• opslagstavle
  • Nye kommentarer

  • wordpress stat
  • Hvorfor bo lige her – eller der?

    16 jun 2010

    Hørt ved flyttebil nedenfor vinduet: "Så Lars, nu sker det, nu flytter vi sgu' til København. Så skal vi spise sushi".

    Jeg er også glad for sushi, men i sidste ende er det nok ikke derfor jeg bor i København og har urimelig svært ved at finde ud af, hvor vi skal flytte hen, hvis vi skal prøve det der hus-halløj. Hvor tager man nemlig hen og får det hele + den have og lidt mere plads, som vi mangler nu?

    Jeg bor ikke i København pga. helt specifikke ting og oplevelser, jeg bor her pga. en følelse. En følelse af at være tæt på, være der hvor det sker, have alle muligheder åbne. Ikke fordi jeg benytter mig særlig meget af dem. Men fordi jeg ved jeg kan, hvis jeg skulle få lyst.

    Omvendt tror jeg på, at livet får nemmere ved at vise sig fra sin bedste side, med lidt kant, så man kan mærke det, hvis man vælger noget til - og dermed også noget fra. Det er jo så den proces, jeg må i gang med. Finde ud af, hvad der er vigtigt og vigtigst, og hvad der derfor må nedprioriteres. Det må være noget med at brainstorme på post-its, som kan flyttes rundt, et glas rødvin og måske en kæreste, som også skal tages med på råd.

    Hvorfor bor du, hvor du bor - og hvis du bor i København,hvad er så din grund - ud over sushi (og pizza, som min svigerinde spiser HVER gang hun er på besøg fra det sydfynske, hvor den italienske spise ikke er til at opdrive i nogenlund kvalitet)?

    Skal skabertrangen plejes i denne uge?

    13 jun 2010

    Jeg er altså ikke den eneste, der siger det: skabertrangen er inde i os alle (faktisk har en hel del kloge hoveder før mig sagt det). Den her video er en skøn én at starte en ny uge på, måske en uge med intention om at pleje din kreativitet en lille smule mere end i sidste uge?

    Kan kreativitet struktureres?

    9 jun 2010

    Mange har i hvert fald en overbevisning om det modsatte.

    Keramikeren Anette Bjerregaard som deltog til mit gratis arrangement om skabertrang og kreativitet den anden aften har netop skrevet følgende til mig i en mail, og det satte et par ting i perspektiv. Måske kan du lade dig inspirere:

    "Efter 4 timers søvn var jeg klar til en kreativ dag i værkstedet - stadig med aftenens budskaber i baghovedet. Startede med at lave 3 lister: 1 over alle de ideer og projekter der bare kører rundt i hovedet, ned på papir med dem, så blev der bedre plads deroppe. 1 over de bestillinger jeg har (og ja, de var kun i hovedet!) og endelig en liste med det, jeg gerne skulle nå i dag. FEDT - det var jo ren 'hoved'rengøring. Status - jeg har været træt, men meget mere fokuseret end jeg længe har været."

    Og det her er, hvad der kommer ud af lidt struktur...

    Struktur, også for den kreative ildsjæl kan være løsningen. Hvis du venter på at få en hel dag forærende, hvor du kan fordybe dig, kan det være du kommer til at vente meget længe.

    Min påstand er, at ude på den anden side af strukturen findes en enorm kreativ frihed.

    Du får lige en til...

    Destruktiv uvished?

    1 jun 2010

    Det gik lige så godt, faktisk så godt, at vi måske var blevet lige lovlig overskudagtige. Med al vores motion, de daglige løbeture, den indre løber, de gode rutiner, kærestetid, barnet der bare trives, den sunde mad, de færre kilo.

    Men det sluttede, eller forhåbentlig er det bare sat midlertidigt på pause. I hvert fald har jeg her til aften drukket min tredje latte og konsumeret en pizza. Skæver over til min bedre halvdel, som sidder med sin pizzabakke i sofaen. Ok, jeg var ude at løbe i morges, men den indre løber var ikke med, skulle jeg hilse og sige. Det var en ensom og udmattende tur.

    Det er en glidebane, som har varet et par uger. Og hver morgen står jeg op med de bedste intentioner, men lige omkring ulvetimen, er det som om de hyler så højt, at jeg ikke kan høre mine aftaler med mig selv.

    Hvad er det der sker? Hvorfor er det så svært at finde tilbage på sporet, når nu jeg havde skabt en ny vane, som jeg var virkelig glad for?

    Jeg tror, det er fordi jeg venter. På det her svar, som kan være skelsættende. Og det trækker ud. Pga. jura og penge. Så jeg lever i ingenmandsland. Og mens jeg venter giver jeg åbenbart slip. Har svært ved at holde fokus og få noget fra hånden. Tænk at uvished kan være så destruktiv. Kender du det - og endnu vigtigere, har du en løsning?

    Neglelakkens inspiration?

    31 maj 2010

    Øj, det er svært at slippe weekenden. Denne mandag trækker tænder ud. Jeg har svært ved at komme i gang og holde mig i gang. Jeg føler mig ikke inspireret og alle de gøremål, som ofte bare glider, hakker hele vejen i disse dage.

    Og det har altså varet et par uger. Nogenlunde lige så lang tid som jeg har ventet på det her svar, som jeg desværre ikke kan fortælle mere om.

    Det lammer. Det lammer fuldstændig ikke at vide, hvad der skal ske om en uge. Overraskende meget. Og hele tiden siger jeg til mig selv "du bestemmer", "dagen i dag er du selv herre over", "i dag ved du hvad du skal". Men det virker ikke.

    Men så har jeg lagt mærke til en ting. Når fingenren hviler på tastaturet, eller for en kort stund rent faktisk skriver, bliver jeg inspireret til at skrive mere, når neglene ser fine og feminine ud. Det gør mig simpelthen glad. Så i disse dage er neglene nyfilede og lakerede hele tiden. Det er ikke en mirakel-kur, men det hjælper kreativiteten på vej og bryder tankestrømmen.

    Inspiration kan findes de mest pudsige steder. Hvis man insisterer og ved, at den er der.

    Hvem mon læser med?

    27 maj 2010

    Efter udsendelsen af min e-bog (hvis du enndu ikke har læst den, så tilmeld dig nyhedsbrevet herude til højre og modtag ganske gratis e-bogen "Skabertrang og Skaberglæde"), er der også kommet nye læsere til bloggen. Derudover er der jo snart gået et helt år siden jeg begyndte at blogge.

    Det betyder at bloggen har udviklet sig, jeg har udviklet mig og du har udviklet dig.

    Derfor ville jeg være utrolig taknemmelig, hvis du ville give dig selv til kende nedenfor i kommentarfeltet og svare på følgende spørgsmål:

    * Hvilke indlæg holder du mest af her på bloggen?

    * Hvad vil du virkelig gerne læse mere om her på bloggen?

    Og, hvis du har lyst så fortæl mig også lige, hvad du laver og hvordan du arbejder med din egen kreativitet og udvikling.

    Jeg glæder mig som et lille barn til at høre fra dig og se resultatet af denne lille brugerundersøgelse. Ej at forglemme muligheden for at læse med på din blog, hvis du har sådan én, for så vil jeg hjertens gerne klikke forbi dit kreative univers.

    Grøn skabertrang?

    21 maj 2010

    Når nu man absolut ikke har grønne fingre, men har set noget med lavendler, prikker i luften (hedder de ikke det) og efeu i et blad, så er det faktisk også en kreativ udfoldelse og lidt af en udfordring at "designe" sine egne altanpotter med en sammenplantning (hedder det, det?).

    I går kastede jeg mig så ud i denne kreative proces og prøvede med al djævlens vold og magt at holde kritikeren fra døren (han var åbenlyst ikke tilfreds, det lignede jo slet ikke den fine sammenplantning i magasinet). Og for at gøre det hele endnu mere festligt, hentede jeg Noah først, så vi kunne lege med jord og vand sammen. Fejltagelse. Heldigvis (for oprydningen) mistede Noah interessen, da han havde spildt en halv liter jord på altanen og hældt vand ud over.

    Resultatet? Tja, det var måske ikke helt sådan, jeg havde set det for mit indre blik. Men ingen kan tage glæden fra den kreative proces (undtagen måske lige mig selv og min indre kritiker, hvis jeg lader ham komme til orde), og jeg blev bare bekræftet i, hvor mange muligheder vi har - hver dag - for at pleje vores indre skabertrang. Jeg hyggede mig.

    Og hvis det går som det plejer, så kan jeg få lov at gøre det hele igen ganske snart, fordi blomsterne enten tørrer ud eller drukner. Er der da overhovedet ingen grænser for den kreative proces?