanden i den der "hvad-laver-du-så-box", og det viste sig at være en befrielse.

    Ja, faktisk mere end en befrielse. Nærmest en renere kærlighed. Og kald mig bare flippet, men i dag til den aller sidste meditation, var det netop det jeg oplevede. At jeg synes om dem, bare fordi de er, ikke for det de kan, gør og laver.

    Men også en anelse underligt at sige farvel til mennesker uden at kende deres efternavn eller hverdag den mindste smule. Vi har siddet der og kigget hinanden i øjnene, længe - så længe, at det virkelig er underligt, hvis du tænker for meget over det, delt alverdens indsigt og krammet til sidst. Og så bare givet slip igen. No strings attached. Ganske ny oplevelse.

    Gør teori til praksis: Næste gang du møder et nyt menneske, så spørg til hvem de er, i stedet for hvad de laver. Hvad med spørgsmålet: Hvad har været den største aha-oplevelse, du har haft? Og se så om du kan modstå trangen til at vide alt det, vi normalt bruger til at sætte folk i kasser med.

    Kan du være med det ubehagelige?

    17 nov 2010

    Så blev det tirsdag igen og dermed mindfulness. I mit forløb nåede vi i går til de ubehagelige følelser. Opgaven hele ugen har været at opleve, hvad der skete i ubehagelige situationer. Men jeg havde ikke lavet lektier (det synes den "pæne" pige ikke om), for jeg opdagede ikke de situationer, før det var for "sent". Simpelthen fordi jeg flygtede. Ikke ville mærke dem. Sneg mig udenom.

    Men der er som oftest en regning, som skal betales. Og jeg skal love for, jeg betalte med renters rente i går. Under meditationen. Ikke en kort én af slagsen, men hele 30 minutter. Der var uro, muskler der brændte, dom, frustration, irritation. Det hele. Men jeg sad med det. Og 30 minutter er lang tid skulle jeg hilse at sige. Og det var en sejr.

    Mest fordi, når jeg sidder med det ubehagelige, så vokser det ikke. Der er ikke noget drama. Det er der bare og jeg oplever, at jeg har styrke til at være med det. Tænk engang, hvis jeg kunne integrere det i min hverdag... Jeg øver mig.

    P.S. Hvis du er blevet lidt nysgerrig af at læse mine beretninger, så starter Jeanette et nyt hold til februar, og det kommer med mine varmeste anbefalinger. Det er enkelt, tilgængeligt, effektfuldt og ja, ret så krævende. Der er masser af momentum, masser du skal lave på egen hånd og netop derfor, så meget værdi at hente.

    Hvordan har du det egentlig?

    9 nov 2010

    Oh, mindfulness. Tirsdag er min nye yndlingsdag, fordi jeg denne aften kommer helt ned i kroppen, kan mærke præcis hvordan jeg har det, mærke grounding og tyngde til alt det gode i mit liv og en ro, som nærmest skræmmer mig. Tænk at den eksisterer inde i mig.

    Og hvordan har jeg det så? Ville ønske jeg kunne give dig en filosofisk, højtragende og smuk udredning af én af de helt store indsigter. I stedte har jeg opdaget, at jeg er... træt! Som i rigtig træt, men kan løbe så stærkt til daglig, at jeg ikke mærker det.

    Så nu skal jeg prøve noget nyt. At sove 8 timer hver nat den næste uge og se om det gør en forskel. Planen er allerede ved at skride, hvis jeg skal op kl. 6. Så nu skynder jeg mig at sove, selv om jeg med den handling og tanke er rimelig meget på vej væk fra mindfulness'en, som altså er en all time new favourite.

    Ved du hvad kroppen oplever?

    5 nov 2010

    Har fået lektier for. I mindfulness. Én af dem (der er faktisk ret mange) er i denne uge at notere en behagelig oplevelse hver dag. Og det nye - i forhold til taknemmelighedsdagbog - er, at man skal stoppe op i et splitsekund og lægge mærke til kroppens reaktion, ikke bare tankerne og følelserne, som vi måske nok er vant til.

    Dagens behagelige oplevelse...

    Hvad var oplevelsen: Noahs hånd i min på vej hjem fra vuggestuen.

    Hvilke følelser var der under oplevelsen: lykke, glæde, taknemmelighed.

    Hvilke fornemmelser var der i din krop: det var som om al opmærksomhed var i min håndflade, så jeg virkelig kunne mærke den lille lækre hånd i min. Og den varme og kærlighed bredte sig i kroppen.

    Hvilke tanker havde du under oplevelsen: det her er ren lykke. Hold fast i den, nyd det i fulde drag, jeg har lyst til at trykke på pause.

    Hvordan er det at tænke på det nu: det varmer mit hjerte - og min hånd - og jeg er taknemmelig for, at jeg efter en travl dag lagde mærke til denne lille ting, som egentlig var ganske stor.

    Egentlig en meget fin øvelse. Mindfulness eller ej...

    Sagde du ikke-dømmende?

    4 nov 2010

    Jeg har meldt mig til lidt af en opgave. Et 8 ugers mindfulness-forløb. Og der er altså nok at tage fat på, skulle jeg hilse at sige.

    Se bare her på de 7 principper, mindfulness tager udgangspunkt i:

    * Ikke-dømmen - jeg konstaterede 2 minutter inde i den første body-scan, at hende der talte på cd'en var SÅ uprofessionel. Jeg er så afsløret som dommer...
    * Tålmodighed - neeed I say more. Ikke min stærke side.
    * Åbenhed, begynderens sind - ok det her har jeg trænet tidligere, men er samtidig ret glad for erfaring.
    * Tillid - ja tak og mere af den. Til andre mennesker. Det forholder sig ikke altid på samme måde overfor mig selv.
    * Ikke-stræben - her får præstationsmennesket med stort P virkelig sin sag for.
    * Accept - den evige udfordrer i spiritualiteten.
    * At give slip - på bl.a. følelser. Her er jeg nybegynder eller nok bare en virkelig slow learner.

    Og som det ikke var nok, så træner man al dette via meditation. Og det tager tid. Omvendt kan jeg mærke, at det har en effekt. Men det er godt nok en helt ny vane, mange nye udfordringer og en del provokation på vejen. Samtidig er det måske det mest enkle udviklingsforløb, jeg har været en del af. Og det tiltaler mig.

    Jeg holder dig opdateret...

    P.S. prøv lige at tæl, hvor mange gange jeg dømte noget eller nogen - herunder mig selv, i dette indlæg...

    Kan du være med det, der er?

    21 sep 2010

    Indenfor mindfulness er den vigtigste lære at "være med det, der er". Det har jeg tænkt meget over siden i går. For det er absolut ikke nemt at være med vreden, tristheden og alle de andre følelser, som også er en del af registret.

    Men jeg prøver virkelig, for når jeg ikke længere er følelsen, men kan observere den sådan lidt udefra og acceptere at den er der, så æder den mig ikke, så omslutter den mig ikke i sit kvælende tag. Og det er netop denne identifikation, som mindfulness giver dig værktøjer til at bryde.

    Jeg er langt fra ekspert, men tiltrukket af denne ret "no bulshit" tilgang til livet og hverdagen. Her er ingen hokus pokus, men "blot" nærvær og accept. Mindfulness-forløb er også ofte af længere varighed end blot én kursusdag. For mig er det med til at højne troværdigheden - og skabe momentum selvfølgelig.

    Vil du vide mere, og måske ligefrem deltage i et mindfulness-forløb kan jeg varmt anbefale Jeanette Oxlund og hendes 8 ugers hold, som starter d. 12. oktober på Vesterbro i København.

    P.S.  Bor du på Fyn kan jeg anbefale dig Christina Flygers mindfulness-forløb. Og sidder du i Jylland og kender til en dygtig mindfulness-instruktør der, så skynd dig at skrive det i kommentar-feltet.