Farvel selvudvikling, goddag ?

Har gået omkring dette indlæg i flere uger. Jeg elsker at åbne døre og lade dem forblive åbne, men jeg øver mig i øjeblikket i at lukke døre. For roens skyld, for fokus, for at komme tættere på min kerne.

Desuden er åbne døre dejligt, det er lig med frisk luft. Men på et tidspunkt bliver det koldt, og sådan har det været for mig den sidste tid.

Der er to temaer som fylder det hele i øjeblikket, og det resulterer i et tredje. De to temaer er Ro og Giv slip, og de hænger uløseligt sammen. I øjeblikket giver jeg slip på en hel masse ting for at kunne mærke roen, og jeg skal love for den indfinder sig (jeg anede ikke, jeg kunne sove så godt). Og gevinsten er det tredje tema: overvældende klarhed. Og så kan jeg godt fortryde et kort øjeblik at jeg lukkede de døre og gav slip, fordi klarheden giver mig retning. Men jeg havde ikke opnået den klarhed uden at lukke døren. Sådan er det bare. Ikke flere døre på klem.

Volapyk for dig, måske. Men jeg har for år siden lært, at jeg ikke skal dele private detaljer, før de er blevet personlige. Og det bliver de som regel for mig, når jeg har arbejdet mig hele vejen igennem dem. Der er jeg ikke helt endnu. Derfor stilheden her på bloggen.

Én af mine indsigter den sidste tid på min vej gennem selvudviklingens spind er, at selvudvikling indikerer, at der er noget galt med os.Har haft sådan en underlig følelse af, at jeg var færdig med selvudvikling, hvilket du nok har fornemmet på min produktivitet her inde.

Spiritualitet tiltaler mig betydelig mere. Stilheden indeni. Universet. Kærligheden. Og taknemmeligheden. Jeg er færdig med at kæmpe, kæmpe imod og kæmpe mig frem og hen til. Jeg søger letheden og den vej, som universet baner for mig. For universet og andre mennesker en stor del af spiritualitet.  Selvudvikling er måske bare lidt for navlebeskuende. Og fikser-agtigt.

Måske er du, kære læser, nået til den indsigt for lang tid siden.

Det er jeg måske også. Men bare ikke så tydeligt som nu. Og når først indsigten er landet, er der ingen vej tilbage.

Jeg har simpelthen ikke vidst, hvad jeg skulle skrive. Men i skrivende stund ved jeg det måske godt. Det er ikke længere så privat, om end stadig dybt personligt. Det bliver nok stadig famlende, men jeg skal skrive om skiftet, om forskellen - og så selvfølgelig stadig om momentum, som den praktiske del af spiritualiteten.

Spiritualitet bliver for mig også praktisk gennem meditation, yoga og opmærksomhed. Og der har jeg lagt min energi den sidste tid. Det kan jeg måske også skrive om.

Tak kære blog - og læser, fordi du gav mig indsigten og retningen - endnu en gang.

Tilgiv mig hvis der stadig er langt mellem indlæggene lidt endnu. Jeg famler mig frem, og håber du stadig vil læse med - og selvfølgelig dele. Jeg savner jo dialogen med dig...

Et fundament af sunde principper?

Jeg har besluttet mig. Når Momentum-eksperimentet starter på tirsdag, så skal jeg selvfølgelig selv være med. Beslutningen går på, hvilken forandring jeg vil fokusere på.

Og nu ved jeg det. Det skal være den sunde livsstil. Jeg er allerede godt i gang. Og har virkelig været flittig med yoga og løbeture. Men de sidste måneder er det skredet pga. travlhed. Og nu er jeg i den klassiske krise, hvor det hele synes lidt uoverskueligt, for hvor skal jeg starte.

Kan mærke hvordan motivationen er steget de sidste uger. Og fokus bliver på at finde lige præcis de små handlinger, som skal integreres én gang for alle. For jeg er al for glad for mad til at jeg bare kan sløjfe alle "synderierne".

Men jeg kan skabe et fundament af sunde principper, som gør mig godt. Det er mit mål. Sidste år ved denne tid tog jeg et kvantespring i den retning og nu er det på tide at tage endnu et.

Og husk du kan også være med, også selv om det er ikke er den sunde livsstil, som står på din dagsorden. Momentum-eksperimentet kan bruges til alle slags forandringer. Jeg tilbyder formen, du tilsætter indholdet. Læs meget mere her.

Kill your darling?

Så skete det. Efter langt tilløb. Jeg tog livet af ét af de projekter, som jeg holder mest af. Jeg kan desværre ikke dele hvilket et (hvilket jo alt andet lige gør det her indlæg lidt mindre interessant, men så hæng på for processens skyld).

Jeg har hele tiden sagt, at den side af min forretning ville jeg simpelthen ikke give slip på, men den blev med at stritte og i dag kunne jeg pludselig se, at de andre idéer var blevet voksne nok og derfor godt kunne udfylde det tomrum, som naturligt vil opstå, når man giver slip på noget, som har fyldt en hel masse - og som jeg har været virkelig glad for at beskæftige mig med.

Men nu skal der til at ske noget, og der skal ske noget nyt. Og noget stort. Jævnfør alle skriverierne på bloggen den sidste tid. Så nu slipper jeg. Det er befriende og skaber så meget mentalt rum.

Hvad skal du give slip på for at nyt kan manifesterer sig og få plads?

En klarsynet vision?

Jo, jo, jeg er også med på, at der en gave i - eller i hvert en mening med - alt hvad vi oplever. Jeg har bare haft lidt svært ved at se, hvad det var, jeg skulle lære, indse eller forstå her på det sidste.

Jeg tror, og det her er stadig kun et forsigtigt bud, som er kommet til syne gennem vreden, at jeg fik en vision forærende. En vision for, hvad mit arbejdsliv skal indeholde. Hvilke ting, som begejstrer mig, hvor jeg har lyst til at gøre en forskel.

Og det er jo egentlig ikke så lidt endda. Og en vison, eller en gave om du vil, som jeg har ledt efter længe. Fordi de mål jeg havde, kun kunne kategoriseres som mål, måske endda mission, men aldrig så stort som en vision. Med en vision mener jeg en stjerne man kan pejle efter, som man måske aldrig når - det er ikke det vigtigste. Det vigtige er, at man hele tiden begejstres over at stræbe efter at nå den, så inspirerende er den stjerne.

Nu er udfordringen så bare, at rammerne er nogle andre, og det er f**** skræmmende at stå alene med en vision, som man før delte med et andet menneske. Det er skræmmende at vide, hvor man gerne vil hen, og selv skal sætte det ene ben foran det andet. Så selv om meningen med det hele er ved at materialisere sig, så er jeg altså stadig lidt paralyseret af proportionerne. Det må jo være fordi visionen er stor nok...

Har du en vision? Ved du hvilken stjerne du pejler efter? Vil du ikke nok dele? Det er så inspirerende og måske kan vi hjælpe hinanden...

Vred matriark?

Jeg er så vred, at jeg næsten ikke kan være i min krop. Det bobler og koger over, og det er balancerende på en knivsæg, at jeg ikke løber over med tårer, fordi de indtil for ganske få år siden, var den eneste måde jeg kunne være vred på.

I stedet går jeg nu rundt og tåler absolut ingen bulshit. Du skal ikke løbe om hjørner med mig i dag - eller de næste dage - vil være mit bud. Så er du advaret.

Jeg er vred, fordi jeg forhindres i at sørge for min famile. Don't mess med matriarken! Men jeg er også vred over, at min stolthed kommer på tværs og mudrer billedet. Flov over ikke at lykkes med det her. Og så er vred over, at nogle har viftet mig under næsen med en drømmevision, for så at gemme den væk igen, når jeg havde overgivet mig, fået alle idéerne, set det hele for mig, gjort mig alle forestillingerne.

Så vred at jeg burde løbe flere turde dagligt, kaste med sten, råbe i puder - eller måske bare være lige midt i det med hud og hår - og smerte...

P.S. Ved godt jeg ikke er særlig specifik. Det er et bevidst valg. Du må få detaljerne senere...

Sladrehank?

Sladder er nogle gange nødvendigt. Hvis definitionen af sladder er at hviske bag nogens ryg. Og hvis den sladrehank er din krop. I hvert fald, hvis du som mig ikke er så god til at lytte, når den står lige overfor dig og forsøger at få et budskab igennem. Lige nu hvisker min krop. Den sladrer til mig om, at jeg altså (stadig) ikke er på toppen.

Som om jeg ikke vidste det. Omvendt synes jeg det gik bedre i dag og jeg kastede mig ud i min nye struktur og målsætning. Uden at kunne følge den til dørs, fordi hovedet også banker. Som om der sidder én derinde på indersiden, som har forsøgt at sladre og hviske hele formiddagen, men som nu er begyndt at banke ganske hårdt for at få min opmærksomhed.

Der er vist ikke andet for at slå hårdt ned på sladder og love  - endnu en gang - at jeg bliver bedre til at lytte. For jeg vil altså helst, at man fortæller mig sandheden ansigt til ansigt.

Hvem er din sladrehank?

Skal vi lege sommerhus?

Hvis du har læst med her siden foråret vil du vide, at der sker noget ganske særligt, når jeg tager tid ud af kalenderen til at tage alene med mig selv i sommerhus. Derfor havde jeg planlagt endnu en tur i denne weekend.

Men pludselig blev det lidt for besværligt og omstændigt og derfor besluttede jeg mig for, at lege sommerhus herhjemme. INgen huslige pligter eller småting der måtte ordnes. Afleverede Noah til bedsteforældrene og aftalte med memø, at selv om jeg sad hjemme og arbejdede, så var jeg ikke hjemme. Det virkede!

Drak masser af rødvin, tog en lur når det passede mig, spiste, når jeg var sulten og skrev. Skrev som jeg måske aldrig har gjort det før. Ved hjælp af mental sommerhusstemning og så selvfølgelig min nye ven Pomodoro - ej at forglemme lidt meditation til at finde fokus.

Sidegevinster? At kunne skrive, være kreativ og nyde eget selskab uden at skulle tage væk. At øve sig i at gøre det i hverdagen, for så bliver der alt andet lige mere af det. Memø lavede aftaler både fredag og lørdag aften, men ellers var han hjemme hele weekenden. Dog uden at vi talte meget sammen. Den bedste sidegevinst? At kunne ligge i ske hele natten, selv om man er alene i sommerhus.

Meditationsmomentum?

Jeg er begyndt at meditere. For 117. gang. Det kender du garanteret. Der er rutiner og vaner du ønsker at indføre i hverdagen, og det går også meget godt i starten, men så glider det i baggrunden.

Denne gang har jeg fået hjælp. Jeg deltager i The Chopra Centers 21-day meditation challenge.

Jeg har netop fået tilsendt dag 16 - men er kun nået til dag 10. For jeg har ikke nået at meditere hver dag. For nylig læste jeg en artikel af Chris McDonald, hvor han stillede spørgsmålstegn ved påstanden om, at det tager 21 dage at ændre en vane. Han understregede, at når du integrerer nye vaner, må det godt glippe en enkelt dag eller to i ugen, hvorimod hvis der går flere dage, så er det helt forfra igen.

Derfor har jeg besluttet at følge de 21 dage i det tempo, som passer mit program og hverdag. Det gør at jeg glædes over meditationerne i stedet for, at de bliver en pligt. Jeg finder tiden, når jeg har tiden og har allerede nu, efter 10 meditationer på ca 14 dage flere gange selv søgt meditationerne, fordi de giver mig noget godt i hverdagen.

Det har været en øjenåbner omkring momentum. Selvfølgelig er det nødvendigt at holde fast for at integrere en ny vane, at være vedholdende, men man skal tage de skridt som er realistiske i hverdagen. Det tror jeg er opskriften på at integrere en ny sund vane. Hvornår eller hvordan lykkes det for dig?

Har din forretning kant?

Det havde jeg i dag. Altså kant. Der blev absolut ikke lagt fingre i mellem, da jeg gik i kødet på de små og store selvstændige forretninger. Nu har de haft hele sommeren til at pudse konceptet og produkterne af. Så nu skulle der fremvises resultater.

Dagens tema blev vist kant. Kom så ud og vis hvem du er, du skal turde blive skarp, du skal turde vælge en smal målgruppe, så du ved hvem du skal kommunikere og sælge til. Og så skal du også nogle gange turde provokere. Ellers kan jeg ikke huske dig fra de andre.

Hvad taler jeg om, tænker du måske? Min mentorgruppe selvfølgelig. Som jeg er pavestolt af. Det er altså dybt fascinerende at se mennesker transformere lidenskab, drøm, værktøjer og personlighed til en forretning, som træder tydeligere og tydeligere frem for hver gang vi mødes.

Skal din forretning også have kant, være skarp, transformeres og træde frem? Så starter jeg endnu en mentorgruppe d. 20. september. Det er eksklusivt, vi bliver kun fem foruden dig, så du kan være helt sikker på ikke bare at få værktøjerne, men også det helt individuelle fokus og al den støtte og sparring du har brug for i processen.

Sommerinspiration #4: Dit indre sommer-liv…

Så blev det søndag og dermed ferie-tid, derfor får du nu den sidste sommerinspiration herfra.

Vi skal på sejlerferie ud for den nordfranske kyst, hvor mine forældre vugger rundt i deres kæmpe badekar La Bassine. Derfor skal vi i år på sommerferie til et sted, vi aldrig selv havde tænkt på, men som skulle være noget så fantastisk, nemlig kanaløerne Guernsey og Jersey.

Jeg glæder mig som et lille barn til igen at skulle opleve barndommens somre ombord på en båd. Håber blot min bedre halvdel og 2-årige ender med at dele min begejstring: sø-ulke to be.

Det er ikke med min gode vilje, at jeg slipper bloggen. Den daglige refleksion er meget værdifuld for mig, men den helt sikkert ustabile internetforbindelse og et ønske om 100% nærvær (eller noget der ligner, lad mig være realistisk) med min familie har gjort, at jeg har besluttet følgende:

Jeg vil blogge for mig selv, i hånden, i min lille notesbog, hver dag. Ikke til andre end mig selv og måske kun i stikord eller mange sider, alt efter hvad behovet er og skabertrangen siger. Jeg vil med andre ord skrive for mig selv i tre uger, og det glæder jeg mig usigeligt til.

Det handler om at ære min indre proces, lytte indad, se hvad der kommer, når roen sænker sig og hverdagen kommer lidt på afstand. Jeg lover at dele, men indtil da, så skal du måske også beslutte, hvordan du vil ære dit indre sommer-liv?

På gensyn 2. august, jeg savner jer allerede...