Er det virkelig håbløst at vække idealisten?
Vi fik en helt uventet voksendag/kærestedag i dag. Og så skulle vi da i biffen. Men der gik bare ikke rigtig noget vi gad at se.
Jeg orkede nemlig ikke Armadillo! Fordi jeg så skulle tage stilling. Fordi det i min optik ikke er gratis at se sådan en film på samme måde som det er gratis at se action eller romantisk komedie (to favorit-genrer). Det er ikke noget jeg er stolt over at tænke det, men nu er ude.
Men så så jeg traileren og den lokkede (har jo i tidernes morgen skrevet speciale om indkapslet journalistik i Irak-krigen!). Og så så vi filmen! Og jeg græd mine idealistiske tårer af flere omgange.
Fordi det er menneskeskæbner på begge sider, fordi de unge mænd aldrig bliver de samme efter et halvt år i Afghanistan, fordi uskyldige mennesker dør, fordi krig er rædselsfuldt.
Men jeg var også imponeret. Over en film som er så smuk, at jeg mindedes kunstfilm og de fineste klippetricks fra min studietid på film- og medievidenskab, og så fordi det er lykkedes filmskaberen at forholde sig helt neutralt. Han valgte ikke side.
Og bagefter sad jeg der med lommetørklædet og var blevet rørt langt ind i sjælen. Også idealisten var blevet vækket. Og det er lige præcis det, jeg ikke orker... For efter den film kunne jeg kun lægge hovedet på kærestens skulder og konstatere "det er håbløst". Omvendt var jeg rørt og vækket, og for mig kræver det handling. Men hvad skal jeg gøre? Hvad kan vi gøre? Lov mig i hvert fald én ting, se filmen hvis du kan.
