Bange for hovedrysten og latterliggørelse?

Jeg undres. Er vi virkelig så optagede af vores eget liv og vores egen næse, at vi ikke har gjort os forestillinger om, hvordan vi kunne tænke os at gøre en forskel for andre, altså mennesker vi ikke kender - endnu? Eller er vi simpelthen så bange for at sige det højt, bange for at blive til grin, bange for at blive kaldt latterlige? Det første er helt ærlig værre end det sidste.

Jeg er overbevist om, at hvis du spørger mennesker, der virkelig har opnået succes og gjort en forskel, så er noget af det, de har mødt mest af, hovedrysten. Grænsende til dommen latterlig. Men de har selv troet på det, håbet på det, kæmpet for det. For at gøre en positiv forskel for andre.

Den klub vil jeg hellere være en del af, end den som er samlet om frygt. Selv om jeg må indrømme, at jeg er skrækslagen - for at blive til grin, for hovedrysten, for om jeg vil fejle... Men den frygt sat op imod muligheden og chancen for at gøre en forskel. Så trækker jeg mit medlemsskab af frygtens klub tilbage.

Jeg skriver dette, fordi min indbakke mildest talt ikke bugner med mails om store hjerter, store idealer og store tanker. Jeg tilbyder gerne anonymitet til dem, som ikke er helt klar. Det lover jeg dig nemlig at du bliver, når du læser de støttende og begejstrede kommentarer fra andre læsere.

Så kom nu, lad os skifte perspektiv, se mod horisonten og tænke stort. Og lad os dele.

Hvad skal vi ha’ til aftensmad?

Er det også et spørgsmål, som plager dig på næsten daglig basis?

Vi har hofretter herhjemme. Fordi det bliver nemmere, når noget er en vane. På et tidspunkt skriger jeg dog på variation. Tanken om den samme kylling, den salat og det tilbehør bliver så frusterende, at jeg begynder at drømme om alverdens take away, som egentlig ikke begejstrer synderligt, hvis (okay indrømmet - når) vi falder i.

Sådan en aften havde vi i går. Jeg reddede aftensmaden på kanten af skuffen med take-away brochurer. Det blev ikke ophidsende, men dog en anden smag end den grillede, som vi har praktiseret hele sommeren. Og mens det simrede i gryden satte jeg mig ned med alle de opskrifter, som jeg river ud af blade og bliver så inspireret af. Men som jeg aldrig gør mere ved.

Jeg valgte tre. I dag købte jeg ind til dem. Og nu har jeg så en skrøbelig madplan for de næste tre dage. Brugte 1,5 time på maden i dag, hyggede mig og resultatet var endda i kategorien "fremtidige hofretter". Er helt høj og ryster lidt på hovedet af mig selv. For der skal så lidt til.

Det er jo ikke første gang, jeg har den oplevelse. Så hvorfor gør jeg - og måske også du - ikke noget ved det tidligere? Hvad gør du med aftensmadsrutinen?

Indsigt gennem ord?

Jeg er vist ikke helt færdig med refleksionerne omkring mine ord, hvad end der er for mange, for få eller lige tilpas.

I dag fangede jeg nemlig mig selv i at lave en aftale med mig selv, som jeg har lavet 100 gange før. Også i forbindelse med venskaber, men denne gang i forbindelse med opstart af et nyt personligt forløb hos en coach: "Husk nu, du får mest værdi, hvis du lader være med at snakke så meget og så lytter til alt det kloge, hun har at sige", sagde jeg til mig selv.

Det er bare aldrig lykkedes før. Og det var det jeg snublede over. At det netop er i mine ord, når jeg "tænker højt", at indsigterne lander hos mig. Det er den måde jeg forstår mig selv bedre på, hvilket også forklarer hvorfor de kæreste af mine venner og veninder, de mennesker jeg beundrer mest, altid er dem, som får snakket ørerne mest af. Fordi der er så meget modspil og inspiration at hente, at indsigter og ny forståelse lander med meget korte intervaller.

Måske ville de have glæde af at vide netop det - eller måske ville det nærmere skabe ro i sindet hos mig, så jeg ikke længere behøvede at lægge de - alt for stramme og ikke særligt succesfulde - bånd på mig selv...

Virkelighedens drama og magt?

Og så til mesterværket og en bog som har efterladt et tomrum i mere end én forstand: "Race of af Lifetime" af John Heilemannog Mark Halperin. Om den amerikanske valgkamp.

Lad mig bare sige, mit syn på Clintons bliver aldrig det samme igen, for ikke at tale om "behind the scenes" med Sarah Palin (de historier, der fortælles i bogen er altså bedre end det bedste drama). Jeg har mange gange grint højt og endnu flere gange måtte lægge bogen fra mig, simpelthen for at fordøje informationen. Wow, siger jeg bare.

Er også fuldstændig vild med at læse på engelsk, har undertsreget så mange ord, jeg ikke forstod og som jeg nu slår op. Det er den bedste måde at udvide mit ordforråd på og ih, hvor jeg dog elsker den diversitet og præcision det engelske sprog besidder.

Det bedste af det hele var dog at genfinde en passion, som ligger dybt i mig. Interessen og fascinationen for amerikansk politik. Det minder mig om min tid i Washington DC (det må jeg fortælle mere om en anden gang), en by som bare emmer af magt. Og så må jeg blot forundres - til tider skræmmes - over, hvor meget drama, bitching og albuer og helt almindelig menneskelig smålighed - og storhed - også de mennesker besidder, selv om de er nogle af verdens mest magtfulde.

Er det underligt at trives i eget selskab?

Jeg er så helt fabelagtig heldig at være inviteret til bryllup på Malta. Kæresten er også inviteret, men det er altså kun mig, der har takket ja. Han kunne nemlig ikke så godt tage frie, kender ikke en eneste og synes, at vi skal være fornuftige med vores penge. Gode argumenter. Og jeg er helt ok med at rejse selv. Ja, faktisk glæder jeg mig som et lille barn. Alene-tid, hotelværelse, sol, pool ej at forglemme en god dosis romantik i form af klassisk bryllup.

Problemet er bare at jeg har "dem" (altså brudgommen, min barndomsven og resten af selskabet) mistænkt for at synes, at det er noget underligt noget, at jeg sådan skal af sted alene. Og at de skal tage sig af mig! Er det virkelig så underligt at trives helt fint med at rejse alene? Egentlig tror jeg ikke, at du som læser med her, synes det, men oplever du, at andre synes du er lidt af en "freak", hvis du trives i dit eget selskab for lang tid af gangen?

Hvorfor bo lige her – eller der?

Hørt ved flyttebil nedenfor vinduet: "Så Lars, nu sker det, nu flytter vi sgu' til København. Så skal vi spise sushi".

Jeg er også glad for sushi, men i sidste ende er det nok ikke derfor jeg bor i København og har urimelig svært ved at finde ud af, hvor vi skal flytte hen, hvis vi skal prøve det der hus-halløj. Hvor tager man nemlig hen og får det hele + den have og lidt mere plads, som vi mangler nu?

Jeg bor ikke i København pga. helt specifikke ting og oplevelser, jeg bor her pga. en følelse. En følelse af at være tæt på, være der hvor det sker, have alle muligheder åbne. Ikke fordi jeg benytter mig særlig meget af dem. Men fordi jeg ved jeg kan, hvis jeg skulle få lyst.

Omvendt tror jeg på, at livet får nemmere ved at vise sig fra sin bedste side, med lidt kant, så man kan mærke det, hvis man vælger noget til - og dermed også noget fra. Det er jo så den proces, jeg må i gang med. Finde ud af, hvad der er vigtigt og vigtigst, og hvad der derfor må nedprioriteres. Det må være noget med at brainstorme på post-its, som kan flyttes rundt, et glas rødvin og måske en kæreste, som også skal tages med på råd.

Hvorfor bor du, hvor du bor - og hvis du bor i København,hvad er så din grund - ud over sushi (og pizza, som min svigerinde spiser HVER gang hun er på besøg fra det sydfynske, hvor den italienske spise ikke er til at opdrive i nogenlund kvalitet)?

Ringe, ringere, ringest service?

Vi har købt en Nespresso-maksine. Fantastisk kaffe, fantastisk investering. Så længe du altså kommer ind i deres butik, hvor du tiltales De (det behøvede de ikke for min skyld) og hvor de gør en hel masse krumspring for at give dig en særlig og eksklusiv oplevelse.

Hvis du vil bevare denne opfattelse, er det dog vigtigt, at du ALDRIG ringer til Nespresso eller kaster dig ud i at bestille noget over nettet.

Fordi man får tilsendt et forkert antal kapsler, fordi man ikke bliver infomeret om, at nogle af dem er udsolgt, endsige informeret om, at noget som helst er afsendt eller udsolgt. Det kan man selv regne ud åbenbart, når man modtager pakken. Dog er det sværere at regne ud, om det er med vilje, når de alligevel ønsker, at man skal betale for dem. Sjældent har jeg fået så dårlig service, hvis de da overhovedet tager telefonen. Og når de gør, undskylder de og retter fejlen - tror man - hvorefter man stadig  får en regning på et helt forkert beløb.

Fred være med dårlig service, den findes mange steder. Det der virkelig, virkelig får mig på barrikaderne er, når man selv har skruet forventningerne i luften ved et fancy koncept (så man kan tage flere penge for sine varer), og man så på ingen måder lever op til de forventinger. Hvis jeg vil blive ved med at drikke den dejlige kaffe, som det trods alt er, så skal jeg så leve med den ringe service, som jo nu er endnu ringere, end hvis det bare var ringe, på grund af de forventninger de selv har skabt.

Virkelig dumt af Nespresso, synes jeg. Altså.

PS. Hvis du er i tvivl, så er jeg stadig vred...

Hvad er det med danskernes midterbane?

Jeg bliver en kende irriteret. Jeg har været irriteret mange gange, men den anden dag tænkte jeg tanken til ende, og det kommer der altid et andet perspektiv ud af. Som erfaren - og selvfølgelig dydig og dygtig billist - irriteres jeg over, at så mange mennesker opfatter midterbanen på den tresporede motorvej som det absolut bedst sted at placere deres Peugot Partner (og helt ærlig er det ikke en bil som pr definition hører til i inderbanen?)

Det siger noget om os som nation, om danskernes tilgang til livet. Det leves lige der i midten, hvor der er flest valgmuligheder, hvor vi synes vi har det fulde udsyn, hvor der ingen risiko er. Risiko for at skulle sætte farten ned og ikke kunne trække ud i midterste bane (hvis det var vi kørte i den inderste) eller for at de rigtig hurtige kan tillade sig at blive virkelig sure, for så kan de jo bare trække ud i den yderste og overhale.

Det er livet med livrem og seler, med alle mulighederne åbne, men i virkeligheden er det jo bare lidt irriterende og en illusion om det frie valg. Gør det nu ordentligt, tag stilling i livet, vær aktiv og dynamisk - det gælder også på motovejen, hvor man må trække ud, når man vil overhale og trække ind, når man mener, at dette er den rette fart lige nu og lige her (ikke for evigt).

Kommer til at tænke på et udtryk min bedste veninde og jeg havde i folkeskolen. At leve lige midt i chokoladen. Altså i chokoladekiksen. Her er rart, sødt, beskyttet men også en kende kvalmt og middelmådigt. Tag nu stilling for dælan, hvad vil du? Og så gør det, i stedet for at ligge der i midterbanen.

Det var så dagens opsang, til mig selv, men altså også til dem i Peugot Partneren lige midt i chokoladen...

Neglelakkens inspiration?

Øj, det er svært at slippe weekenden. Denne mandag trækker tænder ud. Jeg har svært ved at komme i gang og holde mig i gang. Jeg føler mig ikke inspireret og alle de gøremål, som ofte bare glider, hakker hele vejen i disse dage.

Og det har altså varet et par uger. Nogenlunde lige så lang tid som jeg har ventet på det her svar, som jeg desværre ikke kan fortælle mere om.

Det lammer. Det lammer fuldstændig ikke at vide, hvad der skal ske om en uge. Overraskende meget. Og hele tiden siger jeg til mig selv "du bestemmer", "dagen i dag er du selv herre over", "i dag ved du hvad du skal". Men det virker ikke.

Men så har jeg lagt mærke til en ting. Når fingenren hviler på tastaturet, eller for en kort stund rent faktisk skriver, bliver jeg inspireret til at skrive mere, når neglene ser fine og feminine ud. Det gør mig simpelthen glad. Så i disse dage er neglene nyfilede og lakerede hele tiden. Det er ikke en mirakel-kur, men det hjælper kreativiteten på vej og bryder tankestrømmen.

Inspiration kan findes de mest pudsige steder. Hvis man insisterer og ved, at den er der.

Hvad skal den til for?

Jeg undrer mig dagligt, eller i hvert fald hver gang jeg har dankortet fremme (who am I kidding, det er vel faktisk hver dag), hvad vi skal med den der ekstra bon med en masse tal og transkationsnumre på, som følger med den "rigtige" bon.

Den gælder ikke hos revisoren, kan ikke bruges hvis du vil returnere varen og der står jo på bonen, at du betalte med dankort. Så hvorfor spilde papir, printerpatron og plads i pungen på den?

Enlighten me please...