• opslagstavle
  • Nye kommentarer

  • Arkiver

  • wordpress stat
  • Virkelighedens drama og magt?

    8 aug 2010

    Og så til mesterværket og en bog som har efterladt et tomrum i mere end én forstand: "Race of af Lifetime" af John Heilemannog Mark Halperin. Om den amerikanske valgkamp.

    Lad mig bare sige, mit syn på Clintons bliver aldrig det samme igen, for ikke at tale om "behind the scenes" med Sarah Palin (de historier, der fortælles i bogen er altså bedre end det bedste drama). Jeg har mange gange grint højt og endnu flere gange måtte lægge bogen fra mig, simpelthen for at fordøje informationen. Wow, siger jeg bare.

    Er også fuldstændig vild med at læse på engelsk, har undertsreget så mange ord, jeg ikke forstod og som jeg nu slår op. Det er den bedste måde at udvide mit ordforråd på og ih, hvor jeg dog elsker den diversitet og præcision det engelske sprog besidder.

    Det bedste af det hele var dog at genfinde en passion, som ligger dybt i mig. Interessen og fascinationen for amerikansk politik. Det minder mig om min tid i Washington DC (det må jeg fortælle mere om en anden gang), en by som bare emmer af magt. Og så må jeg blot forundres - til tider skræmmes - over, hvor meget drama, bitching og albuer og helt almindelig menneskelig smålighed - og storhed - også de mennesker besidder, selv om de er nogle af verdens mest magtfulde.

    Kan man læse bøger med lukkede øjne?

    7 aug 2010

    Oppe på læsehesten igen, gjorde jeg noget andet. Jeg lyttede til en bog. Lydbøger er altså min nye "dille". Så kan jeg læse med lukkede øjne og når jeg kører bil - jeg lover, at det er med åbne øjne.

    Jeg har lyttet til en herre, som jeg tidligere har nævnt på bloggen, og jeg er stadig vild med ham: Sir Ken Richardsons nyeste nog "The Element".

    Den handler om at finde sit element, det man både er god til og meget passioneret omkring. Om hvilke udfordringer, der kan være og hvordan man tackler dem. Måske er der ikke så meget nyt under solen, men bogen er alligevel fyldt med inspirerende historier, fifs, referencer og idéer, som jeg slet ikke er færdig med.

    De menneskers historier, som Ken Richardson fortæller (og det der med lydbøger, duer altså kun, hvis det er forfatteren selv, som fortæller - hvis du spørger mig), er så fine og forskelligartede og bare rigtig gode at starte en ny arbejdssæson med. Jeg har i hvert fald en del, der skal googles og tjekkes op på.

    Findes der læselige quick fixes?

    6 aug 2010

    Jeg har fået mig en ny vane i løbet af sommeren, som jeg har tænkt mig at prøve at holde ved lige. Jeg har læst. En hel masse. I forskellig genrer. Og nydt at have en parallelverden at fortrække mig til. Det er underligt, hvordan - når bogen er god vel og mærke - jeg ofte har fanget mig selv i at være i et helt andet univers i tanken. Så kan man pludselig komme langt omkring på sådan en ferie.

    Derfor får du over de næste tre dage min beskedne læse-liste, måske kan du blive inspireret og forhåbentlig - og det er endnu vigtigere - har du også lyst til at fortælle lidt om, hvad du har læst, lyttet til eller set i din ferie.

    Jeg startede i den lette genre, for at komme ind i læserillen: Camilla Läckbergs krimier, ikke noget jeg husker efter endt læsning, men underholdende i øjeblikket.

    Sådan har jeg det generelt med krimier, også de rigtig gode. Jeg bruger dem til at mærke, hvor skønt det er at læse, at få et andet univers at boltre mig, hvis jeg er kommet lidt ud af træning. Det er faktisk quick fixes.

    Mens du venter på næste indlæg og bog, som postes i morgen her på bloggen, kan du få kontinuerlig inspiration til bøger og læsning hos den velformulerede Astrid, som har oprettet en helt ny og skøn blog: Bookblok.

    Sommerinspiration #3: Oplevelser til alle sanser?

    8 jul 2010

    Hvad mon du skal i løbet af sommeren? Rejse, eller er du så begejstret for, hvordan det danske sommervejr arter sig, at du gemmer pengene og rejser, når efteråret melder sig? Måske er det også bare på tide at overraske én af dine kære med en oplevelse, som adskiller sig lidt fra dagligdagen.

    Hvad end din grund, så har jeg en anbefaling til dig, som - indrømmet kommer med en storesøster stolthed - involverer sydfynsk natur, uovertrufne madoplevelser og en guide i særklasse.

    Min lillebrors firma Real Outdoor tilbyder oplevelser til alle sanser i den sydfynske natur.

    Hvad med en gourmetdag i det sydfynske, eller en dag i kajak i det sydfynske øhav? Ej at forglemme hans geniale koncept Kærlighedstur, hvor I sejler ud til en jeres helt egen ø med hjemmelavet madkurv, champagne med hjemmebrygget hyldeblomst, alt sammen forberedt af havkajak-instruktør og kok udlært fra Søllerød Kro. Du kan også komme af sted i havkajak en hel weekend, hvis du drømmer om at overnatte i det fri - på den lidt luksuriøse måde med kok, som tilbereder mad over bål og sørger for, at I finder det bedste sted til overnatningen og får et godt glas vin at sove på.

    Det er ikke bare sydfynsk natur fra sin bedste side, ikke bare et havkajak-kursus, ikke bare skøn mad. Det er det hele på én gang, pakket og leveret af ét af de mest entusiastiske og naturelskende mennesker, jeg kender.

    Og så må storesøsteren vist hellere sætte punktum, inden det løber af med hende...

    Er det underligt at trives i eget selskab?

    24 jun 2010

    Jeg er så helt fabelagtig heldig at være inviteret til bryllup på Malta. Kæresten er også inviteret, men det er altså kun mig, der har takket ja. Han kunne nemlig ikke så godt tage frie, kender ikke en eneste og synes, at vi skal være fornuftige med vores penge. Gode argumenter. Og jeg er helt ok med at rejse selv. Ja, faktisk glæder jeg mig som et lille barn. Alene-tid, hotelværelse, sol, pool ej at forglemme en god dosis romantik i form af klassisk bryllup.

    Problemet er bare at jeg har "dem" (altså brudgommen, min barndomsven og resten af selskabet) mistænkt for at synes, at det er noget underligt noget, at jeg sådan skal af sted alene. Og at de skal tage sig af mig! Er det virkelig så underligt at trives helt fint med at rejse alene? Egentlig tror jeg ikke, at du som læser med her, synes det, men oplever du, at andre synes du er lidt af en "freak", hvis du trives i dit eget selskab for lang tid af gangen?

    Svært ved at komme ud af fjerene?

    6 jun 2010

    Heldigvis er det sjældent jeg er oppe på dette tidspunkt, men i morges fangede jeg denne udsigt fra stuevinduet kl. 4.45.

    Og dog. Hvis det er dette syn og denne underskønne stilhed, som venter mig, kan det da godt være jeg kan finde ud af at komme ud af fjerene lidt tidligere...

    Desuden er disse korte nætter et synligt bevis på, at sommeren er her. Og det giver altså energi på en helt særlig måde.

    Er de langsomme dage de hurtigste?

    4 jun 2010

    Nogle gange fortjener man et hvil, og i dette tilfælde betyder "man" jeg.

    Og kender du det, når sådan en dag, som man (det er stadig mig, jeg skriver om) har planlagt til at køre i det langsommeste tempo, så man lige kan nå at indhente sig selv, så flyver af sted hurtigere end de hurtige dage? Så man næsten bliver helt stresset over, at man ikke når at slappe af og komme ned i gear?

    Er det så fordi man er ekstraordinært god til at slappe af, er det et tegn på det modsatte eller betyder det mon, at man har brug for endnu en dag? Jeg satser på det sidste og byder weekenden velkommen.

    Håber du får en skøn én af slagsen derude i sommeren.