Rendyrket skuffelse?

Åh, hvor jeg kender skuffelsen.

Og som jeg skrev i går, var jeg vidne til rendyrket skuffelse, da Noah åbnede nissens gave.

Og det skar i hjertet på os begge, fordi vi genkender skuffelsen. Samtidig var det så befriende at se den i sin reneste form, uden indpakning og uden indre dialog: "Øv, det var ikke hvad jeg havde forventet".

Kender vi den ikke alle? De fleste gør. Men de færreste af os kan tillade den i sin reneste form. Den pakkes væk. Bortforklares. Nedtones. Afvises.

Jeg kender skuffelsen alt for godt. Eller i hvert fald frygten for skuffelse. Jeg har været bange for den, det meste af mit liv. Men i går blev jeg mindet om, at rendyrket skuffelse jo bare er, præcis lige som alle andre følelser.

Gør teori til praksis: frygten for skuffelsen er ofte værre end selve skuffelsen. Vi kan ikke tackle ting på forhånd. Du har endnu ikke oplevet noget du ikke tacklede, for du er her jo stadig, måske lidt klogere. Og måske en smerte "rigere". Men du er her. Endnu. Derfor er "vent og se" en overraskende god strategi.

Sammensurium af de ikke så sjove?

Det har været én af de morgener. For lidt søvn for alle parter. Et barn som bad om en lur kl. 8.10 og jeg tænkte 10 minutter, så er han på farten igen - men barnet ville vitterligt ikke op og sad efterfølgende en halv time helt stille, uden at hverken han eller jeg sagde noget.

Inden da var han vågnet alt for tidligt, og jeg havde glemt at lægge en pakke i sokken, og det ente med en hysteri-tur i stedet for en afledningsmanøvre, for at nissen kunne udføre sin opgave. Og da han spurtede ind til sokken og farvestrålende satte sig mellem os og åbnede den, blev vi vidne til rendyrket skuffelse. Noah brød simpelthen sammen i ægte gråd over gaven. Det er ikke sket før. Men i dag, kunne han ikke se glæden ved plastikgrøntsager, han synes julemanden skulle være kommet med Thomas Tog. Det var altså skuffelse så ren, som kun børn kan vise den.

Og trumfen blev selvfølgelig en aflevering, jeg helst ikke vil tænke på, fordi det gjorde ondt, fordi jeg selv var træt og så udemærket fornemmede, hvad han havde brug for. Nemlig det samme som jeg. Ren afslapning og hygge. I stedet fik vi en ordentlig sammensurium af de ikke så sjove følelser, lige oven i hinanden.

Gør teori til praksis: Det er lige præcis i situationer som denne, at jeg må minde mig selv om, at følelser kun vare 15 minutter (max!), hvis jeg ikke begynder at fortælle historier om dem. For så kører toget. I stedet har jeg nu skrevet dem ned, og det letter.

For godt til at være sandt?

Når noget føles eller ser ud som om det er for godt til at være sandt, er det så virkelig sådan fat?

Umiddelbart er det korte og kontante svar jo nok JA. Og jeg synes også erfaring siger mig, at oftest forholder det sig sådan.

Problemet er bare, at jeg er noget bekymret for, hvad der sker med mig og min tilgang til livet, hvis jeg beslutter mig for at tro på det. Jeg skifter jo tillid ud med mistro, jeg skifter troen på det gode (i livet og hos andre) ud med altid at tage forbehold og afvente, hvad realiteterne fortæller mig. Som at sætte rumdelere op i en muselabyrint for at lede dem en anden vej. Og hvilke konsekvenser har det?

Og hvorfor tro på, at når noget er for godt til at være sandt, så er det sådan fat? Så jeg ikke bliver skuffet eller føler mig snydt, hvis det rent faktisk viser sig at være sandheden?

Er man et godtroende fjols uden virkelighedssans, hvis man bare tror på det gode? Eller skal man tage chancen, fordi livet bare er lidt sjovere, når man begejstres og ser idéerne for sig? Og så tackle skuffelsen bagefter?

Det er nok i virkeligheden ikke enten eller, men derimod en balancegang. Hvor er dit balancepunkt?

Ringe, ringere, ringest service?

Vi har købt en Nespresso-maksine. Fantastisk kaffe, fantastisk investering. Så længe du altså kommer ind i deres butik, hvor du tiltales De (det behøvede de ikke for min skyld) og hvor de gør en hel masse krumspring for at give dig en særlig og eksklusiv oplevelse.

Hvis du vil bevare denne opfattelse, er det dog vigtigt, at du ALDRIG ringer til Nespresso eller kaster dig ud i at bestille noget over nettet.

Fordi man får tilsendt et forkert antal kapsler, fordi man ikke bliver infomeret om, at nogle af dem er udsolgt, endsige informeret om, at noget som helst er afsendt eller udsolgt. Det kan man selv regne ud åbenbart, når man modtager pakken. Dog er det sværere at regne ud, om det er med vilje, når de alligevel ønsker, at man skal betale for dem. Sjældent har jeg fået så dårlig service, hvis de da overhovedet tager telefonen. Og når de gør, undskylder de og retter fejlen - tror man - hvorefter man stadig  får en regning på et helt forkert beløb.

Fred være med dårlig service, den findes mange steder. Det der virkelig, virkelig får mig på barrikaderne er, når man selv har skruet forventningerne i luften ved et fancy koncept (så man kan tage flere penge for sine varer), og man så på ingen måder lever op til de forventinger. Hvis jeg vil blive ved med at drikke den dejlige kaffe, som det trods alt er, så skal jeg så leve med den ringe service, som jo nu er endnu ringere, end hvis det bare var ringe, på grund af de forventninger de selv har skabt.

Virkelig dumt af Nespresso, synes jeg. Altså.

PS. Hvis du er i tvivl, så er jeg stadig vred...

Vred på den fede måde?

Jeg er ikke sur mere. Jeg er heller ikke ked af det mere. Men det var jeg i morges da jeg vågnede. Opdagede skiftet i følelser ved, at kæberne ikke længere var sammenbidte men kinden våd af tårer. Det er ikke sjovt at vågne op sådan.

Nu et par timer senere ved jeg også hvorfor. Det handler om forventinger. Forventinger som ikke blev indfriet. En lille besked som ikke blev videregivet, som jeg havde forventet. Udadtil synes jeg også den var lille, men indeni var det (åbenbart)  af stor betydning. For det var ikke kun en besked, det var et ja eller et nej, som ville få stor betydning. Og en afklaring jeg har ventet på, så jeg kunne melde ud, handle på en hel masse og melde tilbage. For et handlingsorienteret menneske som mig, er sådanne manglende svar en frustrerende spændetrøje.

Og så kommer det også til at handle om nogle andre helt centrale begereber og værdier for mig: respekt, loyalitet og det at overholde en aftale. Og det som gør mig vred er, at jeg - overfor helt andre - skal gå på kompromis med netop de principper, fordi andre ikke overholder deres aftale.

Utroligt hvor skønt og frisættende vrede kan føles, når man ved hvad den handler om. Der er klarhed, og det betyder mulighed for at handle. Mor er ikke sur, skuffet og ked mere, mor er vred - på den fede måde.

Må man ikke tro på det gode?

Jeg må lige tilbage til det der med skuffelse.

Har nu et par steder meldt ud, at jeg ikke er klar til at blive gravid før til næste år. Men så er det at folk reagerer, når jeg så siger, at så bliver det til næste år. Når jeg tillader mig at tale overbevist om, at jeg så bliver gravid, når jeg belsutter mig for det.

Jeg ved naturen har sin egen gang og at man aldrig kan være sikker. Det har jeg så absolut ikke lyst til at jinxe og alle mine tanker går til dem, som der jo desværre er flere og flere af, for hvem det ikke er så nemt. Men det gik jo mege godt sidst og jeg er sund og i god form.

Alligevel er det svar jeg får hele vejen rundt, at nu er det jo ikke sikkert, at det går lige så godt og at jeg ikke bare sådan kan planlægge. Og det ved jeg jo godt.

Men på den anden side, skal jeg så ikke tro på det gode. På at det kan lade sig gøre, eller skal jeg tage bekymringerne og skuffelsen på forhånd?

Jeg må i hvert fald konstarere, at jeg ikke er den eneste, som tager forskud på skuffelsen, det er vist lidt af en folkesygdom - eller er det mig som er naiv, urealistisk og måske en smule overlegen, når jeg tror at naturen kan planlægges?