Spreder momentum sig?

Hvis du har læst med her tidligere eller kender mig, ved du, at jeg er meget glad for ordet momentum.

Og derfor synes jeg ikke du skal snydes for mit seneste indlæg ovre på lykkerix.dk, for jeg er åbenbart ikke den eneste... Der er gået inflation i ordet. Bare begrebet ikke devalueres, når nu jeg holder så meget af det, og desuden ved at det virker, når vi taler om forandringsprocesser.

Nåh ja, og med det sagt, så havde vi en forrygende start på Momentum-eksperimentet i går. Hold op, det var en lettelse endelig at kunne trykke på start.

Retorik med højt til loftet?

Jeg ved godt det er arbejdstid. Men jeg læste lige i avisen at Obama havde givet én af sine absolut bedste taler i forbindelse med massakren i Tuscon. Og i min begejstring til ord, til USA, til præsident Obama og til den storhed, som amerikanerne er kendt for, tillod jeg mig selv en lille pause.

Det er universelt, det er forenende og ja, det er amerikansk retorik. Og helt ærlig jeg er vild med, at der en gang i mellem (helt meget oftere) må være så højt til loftet.

Har du ikke 33 minutter, så spring ca. 15 minutter ind i talen. Der taler Obama om den reaktion og de resultater, sm han håber at dette tab vil medføre. Og det er sgu ikke helt tosset og som sagt, noget vi alle kan relatere til.

Hvad er min legacy?

Jeg tænker store tanker, så det brager. Jeg søger. Jeg famler i blinde. Jeg leder efter idealerne.

I min forretning og mit liv. Hvorfor gør jeg det, jeg gør. Det er som om det bare ikke er nok, at gøre det for min egen skyld mere. Jeg har brug for at sigte efter stjernerne - og ramme.

Det er bare ikke stort nok. Og samtidig er jeg en kylling, som ikke tør satse det hele, for det går jo meget godt...

Jeg tænker på ordet legacy, fordi det er så meget skarpere, det er så meget større end arv. For hvad er min legacy, hvad efterlader jeg, når jeg en gang ikke er her mere? Helt ærlig, hvis jeg døde i morgen, ville det ikke være meget. Jo, for mine nærmeste, men ikke for samfundet, eller planeten som sådan. (Ja, i dag duer kun de store ord og de store armbevægelser).

Og derfor kommer også det store spørgsmål på en helt almindelig mandag. Og please, please, prøv at svar, jeg trænger sådan til inspiration. Hvad er din legacy? Hvad efterlader du?

P.S. Har også blogget om netop dette emne på Amino i dag, så læs endelig med der, hvor vinklen på mine tanker er iværksætteri, men stadig de samme.

Sejt?

Sej søndag. Med tid til både lidt praktisk, lidt arbejde og masser af hygge.

"Sejt", sagde Noah for første gang i dag. Kan man sige det, når man ikke en gang er 2,5? I øjeblikket er det sejt at se lange tegnefilm. De sejeste er Cars og Nemo. Det er skildpadden, som siger sejt. Og Lynet McQueen som siger "jeg er fart". Det går den lille kopimaskine også rundt og siger.

Det er søndag, en sej af slagsen. Fordi der er tid til at dvæle ved ordene, ved hinanden. Nyde de små ting. Som da Noah insisterede på at komme ind i vores seng i nat. Da han daffede derind på sine små fødder, nåede jeg halvt i søvne at registrere, at det er den skønneste - eller som Noah nok ville sige det, sejeste lyd i verden - kun udkonkurreret af barnelatter. Jep. (Som Noah også siger, ser han mon for mange tegnefilm?)

Hooked?

Det bliver jeg vist nødt til at indrømme. Jeg er "flygtet" til det Hvide Hus i Washington DC. Nærmere betegnet "West Wing".

Jeg har før kastet min kærlighed over "Præsidentens Mænd" og er nu den lykkelige ejer af alle 7 sæsoner. Jeg ved nu, hvor jeg er begyndt helt forfra, hvorfor den rører mig så dybt. Det er højtragende idealisme, og det elsker jeg. Det siges, at serien var så populær, fordi den portrætterede præsident, var præcis den, amerikanerne drømte om. Meget har ændret sig siden da. Primært i form af Barack Obama.

Men min kærlighed er intakt. Du kender det sikkert, når du er optaget af en bog, arbejde (!) eller en god film. Den fortsætter som en del af din verden, selv om du lukker og slukker. I øjeblikket er jeg sammen med præsident Bartlet og al hans staff, også når jeg ikke er. Og jeg leder hele tiden efter tid og ro til liiige at se endnu et afsnit med idealisme, store idéer, troen på den perfekte verden og en dialog, som udfordrer og udvikler min kærlighed til ord. Ah, glæden og forbandelsen ved at være hooked...

Behøver jeg at lyve?

Nej, det gør jeg virkelig ikke. I hvert fald ikke, når jeg anbefaler denne bog. "Sandheder fra en løgner - krakelerede glansbilleder fra et voksenliv" af Julia Lahme. Og du ved jo sikkert godt, at jeg kender Julia. Men hvis du tror, at jeg skamroser hendes bog af den grund, så tager du fejl. Det er der uendelig mange andre grunde til. Ingen løgn (heller ikke en hvid af slagsen) er nødvendig.

For det første er jeg så dårlig til at lyve. Det blinker i rødt og neon ud af alle porerne i huden, når jeg gør det. Min troværdighed sætter jeg meget højt. Så det jeg skriver om bogen er sandt. Altså min sandhed.

(Omvendt genkender jeg bare så uendelig mange af de "omsorgsløgne", som Julia beskriver, så jeg lyver alligevel. Det er jo bare en anden slags løgne. Og det er jo så også en løgn. Se, det er præcis det edderkoppespind Julia forsøger at trevle op, og lykkes med!)

For det andet så har den bog alt. Jeg har kluk-leet af hendes skønne portrættering af kvindeliv og alle dets krav. Jeg har tudet på side 191. Tudet fordi jeg ikke har kunne hjælpe Julia. Og fordi jeg genkender den situation, hun beskriver. Og fordi jeg ved, der er mange andre kvinder, som også genkender.

For det tredje fordi bogen byder på en leg med ord, en genialitet og en tone, som man kun kan misunde. Fordi det er Julias helt egen. Og når noget har et særkende, så bliver det automatisk en lille smule bedre. Meget bedre, hvis sandheden skal frem. Når vi tør skille os ud (note to self).

For det fjerde er dette en blog om selvudvikling, og "Sandheder fra en løgner" er den bedste selvudviklingsbog jeg har læst meget længe - måske fordi den også giver netop den branche det fur, som de (okay, det er lyv: vi) virkelig trænger til.

Amar' og halshug, det er sandt. Og det er ikke bare min sandhed, det bliver også din. Men først var det Julias. En personlig, sårbar men også stærk sandhed. Og den er jeg meget taknemmelig for, at hun deler.

Hvad nu, hvis jeg siger det højt?

I dag satte jeg ord på. Ord på den intuition, som har ligget og ulmet den sidste uge. Og så rullede lavinen.

Det var ikke planlagt. Det var ikke en gang noget, jeg havde lyst til. Men en god veninde spurgte, hvordan jeg havde det.

Og pludselig sad jeg midt i en indsigt og en forståelse, som afkrævede handling. Nu. Med det samme. Den intuitive fornemmelse forvandledes fra en stille sandhed til et brølende opråb om at tage action, om konfrontation, om afklaring.

Så der var ikke andet for. Og før jeg vidste af det, sad jeg med svar, med afklaring og med en form for vished. Som en del af mig ikke ønskede. For hvad så nu?

Og nu skal jeg pludselig forholde mig til en ny virkelighed, fordi intuitionen blev en realitet, fordi jeg sagde det højt. Skræmmende og befriende på samme tid.

Hvad skal du sige højt? Også selv om det kan have konsekvenser at rulle indsigten ud ved hjælp af ord?

Gi’ noget?

Jeg gider ikke rigtig se tv. Der er jo virkelig aldrig noget at se, andet end mandag aften. (Kan du gætte, hvad jeg ser? - hvis du altså ikke siger det til nogen...)

Vil dog gerne underholdes de dage, hvor jeg virkelig trænger til at slappe af. Men på en inspirerende og oplysende måde. Altså ikke tidsspilde, men noget der puster til skabertrangen. Læser med på alverdens blogs, men så er jeg jo ved computeren og det ender al for ofte med, at jeg arbejder. Og det var jo ikke meningen, men jeg kan bare ikke lade være.

Jeg følger med på denne inspirerende bookblok af Astrid. Men mon ikke du også kunne hjælpe. Hvad læser du i øjeblikket? Hvad kan du anbefale?

Og hvis nu jeg skulle se noget TV, hvilken tv-serie skal jeg så låne eller finde på Amazon til en slik, når nu du har gættet at jeg ser Medical Night om mandagen, elsker amerikansk politik - West Wing står allerede på ønskesedlen - bare er til godt drama - og gerne lidt romantik fra tid til anden, alt sammen krydret men en lækker dialog og skønne ord?

Jeg hungrer efter input, kan du hjælpe?

Skal vi lege sommerhus?

Hvis du har læst med her siden foråret vil du vide, at der sker noget ganske særligt, når jeg tager tid ud af kalenderen til at tage alene med mig selv i sommerhus. Derfor havde jeg planlagt endnu en tur i denne weekend.

Men pludselig blev det lidt for besværligt og omstændigt og derfor besluttede jeg mig for, at lege sommerhus herhjemme. INgen huslige pligter eller småting der måtte ordnes. Afleverede Noah til bedsteforældrene og aftalte med memø, at selv om jeg sad hjemme og arbejdede, så var jeg ikke hjemme. Det virkede!

Drak masser af rødvin, tog en lur når det passede mig, spiste, når jeg var sulten og skrev. Skrev som jeg måske aldrig har gjort det før. Ved hjælp af mental sommerhusstemning og så selvfølgelig min nye ven Pomodoro - ej at forglemme lidt meditation til at finde fokus.

Sidegevinster? At kunne skrive, være kreativ og nyde eget selskab uden at skulle tage væk. At øve sig i at gøre det i hverdagen, for så bliver der alt andet lige mere af det. Memø lavede aftaler både fredag og lørdag aften, men ellers var han hjemme hele weekenden. Dog uden at vi talte meget sammen. Den bedste sidegevinst? At kunne ligge i ske hele natten, selv om man er alene i sommerhus.

Vold mod ord?

Så læser jeg officielt 250% hurtigere. Har været på hurtiglæsningskursus i dag. Dejligt at lære noget nyt.

Den fineste opdagelse i dag var dog, da vi skulle læse den skønlitterære tekst. Opdagede - igen - at jeg elsker ord. Kunne bare ikke læse hurtigt hen over den tekst. Det var simpelthen synd for ordene. Ja næsten som vold mod ord. Og, det vil jeg bare ikke være med til. Fred på jord, fred med ord.

P.S. Faglitteraturen får nu til gengæld en værdig modstander. Min hjerne må have kedet sig bravt, for jeg har ikke kunne holde fokus tidligere. Har bare ikke læst hurtigt nok. Nu er den indre dialog væk og jeg er som en speedskater hen over siderne.