Behøver jeg at lyve?

Nej, det gør jeg virkelig ikke. I hvert fald ikke, når jeg anbefaler denne bog. "Sandheder fra en løgner - krakelerede glansbilleder fra et voksenliv" af Julia Lahme. Og du ved jo sikkert godt, at jeg kender Julia. Men hvis du tror, at jeg skamroser hendes bog af den grund, så tager du fejl. Det er der uendelig mange andre grunde til. Ingen løgn (heller ikke en hvid af slagsen) er nødvendig.

For det første er jeg så dårlig til at lyve. Det blinker i rødt og neon ud af alle porerne i huden, når jeg gør det. Min troværdighed sætter jeg meget højt. Så det jeg skriver om bogen er sandt. Altså min sandhed.

(Omvendt genkender jeg bare så uendelig mange af de "omsorgsløgne", som Julia beskriver, så jeg lyver alligevel. Det er jo bare en anden slags løgne. Og det er jo så også en løgn. Se, det er præcis det edderkoppespind Julia forsøger at trevle op, og lykkes med!)

For det andet så har den bog alt. Jeg har kluk-leet af hendes skønne portrættering af kvindeliv og alle dets krav. Jeg har tudet på side 191. Tudet fordi jeg ikke har kunne hjælpe Julia. Og fordi jeg genkender den situation, hun beskriver. Og fordi jeg ved, der er mange andre kvinder, som også genkender.

For det tredje fordi bogen byder på en leg med ord, en genialitet og en tone, som man kun kan misunde. Fordi det er Julias helt egen. Og når noget har et særkende, så bliver det automatisk en lille smule bedre. Meget bedre, hvis sandheden skal frem. Når vi tør skille os ud (note to self).

For det fjerde er dette en blog om selvudvikling, og "Sandheder fra en løgner" er den bedste selvudviklingsbog jeg har læst meget længe - måske fordi den også giver netop den branche det fur, som de (okay, det er lyv: vi) virkelig trænger til.

Amar' og halshug, det er sandt. Og det er ikke bare min sandhed, det bliver også din. Men først var det Julias. En personlig, sårbar men også stærk sandhed. Og den er jeg meget taknemmelig for, at hun deler.

Større end blå?

Lidt af en off-dag. Er bare lidt blå. Og lunten er millimeter kort. Er træt i hovedet. Tårerne står på spring. Og "craver" nu alskens chokolade, slik, sodavand, kaffe - ja, bare sæt noget foran mig, som jeg kan fortære. Hvem sagde spise på sine følelser?

Har så svært ved at tillade sådanne dage. Spørgsmålet "hvorfor" kværner i mit hoved. Hvorfor er jeg blå og grå? Hvad mon det skyldes? Er jo faktisk grundlykkelig disse dage, som jeg har skrevet om tidligere. Så hvad er det, der sker? Er det bare bedrag, den der lykke? Kan jeg ikke stole på det, jeg føler?

Hvorfor er det, at jeg ikke bare giver plads til den slags dage, i stedet for at stille spørgsmålstegn ved det hele eller i hvert fald ting, som er noget større end en blågrå dag?

Er det mon en (u)sund symbiose?

Savn har fået helt nye proportioner. Altså, kan I huske dengang man var helt nyforelsket og savnede så snart han gik ud af døren? Jeg savner stadig memø, bare på en anden måde. Nu savner jeg ham ved min side, når jeg oplever noget særligt. Jeg savner ham, når han ikke ligger ved siden af mig, når jeg skal sove. Jeg savner ham på den der smukke hverdagsmåde. Fordi vi hører sammen.

Nu er det så gået op for mig, at jeg også hører sammen med Noah. I denne weekend på en næsten smertefuld måde. Jeg har grædt af savn. Og den eneste grund til, at jeg ikke har hentet ham, er fordi jeg ved han har haft en fest hos sin farmor og farfar.

Før har jeg egentlig syntes det var "sundt" ikke at savne "mere" end jeg gjorde. Det var sundt for mig, at jeg ikke var gået i symbiose med mit barn. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare, hvorfor denne weekends savn har været anderledes. Har stukket så dybt og resulteret i rastløshed, tristhed, tomhed.

Er det mon symbiosen, og er det godt eller skidt? Sig mig, hvordan savner du dit barn?

Hudløse tømmermænd?

Jeg er bare ikke god til tømmermænd. Det er derfor jeg prøver at undgå dem, men det lykkedes ikke i dag. Det er ikke så meget kvalmen og hovedpinen. Heller ikke selv om det her på Malta er national helligdag, så det ikke er til at opstøve en panodil.

Der er også de moralske tømmermænd, som jeg i den grad plejer at blive hjemsøgt af. Og nogle gange med rette, men de fleste gange helt ubegrundet. Dem kom jeg dog hurtigt af med, da den indre rappenskralde, frk. Korrekt og hr. Bedrevidende ikke kunne finde noget at sætte en finger på.

Nej, denne gang er det den følelsesintensitet, som kommer med tømmermændene. Når jeg har tømmermænd, er det som om jeg får skrællet et lag hud af, så jeg kan mærke alting endnu stærkere.

Selv om jeg elsker at være alene og sagtens kan dele smukke oplevelser med mig selv, så savnede jeg virkelig min lille familie til brylluppet i går. Og det savn er 10-doblet i dag.

Har netop talt med Noah, og han snakkede som jeg aldrig har oplevet det før i en telefon (uden at jeg dog forstod så forfærdelig meget af det), og jeg kan næsten ikke være i min krop for følelser. Ligesom tidligere da jeg talte med kæresten og han fortalte at Noah havde været i cirkus og det havde været så højt, at han havde siddet med lukkede øjne og tårerne trillende ned af kinderne. Så trillede morens tårer også. Og det har de gjort flere gange i dag, over den krimi jeg læste, over et billede jeg så, over en mail og over kommentarer til dette indlæg.

Havde helt klart glemt at kalkulere med de tømmermænd. Vi bliver bare aldrig gode venner, men i dag er vi vist tvunget til at udholde hinandens selskab. Så det prøver jeg…

PS. Bryllupsbilleder får I, når jeg er hjemme på en mere stabil netforbindelse.

Vred på den fede måde?

Jeg er ikke sur mere. Jeg er heller ikke ked af det mere. Men det var jeg i morges da jeg vågnede. Opdagede skiftet i følelser ved, at kæberne ikke længere var sammenbidte men kinden våd af tårer. Det er ikke sjovt at vågne op sådan.

Nu et par timer senere ved jeg også hvorfor. Det handler om forventinger. Forventinger som ikke blev indfriet. En lille besked som ikke blev videregivet, som jeg havde forventet. Udadtil synes jeg også den var lille, men indeni var det (åbenbart)  af stor betydning. For det var ikke kun en besked, det var et ja eller et nej, som ville få stor betydning. Og en afklaring jeg har ventet på, så jeg kunne melde ud, handle på en hel masse og melde tilbage. For et handlingsorienteret menneske som mig, er sådanne manglende svar en frustrerende spændetrøje.

Og så kommer det også til at handle om nogle andre helt centrale begereber og værdier for mig: respekt, loyalitet og det at overholde en aftale. Og det som gør mig vred er, at jeg - overfor helt andre - skal gå på kompromis med netop de principper, fordi andre ikke overholder deres aftale.

Utroligt hvor skønt og frisættende vrede kan føles, når man ved hvad den handler om. Der er klarhed, og det betyder mulighed for at handle. Mor er ikke sur, skuffet og ked mere, mor er vred - på den fede måde.

Er det virkelig håbløst at vække idealisten?

Vi fik en helt uventet voksendag/kærestedag i dag. Og så skulle vi da i biffen. Men der gik bare ikke rigtig noget vi gad at se.

Jeg orkede nemlig ikke Armadillo! Fordi jeg så skulle tage stilling. Fordi det i min optik ikke er gratis at se sådan en film på samme måde som det er gratis at se action eller romantisk komedie (to favorit-genrer). Det er ikke noget jeg er stolt over at tænke det, men nu er ude.

Men så så jeg traileren og den lokkede (har jo i tidernes morgen skrevet speciale om indkapslet journalistik i Irak-krigen!). Og så så vi filmen! Og jeg græd mine idealistiske tårer af flere omgange.

Fordi det er menneskeskæbner på begge sider, fordi de unge mænd aldrig bliver de samme efter et halvt år i Afghanistan, fordi uskyldige mennesker dør, fordi krig er rædselsfuldt.

Men jeg var også imponeret. Over en film som er så smuk, at jeg mindedes kunstfilm og de fineste klippetricks fra min studietid på film- og medievidenskab, og så fordi det er lykkedes filmskaberen at forholde sig helt neutralt. Han valgte ikke side.

Og bagefter sad jeg der med lommetørklædet og var blevet rørt langt ind i sjælen. Også idealisten var blevet vækket. Og det er lige præcis det, jeg ikke orker... For efter den film kunne jeg kun lægge hovedet på kærestens skulder og konstatere "det er håbløst". Omvendt var jeg rørt og vækket, og for mig kræver det handling. Men hvad skal jeg gøre? Hvad kan vi gøre? Lov mig i hvert fald én ting, se filmen hvis du kan.